Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Som Sharon Blackie siger i citatet herunder er dyr ofte hjælpere på vores indre rejse og de dukker så sandelig også op i de fortællinger, som vi skriver og imod på skriverejsen. We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come... Continue Reading →
Jeg tøver lidt, men tænder så skrivelyset og sætter mig ved bordet. I keramikkruset fra Mols er der nylavet te. Den grønne med jasmin. Udenfor rusker vinden i træerne, lyset er lidt mere dristigt end for et par timer siden. Dagen startede i mørke og til lyden af regn. Det varede længe, inden det blev... Continue Reading →
Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg... Continue Reading →
Den første spæde lyd af daggry. Lyset, der finder en sprække i disen. Jeg træder udenfor døren for at gå den sædvanlige tur med hunden. Gennem tågen, udi disen, det er som om mine fodtrin bliver lettere. Svøbt i dis. Gjort af morgenlykke. Det er mit tidspunkt, de første timer af dagen, det tidspunkt hvor... Continue Reading →
Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din vise kvinde og din fortællerske bor ikke i hovedet. Hun kommer naturligt til os, intuitivt, når vi skriver, men vi kan ikke tænke hende. Hun taler gennem os, ikke til os. Men ofte skal vi skrive os gennem støv og spindelvæv for at nå helt... Continue Reading →
Det starter med en dør. Og det kan meget vel være, at døren er blå eller turkis, som døren på billedet her. Det er en gammel dør, den har eksisteret i mange år og sandsynligvis har den været lukket. Aflåst endda. Måske har du kigget forbi, set døren, kærtegnet det gamle træ og set, hvordan... Continue Reading →
Bort alt hvad uro gør. Jeg hører ordene, en tone slår an, det er en svensk tekst, men jeg har aldrig rigtig hørt ordene før. Nu danser de ind i mit hoved ledsaget af en håndfuld tørrede enebær, som jeg lægger på det, der skal være mit efterårsalter. Det er ifølge kalenderen den sidste sommerdag.... Continue Reading →
Kære ven I dag slutter de lyse nætter. Porten til høsten står åben og langsomt vokser mørket på rejsen mod efterår. Jeg håber, at du har haft en dejlig sommer og nu er klar til at nyde høsten med alt, hvad den indebærer. Det er tid til at formulere nye intentioner i forhold til høstarbejdet... Continue Reading →
Så blev det Midsommer. Jeg vil benytte lejligheden til at ønske dig en skøn sommertid med masser af rum og plads til det, der gør dig godt. For som jeg skrev det i ”I skyggen af Egetræet” er det en gave og glæde, hvis vi formår at navigere gennem sommeren og få det bedste med... Continue Reading →
Hun er dér. Jeg lytter til hende, mens jeg sidder i køkkenet. Simrer og sanker. Stenalderbrødet dufter i ovnen og gør sig klar på lav temperatur. Skænker tid og kaffe i kop uden hank. ”Jeg er her, hvisker hun og jeg forsvinder ikke, fordi du ikke får skrevet så meget i dag. ”Skriv blot et... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 