Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Hver morgen øver jeg mig på at vågne i stilhed. Fra første færd, sommerlys gennem gardinet, dansende skygger over gulv og væg. Øjnene, der åbner sig og ser. Inden tanker tager over. Det er det øjeblik, jeg beskytter. Hvis jeg ikke er bevidst om det, svømmer jeg snart i en strøm af tanker, der farver... Continue Reading →
Krage kalder morgenen ind. Gennem det åbne vindue hører jeg dagen stå op og lydene vokse. Lyset rejser sig som en søjle og snart danser landskabet i morgendis. Udenfor mit vindue på værelse nummer 3. Søvnen slipper uden modstand, jeg bliver liggende lidt og lytter. Skubber blidt tanker om andet bort og nyder den kølige... Continue Reading →
Mandag morgen er vi alle samlet ved morgenbordet. Virginia er tilbage og har bagt surdejsbrød, store skiver, sprøde og saftige, ligger på et fad. Melon, jordbær og agurk er stødt til. Det er blevet sommer på Pensionatet. Jeg vågnede lidt før 6 og var frisk. Vinduet stod på klem og fuglene sang. En krage skreg.... Continue Reading →
Nu står de i en vase på mit skrivebord, de tre urteplanter. De dufter og de minder mig om Fern og hemmeligheden. Så hemmelig, at jeg ikke kan dele den her, men jeg kan forsikre dig om at fortællingen bor i manuskriptet. Lige nu må jeg holde kortene tæt til kroppen. Det er essentielt. Roseroot.... Continue Reading →
Så lærte jeg det. Man har planer med mig. Jeg er ikke bare en tilfældig gæst på Pensionatet og min læring er ikke kun til eget brug. Cailean og Willow har talt. Det forunderlige er, at alting føles anderledes nu og at det, de fortalte mig forleden i Caileans hus, mærkes som en selvfølge. Det... Continue Reading →
Se efter det, du ikke kan se. Lyt efter det, du ikke kan høre. Jeg står tidligt op og trækker gardinet til side, natten er for længst blevet dag. Lyset er gavmildt og gennem det åbne vindue synger solsorten sin sang. Haven er grøn og frodig, syrenbuske er dukket op med lilla og bordeaux blomster.... Continue Reading →
Klokken har forladt tretten og vi forlader pensionatet. Willow May og jeg. Vi skal en tur i skoven. Jeg er kommet mig over morgenens misforståelser, der nu mest af alt synes som en behagelig spøg. Vi går ud af lågen og tager stien til højre, der fører os sidelangs pensionat og have og ud på... Continue Reading →
På den anden side af fuldmånen vågner jeg brat. Søvnen er forsvundet og dagen er ny. Sprød lyd af dug klimprer. Æbletræet blomster og solsorten synger sin sang. Således er scenen sat, jeg kan ikke sove mere, så jeg står op og går tidligt til havet. Havet er roligt i dag og kalder mig frem... Continue Reading →
Mens jeg smager på hendes ord og mærker kuldegysning, begynder hun at gå. Uden at ville det følger jeg efter. Hun fortsætter af den sti, hvor jeg gik, men snart drejer hun af mod højre og ind på en smal sti flankeret af birketræer. Sølvstammer funkler i sprækker af lys. Sølvstammer synger. Hun går med... Continue Reading →
”Der er så mange udsagn om, hvad Nymånen er for en. Men du er nødt til at gøre din egen erfaring ved at følge månens cyklus. Hele vejen rundt. Og så rundt igen.” Ceridwen drikker en slurk af sin kaffe og lader sit blik vandre fra den ene til den anden. Elva, Maize og jeg.... Continue Reading →
