Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
De kommende byder på eftertænksomhed og solsort. Det er som om han støtter mig i at gå langsomt og færdes i den indre sfære af formløshed. Noget er undervejs, men det er ikke formgivet endnu. På sin vis er jeg forandret, men når jeg ser mig i spejlet, ligner jeg mig selv. Vi nærmer os... Continue Reading →
Dagen efter Forårsjævndøgn. Det regner, himlen er svøbt i gråt skydække og dråberne spiller på ruden. En lille lyd af vand. Jeg strækker mig i sengen, mine øjne er stadig lukkede, men jeg er vågen og klar til at stå op. Dagen efter Forårsjævndøgn og dagen efter den intuitive skriveworkshop. Med Muireann, Poppy, Keeleigh og... Continue Reading →
Keeleigh får sit sengetøj og forsvinder ind på gæsteværelset. Hun vil tage sig en lur og senere et bad. Aftensmad kl. 18:30 har jeg sagt til hende, du har huset for dig selv i nogle timer, for jeg skal til byen og som altid tager jeg Fleur med. Jeg kan anbefale en gåtur ved havet,... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
På stranden møder jeg en mørklødet kvinde. Hun virker både fremmed og velkendt på samme tid. For et øjeblik siden var hun dér ikke, stranden lå øde hen. Rå østenvind kravler ind over klitterne og gør mig selskab. Den fugtige kulde rammer mine blottede nervespidser som citron i et åbent sår. Det er før morgenmaden.... Continue Reading →
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Porten knirker og åbner sig på rustne hængsler. Dagen er stået op. Det samme er den kvinde, der nærmer sig med hastige skridt, hun småfryser i den kolde vind. Og her starter foråret, tænker hun. Ha! Da hun når helt frem til den røde mur, blafrer porten i vinden. Hængslerne knirker skingert og en stemme... Continue Reading →
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
Hun inviterer mig til at lytte dybere nu. Dybere? Jeg ligner et spørgsmålstegn. Hvordan? Svaret gemmer sig et sted på vejen. Hun står i en lysning og hvisker kom. Nærmere. Følg med mig ind i den del af skoven, hvor de hemmelige fortællinger gror. Jeg begynder at gå, mens lyset sniger sig op over trætoppene.... Continue Reading →
Den nye morgen er mit vidne. Byger, sol og vind. Pennen glider over linjerne og ord kommer frem skabt af blæk og bevægelse. Tænker du slet ikke, er jeg blevet spurgt, men nej, jeg lytter. For nogen i mig fortæller, sagte og uden tøven. Det er en rislende flod i mit skød. Jeg er kvinde... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 