Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Jeg mødte sælen på stranden i går og selvom jeg forsøgte, var det ikke tid til en fortælling. Så giver man slip og lader simre, indtil dagen igen er ny. Fra lummer varme til uvejr og sensommerregn. Så hurtigt kan det skifte. Men det som Sælen fortalte mig er ikke forsvundet, det følges med mig... Continue Reading →
”I dag skal du lære om grænser. Og om at sætte dem med respekt, fordi du ærer dig selv og dit hellige rum. Sæt dem med glæde og kærlighed. Hertil og ikke længere. Tidligere vadede andre ind over dine grænser, du turde ikke sige fra, men følte dig øm og invaderet.”Gåsen kommer flyvende med sin... Continue Reading →
Kom nærmere, tøv ikke længere, efteråret er nær. Tunge skyer blokerer for solen og holder sommeren fanget. Regn falder. Det er morgen i huset for enden af markvejen, hvor kragerne er venner. I dag tænder hun skrivelysene, alene det at stryge tændstikken gør godt. Lyden og duften af svovl. Det er som at sætte nøglen... Continue Reading →
“Use your intuition and see through illusions.” Det hænder, at der er digte i mit hoved. Ord flyder som vand. Floder af poesi skyller ind på min kyst, men jeg vandrer af støvet vej. Håbet vender tilbage som valmue på blød bakke. Dansende i vinden, så skrøbelig og smuk. Hvilken styrke. Det sker i dag.... Continue Reading →
I mørket og i sorgens tidevand er der døre. Det fortæller jeg mig selv, mens jeg står på broen og spejder ud i horisonten. Jeg kan sige det med sikkerhed, fordi jeg har set det. Og i modsætning til tidligere tror jeg nu på det, som jeg ser. Det i sig selv er en dør.... Continue Reading →
Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →
”Vælg den vej, som får dit hjerte til at synge. Det er nøglen.” Tyren Tarbh og jeg går langsomt ud af den støvede landevej og ind i dagens første timer. Jeg føler mig forunderlig tryg i hans selskab, den mægtige tyr som har en svaghed for poesi. ”Og den svaghed er min styrke” ler han,... Continue Reading →
“Kan det magiske vandhul mon rumme min sorg?” spørger jeg Frøen, som er tilbage på åkandebladet. ”Jeg har mistet min elskede hund og tomrummet er stort. Det var med hende, jeg gik mine morgenture, langsomt, dvælende og fuld af dugfrisk magi. Hun viste mig vej til alt det, der er usynligt for det blotte øje.... Continue Reading →
Frost, stille morgen, sommertid og solskin. Hverken hun eller jeg er vilde med, at man skruer på tiden, frem og tilbage, det går ud over døgnrytmen og vi danser ikke længere i takt. Harmonien brydes som lys i skåret glas. Søvnen var dårlig, men nu står vi her i daggryet og skuer ud over landskabet.... Continue Reading →
Håb. Du er mit nøgleord i dag. Jeg pakker dig forsigtigt ud af boblepapiret og betragter den lille mærkat med anbefaling: Handle with care. Håb. Der ligger du som en regnbue på min himmel i farver, jeg ikke har set før. Ikke på den måde og fra dette sted. Kan jeg bære dig om halsen... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 