Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Eftersom du ikke har ordet, bliver det som i drømmen. Du vil finde dem i landskabet. Muireanns ord lyder i mit hoved, da jeg med kortet i hånden trasker hjem. Fleur løber som altid i forvejen, den fødte stifinder. Kortet fandt hun også. Det forestiller en kvinde i tusmørke. Hun har langt lyst hår og... Continue Reading →
Sådan går det til, at jeg sidder på Poppy’s Place og drikker kaffe sammen med Muireann. Man skulle næsten tro, at hun havde planlagt det. Vores møde. Ordene, der falder. Bortset fra at hun ikke kunne vide, at jeg kom. Med mindre … Jeg nægter at tro at Poppy og Muireann står i ledtog med... Continue Reading →
Månerester og iskold vind. Fleur og jeg går tur ved havet på februars første dag. Det er morgen, som altid traver vi en tur efter morgenmaden. Vi forlader den varme ild i køkkenet og går ud i vejret. Vinter, februar er kommet, det er Imbolc og ofte det koldeste tidspunkt på året. Men under jorden... Continue Reading →
På januars sidste dag vågner jeg tidligt og står op. Fleur følger glad efter. Udenfor er mørket blåt, vinden hyler og skyerne sejler i hast over himlen. Der er koldt i køkkenet og jeg skynder mig at tænde op i brændeovnen. Snart hoster kaffemaskinen sig selv i gang, jeg smører mig en ostemad og forbereder... Continue Reading →
Jeg øver mig på at være nærværende fra første færd ud. På morgenturen ud, ikke blive oppe i hovedet på ridt med løbske tanker. Træde faste skridt, sætte spor i klitter og sand. Følge efter Fleur som med dansende bevægelser kaster sig ud i livet. Det er tåget, træerne bag mig er udviskede silhuetter i... Continue Reading →
Poppy ankommer med rejsetaske og to flasker vin. Det er sidst på eftermiddagen, den sydamerikanske curry simrer på komfuret og jeg har gjort det hyggeligt i stuen med stearinlys og ild i pejsen. Solen glider stille over havet i vest og gør sig klar til at gå ned. Snart kommer aftenen. Fleur bliver begejstret over... Continue Reading →
Når man åbner sig for det, er der frænder alle vegne. De holder øje med dig, de kredser om dig, gemmer sig måske lidt for at betragte dig i det skjulte. Men de er dér. Til lands, til vands og på jorden. I sprækker, træer og på store sten. I huller, dybe skygger og når... Continue Reading →
Morgen igen, lyset bryder mørket, himlen bløder. Fleur og jeg er tidligt ude, vi går tur på stranden inden morgenmaden. Det er stadig mørkt, vi er daggryets vidner, det er et godt tidspunkt at forbinde sig til sin sjæl. Da vi forlader huset, hører jeg uglen tude, jeg hilser tavst men ved, at hun hører... Continue Reading →
Næste formiddag gør Fleur og jeg noget nyt. Vi går en anden tur. I stedet for at gå ud i klitterne og ende på stranden, følger vi stien på bagsiden af huset og går ud mod landevejen. Her er Fleur i snor, jeg har stor respekt for både trafik og det dyreliv, der er i... Continue Reading →
Det er tirsdag, Fleur og jeg skal til byen. Mens himlen bløder i øst, skænker jeg kaffe i kruset og forbereder en skål skyr med hjemmelavet mysli. Fleur har spist sin mad og følger forventningsfuld mine bevægelser. Da jeg er færdig med kaffe og morgenmad, vasker jeg op, stiller kop og skål i stativet, slukker... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 