Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Kan du huske?” synger valmuerne i grøftekanten, omkring dem danser viltert græs. Jeg mærker hård hånd holde om den hånd, der holder pennen, som om noget vil styre mig og forhindre, at jeg skriver mig fri. ”Kan du huske?” og jeg ryster på hovedet, søbet ind i klistret tankespind af minder, jeg helst var foruden.... Continue Reading →
Langsomt vender jeg tilbage, lader mine fingre finde bogstaverne draget af hver enkelts energi. Det er juni, det er skyet, dagen lang og natten kort. Lyset kommer tidligt. Kigger gennem sprækkerne i persiennen ledsaget af fuglesang. Langsomt vender jeg tilbage, bogstaverne er her stadig, mine fingre har ikke glemt hvordan. Det er lupinerne, jeg ser.... Continue Reading →
Da jeg vågner, dukker en tanke straks op. En tanke, der mere er som tale. Som om nogen siger til mig: I dag gør du noget andet. Du går en anden vej. Jeg havde tænkt mig at gå til havet og morgenbade som altid, men jeg lytter til stemmen. Den er tydelig og klar. Tøvende... Continue Reading →
“Du glemte mig” siger Betony og ranker sig, så jeg kan se hende. ”Det må du undskylde” siger jeg. Så er vi i gang, fortællingen fejer tankerne bort og tager over. Pludselig er det en anden energi, en anden stemme. Betony rømmer sig, nu er hun ved at blive glemt igen. Ih altså! ”Det er... Continue Reading →
”Denne fortælling er en redegørelse for noget, som skete i går”, begynder jeg og Ulven ler højt. ”Det lyder meget officielt. Der er ingen domstole i det magiske univers, tværtimod, her øver vi os på at lægge dommen væk.” Hun smiler bredt. ”Lad mig starte forfra. I går lagde vinden sig og ud på eftermiddagen... Continue Reading →
“På dette sted skilles vores veje” siger Tarbh nøgtern, ”jeg har givet dig det, du skulle lære lige nu. Men det er for tidligt at bevæge dig ud på hovedvejen, Each er der ikke, det er ikke tid endnu. I stedet vil din vej føre dig til Lysets Lund, hvor du kan gøre et hvil... Continue Reading →
Hver eneste morgen møder jeg op ved mit skrivebord og fatter pennen. For at møde mig selv og den sjælelige del, der ikke domineres af tanker. For at trænge igennem overfladen af tilsyneladenheder og kontakte den visdom, der bor indeni. Det er en øvelse, jeg gentager og som må gentages for at virke. Det er... Continue Reading →
Det er hende igen på listefødder i tidlig morgen, en kærlig påmindelse om at bevæge mig videre på vild sti. Tættere på jorden og dybt inde i krattet bliver min vandring en sanselig færd, hvor hver eneste dag byder på mirakler, store som små. Hun viser mig, hvordan jeg bevidst kan forbinde mig og søge... Continue Reading →
Kvækha! Det er frøen. Jeg forsøger instinktivt at få fat i en klat latter og er ved at kløjes i det. Men så meddeler han højtideligt, at han har taget en ven med og at det er denne ven, som har fået ordet. Navnet er bynke eller … det er en oversættelse, for hun præsenterer... Continue Reading →
På et tidspunkt, hvor Merkur er i retrograd og der er klumper i kommunikationen, sidder en kvinde bag sit skrivebord og komponerer et nyt skrivecirkelforløb for kvinder. Det er en selvstændig fortsættelsen af Fortællersken og i det nye forløb er der en særlig ingrediens, som vi skal lege med og gøre brug af. Eventyret. Du... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 