Poesiens Træ

Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →

Hjertets vej

”Vælg den vej, som får dit hjerte til at synge. Det er nøglen.” Tyren Tarbh og jeg går langsomt ud af den støvede landevej og ind i dagens første timer. Jeg føler mig forunderlig tryg i hans selskab, den mægtige tyr som har en svaghed for poesi. ”Og den svaghed er min styrke” ler han,... Continue Reading →

Sorgens sø

“Kan det magiske vandhul mon rumme min sorg?” spørger jeg Frøen, som er tilbage på åkandebladet. ”Jeg har mistet min elskede hund og tomrummet er stort. Det var med hende, jeg gik mine morgenture, langsomt, dvælende og fuld af dugfrisk magi. Hun viste mig vej til alt det, der er usynligt for det blotte øje.... Continue Reading →

Høgen og April

Frost, stille morgen, sommertid og solskin. Hverken hun eller jeg er vilde med, at man skruer på tiden, frem og tilbage, det går ud over døgnrytmen og vi danser ikke længere i takt. Harmonien brydes som lys i skåret glas. Søvnen var dårlig, men nu står vi her i daggryet og skuer ud over landskabet.... Continue Reading →

Håb

Håb. Du er mit nøgleord i dag. Jeg pakker dig forsigtigt ud af boblepapiret og betragter den lille mærkat med anbefaling: Handle with care. Håb. Der ligger du som en regnbue på min himmel i farver, jeg ikke har set før. Ikke på den måde og fra dette sted. Kan jeg bære dig om halsen... Continue Reading →

Poesi og den spirende længsel

Engang for længe siden i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Det var Brigids dag. Imbolc. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Det... Continue Reading →

Imbolc

Jeg skriver i morgenlys og til gåsesang. Det er Imbolc og blækket viser sig fra en ny side. Dristige bobler af ord finder vej og et strejf af poesi blander sig med mørket. En ny dag er stået op. Midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn findes en station og her står jeg af i dag. De... Continue Reading →

Men lyset kommer

En fortælling byder sig til hver eneste morgen, når jeg sidder i skrivelysets skær med mine magiske morgensider. Den er en mulighed og en invitation. Som en sæbeboble bristes den i usynlige glasatomer og forsvinder igen, hvis jeg ikke lytter og tager imod. Men den er hverken fornærmet eller sur, den pønser ikke på hævn... Continue Reading →

Eventyret

At skrive og arbejde med ord og fortællinger er energiarbejde på præcist samme måde, som hvis du arbejder med shamanisme eller andre former for spirituelt arbejde, blot bruger vi på skriverejsen bevidst ordene og deres energi. Og er vi Fortællersker, allierer vi os med fortællingens kraft og inviterer gerne eventyr med ind i skriveprocessen også. Eventyrets... Continue Reading →

Pennen

”Din tillid er altafgørende. For husk, det er ikke hvad du tror på, det er hvad du har tillid til.” Jeg er egentligt ikke forbavset over at hende i den skikkelse, hun passer som fod i hose til det, der rører sig hos mig lige nu. I morgenens første lys står hun med solopgangen som... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑