Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Mørket er vokset, natten er lang. Sådan føles det, som om efteråret kommer bag på mig og overrasker mig med sin kraft. Ved Efterårsjævndøgn fejrede jeg alene i skovhuset og sendte en kærlig tanke til Brónach, som jeg savner. Vi skal skrive rigtige breve til hinanden, sagde hun ved vores afsked og ikke forfalde til... Continue Reading →
Ørnen er landet. Et sted i mit indre vibrerer hans kraft. Det budskab, der altid har været tilgængeligt for mig, når jeg kom for tæt på noget og ikke kunne se. Følelsen af luft under vingerne. At løfte sig fra tilsyneladende besværligheder og finde et nyt perspektiv. Det er nemt for mig at snuble i... Continue Reading →
Fridage med indretning og ture i skoven. Fridage med disede morgener og den første efterårsblæst. Jeg indretter mig i skovhuset, lærer huset at kende, dets ånd, dets hjørner og kroge og den måde lyset falder gennem vinduerne på, når solen finder vej. Når det blæser, kan jeg høre træerne knirke. Ravnen er ofte på besøg,... Continue Reading →
Det er efterår, vi er midt i september og inden længe er det Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke svært. Tværtimod. Det er... Continue Reading →
Tågen ligger som en dyne over skoven. Det er første morgen i skovhuset. Flytningen er vel overstået, jeg fik hjælp af Flannán, et par af hans venner, Caoilinn, Ramona fra apoteket og af en fastligger, Knut, fra campingpladsen. Mine kasser med alt det, jeg havde opmagasineret, ankom præcist med larmende flyttelastbil og alt gik som... Continue Reading →
Dage i september. Dage på caféen i selskab med Caoilinn og de skønne gæster, som kigger forbi. Jeg er ved at lære byens beboere at kende og når Fleur og jeg går tur i gaderne, hilser vi på mange, som ved, hvem vi er. Det er en god følelse. Længe har jeg været anonym, en... Continue Reading →
Det er duften, der gør det. Duften, der smyger sig langs markerne og smiler i solsikkens skær. En duft af bål og frisk luft, mødet mellem sommer og efterår. Den bløde duft af august, den lidt skarpere smag af september. Jeg smiler og mine skridt er lette, da vi går vores sædvanlige morgentur. Snart bor... Continue Reading →
”Jeg kender godt skovhuset” siger Caoilinn, mens hun brygger en kande kaffe. Ikke alle gæster ønsker latte, cappuccino eller macchiato. ”Har du virkelig fået lov at leje det? Rygterne siger, at Philip er ret kræsen i forhold til sine lejere. Forstå mig ret” ler hun undskyldende, ”men han kender dig ikke. Normalt skal man igennem... Continue Reading →
Disen danser over fjorden, et filter af magi. Vi er tidligt oppe og går den sædvanlige tur, forlader campingpladsen, går ned af grusvejen og ud til stranden. Det er køligt, fugtigt, edderkoppespind hænger kunstfærdigt i buske og krat. Lyset bevæger sig stille, gruset knaser under poter og fødder. Og så er vi ude ved vandet.... Continue Reading →
Weekenden smuldrer som tørt brød. Jeg arbejder lørdag og har fri søndag. Søndag, hvor Fleur og jeg står tidligt op og går en tur langs stranden, den slanke fjord med havblik i dagens første timer. Senere tager vinden til, skyer glider over himlen. Sol kommer, sol går. Efter morgenmaden går jeg i bad, så starter... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 