Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Åh at være vinter, skrev jeg i min rejsedagbog, med ved jeg egentlig helt, hvad det vil sige? I mine tanker jonglerer jeg med gøremål og måder, jeg kan ære min intention på. Hvordan jeg kan kombinere mit job på Peregrinas Café med det dybe kald fra mine rødder, det indre, jordiske, den sorte muld.... Continue Reading →
Når det er for tidligt at sætte ord på, men når sjælen ved. Når to sjæle ser på hinanden og forstår uden at forcere og forsøge at italesætte det, der blot er en gnist, en glød. Sådan er det for Caoilinn og mig i det øjeblik, hvor hun husker os på, at vi kan støtte... Continue Reading →
Det går langsomt nu, farten sættes ned og blade falder. Jeg står i en lysning i skoven og ser det ske. Med bøjet nakke og blikket vendt mod trætoppene er jeg vidne til de dansende blade, der slipper et efter et. Mine støvler er plantet i muld og naturlig kompost, mit hår er samlet under... Continue Reading →
Fortsættelse følger, tror jeg, men også her kan man tage fejl. Bedst som jeg ville fortælle dig om Eidheanns fuldmåneaften i selskab med Caoilinn og kærlighedsbrødbageren Felicia, dukker der noget andet op. Og her kan man jo insistere på at holde den kurs, man allerede har sat. Det er sådan, vi mennesker gør. Vi er... Continue Reading →
Felicia er kvinden, som kun sælger brød til dem, hun ved sætter oprigtigt pris på det. At brød ingen tilfældighed er og at kærlighed er lige så vigtig som godt mel. Jeg møder hende ved fuldmåne og som alt andet i livet, er det ingen tilfældighed. Men læg analysen væk, skru ned for den mentale... Continue Reading →
Ørnen er landet. Et sted i mit indre vibrerer hans kraft. Det budskab, der altid har været tilgængeligt for mig, når jeg kom for tæt på noget og ikke kunne se. Følelsen af luft under vingerne. At løfte sig fra tilsyneladende besværligheder og finde et nyt perspektiv. Det er nemt for mig at snuble i... Continue Reading →
Fridage med indretning og ture i skoven. Fridage med disede morgener og den første efterårsblæst. Jeg indretter mig i skovhuset, lærer huset at kende, dets ånd, dets hjørner og kroge og den måde lyset falder gennem vinduerne på, når solen finder vej. Når det blæser, kan jeg høre træerne knirke. Ravnen er ofte på besøg,... Continue Reading →
Det er efterår, vi er midt i september og inden længe er det Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke svært. Tværtimod. Det er... Continue Reading →
Tågen ligger som en dyne over skoven. Det er første morgen i skovhuset. Flytningen er vel overstået, jeg fik hjælp af Flannán, et par af hans venner, Caoilinn, Ramona fra apoteket og af en fastligger, Knut, fra campingpladsen. Mine kasser med alt det, jeg havde opmagasineret, ankom præcist med larmende flyttelastbil og alt gik som... Continue Reading →
Dage i september. Dage på caféen i selskab med Caoilinn og de skønne gæster, som kigger forbi. Jeg er ved at lære byens beboere at kende og når Fleur og jeg går tur i gaderne, hilser vi på mange, som ved, hvem vi er. Det er en god følelse. Længe har jeg været anonym, en... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 