Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
”Det er de fortællinger, du skal skrive nu”, siger luftdragen, som er sendt fra himlen. Jeg synes han er grim. Noget ved ham frastøder mig, gør mig urolig og bange. Bange er et ord, jeg er bange for at skrive, men nu gør jeg det, jeg skriver det, som det er. Han venter roligt et... Continue Reading →
Din intention skal have lov til at slå rod. Skynd dig ikke, forvent ikke et for hurtigt resultat. Det er efter lukketid i Peregrinas Café, men vi går ikke hjem. I baglokalet har Caoilinn dækket bord, mens jeg rydder det sidste op ude i cafélokalet. Der mangler en bog på det vakkelvorne bord. Jeg kigger... Continue Reading →
Jeg kan mærke det, så snart jeg vågner. Kroppen er træt, men hovedet er allerede i gang. Det er slingrekurs og jeg sætter hælene i. Mine muskler spænder, jeg får ondt i baller og knæ. Healing sker langsomt og pludselig føler jeg mig som en lus mellem to negle. Kroppen og tankerne. Et ego, der... Continue Reading →
Hvad hvis det vigtigste arbejde i dit liv ikke er noget, du jager, men noget du afdækker i naturligt tempo, skrivende og lyttende? Hvad hvis dit eget nærvær er det største, du kan skænke verden og dig selv. Venligt, ærligt og med kærlighed til processen og din vej. Fortællersken er en ånd, en del af... Continue Reading →
”Vi ærer november og det afspejles på Peregrinas Café” siger Caoilinn over cappuccino og en bladbagel. Det er søndag og vi åbner om en time. Fleur er med, hun logrer under bordet og slikker de krummer i sig, som finder hendes vej. I baglokalet har Caoilinn tændt stearinlys, vi har siddet her en stund og... Continue Reading →
Jeg har savnet mig selv, den del af mig, der har brug for efterår og vinter. Hende, som er dybt forankret i det keltiske årshjul og som har vished om, at dette tidspunkt (Samhain) er en hellig afslutning og en ny begyndelse. Det føles helt naturligt. Tre hvide traner viste sig for mig, da vi... Continue Reading →
Felicia er kvinden, som kun sælger brød til dem, hun ved sætter oprigtigt pris på det. At brød ingen tilfældighed er og at kærlighed er lige så vigtig som godt mel. Jeg møder hende ved fuldmåne og som alt andet i livet, er det ingen tilfældighed. Men læg analysen væk, skru ned for den mentale... Continue Reading →
Fridage med indretning og ture i skoven. Fridage med disede morgener og den første efterårsblæst. Jeg indretter mig i skovhuset, lærer huset at kende, dets ånd, dets hjørner og kroge og den måde lyset falder gennem vinduerne på, når solen finder vej. Når det blæser, kan jeg høre træerne knirke. Ravnen er ofte på besøg,... Continue Reading →
Det er efterår, vi er midt i september og inden længe er det Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke svært. Tværtimod. Det er... Continue Reading →
Tågen ligger som en dyne over skoven. Det er første morgen i skovhuset. Flytningen er vel overstået, jeg fik hjælp af Flannán, et par af hans venner, Caoilinn, Ramona fra apoteket og af en fastligger, Knut, fra campingpladsen. Mine kasser med alt det, jeg havde opmagasineret, ankom præcist med larmende flyttelastbil og alt gik som... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 