Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er aldrig let, når man guides til tålmodighed. Når noget rastløs energi vrister sig løs og rumsterer i kroppen, så man fristes til at regne den ud. De to er uforlignelige, de er modpoler på livets magnet. Tålmodighed. Rastløshed. ”Hvad handler rastløsheden om” spørger ørnen nysgerrigt. Han kredser over det sneklædte landskab, det er... Continue Reading →
”Har du prøvet med kærlighed?” spørger hesten og sådan starter en af årets første fortællinger. Egentlig er det en gammel fortælling og spørgsmålet er heller ikke nyt. Men hesten mener det skam alvorligt. Hun ser granskede på mig og jeg genkender lyset i hendes blik. Det smelter sig ind i mig, jeg stirrer ind i... Continue Reading →
Fodspor i sneen, ræven er ude i nat. Stille knirken høres som et suk i vinternatten, på himlen hænger ulvemånen og ser. Fuldmåne, normalt sover hun dårligt på det tidspunkt, men ikke i nat. Søvnen er tyk og god, som en varm dyne, der lægger sig om hende og blødgør det, der før var hårdt.... Continue Reading →
Lyd af ravn et sted mellem træerne. Lav sol og dybe skygger. Knitrende skridt over nedfaldne blade, opløsning og forfald. Det er smukt, tænker jeg og mærker energien, den flyder fra kilden, når jeg ikke stritter imod. Om vinteren er den langsom, den bor i dybe rødder. Ranke graner byder velkommen, jeg forlader den vante... Continue Reading →
På et tidspunkt må du spørge om hjælp. Du klarer det ikke alene. Og så tror de fleste, at det handler om at involvere andre mennesker og spørge dem til råds. Du får deres syn på sagen. Nogle påstår, at de ved bedre end dig. De er hurtige til at rådgive, de behøver end ikke... Continue Reading →
”Vent lidt med at drage konklusioner” siger Uglen i det gamle egetræ. Det er nat, det er mørkt og tåget. Stjernerne er gemt bag grå dis. Jeg er træt, vågen og endt på et sted, hvor jeg har været før, men denne gang har jeg ingen kræfter til at gå videre. Ingen lindrende ord kommer,... Continue Reading →
Noget af det vigtigste, hvis du ønsker at skrive intuitivt og fra sjæl og hjerte og lade dig guide af fortællinger på den indre rejse, er at tillade det, der kommer og går. Din rolle som fortællerske er ikke at kontrollere, tværtimod. Den intuitive skrivning kalder på tilladelse og på nysgerrighed, så fortællingerne kan finde... Continue Reading →
Din sande røst, synger fuglen i mørket. Det sker sent, mørket er dybt som en grav. Men graven er intet dødshul, det er en hellig livmoder. A sacred womb, som fuglen det synger. Ved nymåne på kanten til vintersolhverv. Nu er dagen blevet blå.Natten er på vej.Lyset forsvinder stille,mørket omslutter mig. Er det daggry eller... Continue Reading →
Jeg klatrer op af det samme bjerg, men jeg kommer ingen vegne. Det er mørkt, det er stejlt og jeg har lyst til at skrige: ”Så hjælp mig dog væk fra det her sted.” Det samme stejle bjerg, det samme mørke som en evig gentagelse af noget, jeg har oplevet før. Igen og igen. Det... Continue Reading →
I rette tid, ikke før, ikke siden. Sådan sagde frøen i går. Nu er Losgann og søen, bregnerne og de magiske fiddleheads, forvandlet til et åbent landskab uden ord. Et landskab, der langsomt afsløres, når sort bliver til blå og en lyssprække viser sig i horisonten. Jeg stirrer ud og ser kun mig selv spejlet... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 