Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Så sker et sted på rejsen at du møder den gamle laks. Et landskab åbner sig, du får øje på søen bag sivene. Solen skinner i øjnene, det skarpe vinterlys, fortæller at dagen er blevet større. Bare lidt, et skridt af gangen og nu står du her foran søen, hvor den gamle laks bor. Bradan... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Each er et væsen i bevægelse. Hun træder ind i min sfære på en frossen morgen i december. ”Det er tid” proklamerer hun, ”smerten kommer fordi du ikke har sluppet grebet om det, der var. Fortidens spøgelser klinger sig til håbet om, at du bliver her, de hænger i med meget lange negle. Negle på... Continue Reading →
I dagene efter Efterårsjævndøgn er jeg stille. Både tidspunktet og min forkølelse kalder mig indad og jeg går så langsomt, som jeg overhovedet kan. Samtidig giver jeg slip på tanken om strandhuset og om, at jeg skal gøre mere for at få det til at ske. Hvis det ikke er min vej, så lukkes en... Continue Reading →
Det er diset, da jeg står op og går til havet. Væversken har været på nattearbejde og skabt de smukkeste spind i hegn og buske. Små kunstværker glimter og udstiller sig, efterhånden som solen får banet vej gennem tågen. Det er et magisk landskab og jeg nyder at være til stede. Fugten er tyk og... Continue Reading →
En hemmelig bog for fortællersker? Jeg kan ikke tro mine egne ører. Med et er det som at befinde sig i en drøm med mystiske detaljer, der alle drejer sig om en ting. At finde skatten. Det morsomme er, at vi ikke ledte efter noget og blot lod os føre af landskabet. Skiltet, der førte... Continue Reading →
Hun står udenfor havelågen og venter. En fremmed skikkelse, en kvinde, jeg ikke har set før. Hun er iført en grønblomstret kjole, der når ned til fødderne og hendes lange hår er prydet med en blomsterkrans. Hendes øjne er grønne som kjolen, håret er mørkt. Der er ingen tvivl om, at hun venter på nogen... Continue Reading →
Klokken har forladt tretten og vi forlader pensionatet. Willow May og jeg. Vi skal en tur i skoven. Jeg er kommet mig over morgenens misforståelser, der nu mest af alt synes som en behagelig spøg. Vi går ud af lågen og tager stien til højre, der fører os sidelangs pensionat og have og ud på... Continue Reading →
På den anden side af fuldmånen vågner jeg brat. Søvnen er forsvundet og dagen er ny. Sprød lyd af dug klimprer. Æbletræet blomster og solsorten synger sin sang. Således er scenen sat, jeg kan ikke sove mere, så jeg står op og går tidligt til havet. Havet er roligt i dag og kalder mig frem... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 