Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Nu står de i en vase på mit skrivebord, de tre urteplanter. De dufter og de minder mig om Fern og hemmeligheden. Så hemmelig, at jeg ikke kan dele den her, men jeg kan forsikre dig om at fortællingen bor i manuskriptet. Lige nu må jeg holde kortene tæt til kroppen. Det er essentielt. Roseroot.... Continue Reading →
Her er så stille, at man kan høre årshjulet dreje. ”Hvad er tid?” spørger jeg hesten Each, som dukkede op i morgendisen og blev min frænde i dag. ”Det er også et af livets mysterier” siger hun. ”Tiden går og kommer. Nu er tiden landet på sommer.” Sommer, jeg nikker, nå ja. Det har jeg... Continue Reading →
Svøbt i dis dukker morgenen op, en uklar skikkelse kommer mig i møde og tager imod. Daggrysværtinden byder mig velkommen og jeg fornemmer, at vi passerer porten til Det Magiske Univers. Det er ikke tydeligt, for ser du, disen er tyk som ærtesuppe. Jeg smiler indeni. Åh, at lade sig fragte og forføre. Af dis... Continue Reading →
Be still. Be here now. Be in the moment. Mosekonemorgen, pastelfarvet dis og knitrende frost. Iskolde kinder og fødder, der bevæger sig ud og hjem. Nu i støvler. Kvinden elsker denne årstid, overgangen til vinter og naturens lektioner om end hun som menneske finder studiet en anelse svært. Det er et paradoks, for på sin... Continue Reading →
”Det er den tid på året”, hvisker Solsorten, ”tid til at vende hjem. Tegn en cirkel om dig selv og din intention for efteråret og den kommende vinter. Skab rum og sæt sunde grænser. Kaldet indefra, det er som en kærlig portal, gå i gennem i tillid og mærk det. Det, du har brug for.... Continue Reading →
Velkommen Oktober, har jeg lyst til at skrive. For ser du, vi er gamle venner. I mange år, en måned af gangen, boede hun på mit pensionat, hvor kragerne er venner, og lærte mig om livet på denne tid af året. Efterår, bladene skifter farve og boltrer sig i rødbrune nuancer. Orange, som en flamme,... Continue Reading →
Hvis vi er fokuserede og formår at drysse en smule disciplin over vores skriveprojekt og den rejse, vi kan foretage gennem ordene, så skriver ordene os. Og meget sker faktisk, når vi bliver stille og ikke er i hæsblæsende aktivitet. Når vi sætter os og ser solen gå ned, når vi vandrer i naturen eller mediterer efter en travl dag. Meget af det sker i stilhed på en hel subtil måde. For når vi åbner os i det magiske rum, når vi stiller spørgsmål i vores skrivebog og når vi i tillid skriver os ind, så behøver vi faktisk ikke skrive særlig meget hver dag. Resten kommer af sig selv.
”Our time is hungry in spirit. In some unnoticed way we have managed to inflict severe surgery on ourselves. We have separated soul from experience, become utterly taken up with the outside world and allowed the interior life to shrink. Like a stream that disappears underground, there remains on the surface only the slightest trickle.... Continue Reading →
Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, inget hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 