Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Hver gang årshjulet drejer og jeg står på et sted, hvor jeg har stået før og alligevel aldrig har været, har jeg vished om, at der er en underliggende rytme i livets dans. Der er magi i gentagelsen og der er stor kraft og styrke i at blive en del af rytmen og øve sig... Continue Reading →
Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, inget hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →
Bort alt hvad uro gør. Jeg hører ordene, en tone slår an, det er en svensk tekst, men jeg har aldrig rigtig hørt ordene før. Nu danser de ind i mit hoved ledsaget af en håndfuld tørrede enebær, som jeg lægger på det, der skal være mit efterårsalter. Det er ifølge kalenderen den sidste sommerdag.... Continue Reading →
Det er sommersolhverv og jeg kan høre hende synge. Hun er solsort, hendes lyd glider gennem vinduet som en brise. Køkkenet er svalt efter nattens dans og nu vender lyset. Drømmen Jeg drømte om ørnen. Han var større end nogensinde før, men han kaldte ikke på mig. Han fløj bare forbi, svævede som en kæmpemæssig... Continue Reading →
Denne morgen starter alt forfra. Alt er nyt. Og det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension. Jeg fik øje på hende, træet, da jeg sad i en solkrog og nød den sommer, der som en dør åbnede sig på vid... Continue Reading →
Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →
En ny morgen, kold frost, skarpt lys, sol og forårsvind. Jeg dypper pennen i den smeltende dug og tegner cirkler. April spiller på mange tangenter, hendes musik strækker sig fra de blideste toner til dramatiske højder af blæst og hagl. "Tro ikke, at du kender mig, siger hun drilsk og forsvinder bag et træ." Det... Continue Reading →
Der er stille hos træerne i disen. Rester af sne ligger som små øer af hvidt. Nogle hænger sammen som halvøer, andre har løsrevet sig og skvulper i tågen. Mit udsyn er begrænset. Jeg kan ikke se længere end til skellet, februars landskab ligger svøbt i dis og er hverken til at hugge eller stikke... Continue Reading →
"Skriv dig ind i det", siger hun og skubber blidt til mig. "Du står stadig udenfor cirklen og farer vild i tankerne." Det er sandt, jeg kan godt mærke det og ved det af erfaring. Alligevel falder jeg i den sædvanlige fælde. Det er som om det nærmest hører med. Jeg træder ind og tænder... Continue Reading →
