Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er et smukt øjeblik, når det går op for dig, at tillid skaber forbindelse. Din tillid er essentiel. Men det vigtigste er, at du har tillid til dig selv, Eidheann. Det er den smukkeste del af fortællingen. Man kan se det på dig. Lyset skifter og bliver både skarpere og mere blødt. Det er... Continue Reading →
Vejen videre er en pilgrimsrejse, sagde Brónach. Den er altid spirituel af natur, den inviterer dig til langsomt at give slip på det, der tynger og som fornærmer din sjæl. Langsomt er et nøgleord. Langsomt er det flow, der bringer dig det, du drømmer om. Og du må huske på, at du er en anden... Continue Reading →
Energien skifter stille kurs, sommerfugle lander. På terrassen med udsigt til klitter og hav står to lavendel planter og nikker med lilla hoveder. Da jeg så dem hos blomsterdamen i Allesteds Cirkel, vidste jeg det straks. De skulle med mig hjem. De to lilla venner. Nu står de og svajer i vinden, mens mørke skyer... Continue Reading →
Egentlig er det ikke det, jeg vil høre. Min frihedstrang vokser, hver gang nogen taler om struktur. I mit gamle liv var jeg struktureret, jeg satte mig selv i bås og kaldte mig blæksprutte, fordi blæksprutter var i høj kurs. Tusind arme, gribe alle bolde, jonglere og aldrig tabe andet end sig selv. Jeg var... Continue Reading →
Det sker i dagene på vej mod fuldmåne. Den tiltagende fase, hvor alt gøres klar. Tilliden forsvinder. Det sker gradvist, jeg opdager det ikke, før det er for sent. Tillid er helt essentielt, det ved enhver, der går hjertets vej. Uden den er der ingen forbindelse. Der går en skygge for den indre sol og... Continue Reading →
Det er en tærskeldag, der er ikke noget at gøre. Udenfor blæser en stiv pelikan, så at sidde i en solkrog med læ og læse Murakami er nok dømt udelukket. Jeg bliver skør af den vind og den er ikke særlig varm. Tilbage ved bordet i stuen hiver jeg min rejsedagbog frem og gør pennen... Continue Reading →
Overgange er aldrig de letteste steder. Ofte kaldes der på tålmodig venten. Men hvad er det egentlig, jeg venter på? På at få lov til at gå igennem en dør, hvor alting er meget lettere. Hvor sløret løftes og afslører et velduftende paradis med farverige blomster og nybagt brød. Et smil lister på mine læber.... Continue Reading →
Tærsklen er et forunderligt sted. Ofte opdager man ikke, at man befinder sig i skumringszonen, før noget rumsterer indeni. Er det utålmodighed? En form for rastløshed? En følelse af, at dette sted burde være udforsket nu og at man har lært de lektioner, der var et krav for videre vej? Er det et spil? En... Continue Reading →
Hun trives i skyggen og bag de store træer. Sjældent har hun behov for at råbe højt eller færdes i flok. Hendes pen er stærk og hendes stemme har dybe rødder. Hun er ravn og hun er ugle. Hun kan anderledes fortællinger om livet og det, der bor under overfladen. Dybet skræmmer hende ikke, det... Continue Reading →
Der findes en solsikkemark et stykke nede af vejen. Gå mod højre og lad dine skridt føre dig på vej. Find ind i en god rytme, prøv dig frem, lad din krop guide. Du er på vej. Der findes en solsikkemark og den kalder på dig. Et gyldent kald af høst. Du ved det fra... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 