Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Kom indenfor” siger Brónach og træder til side, så vi kan gå gennem døren og ind i den mørke entre. Vi stiller vores støvler og hænger jakkerne på knagen. Hun byder os ind i køkkenet og gør tegn til, at vi skal sætte os på barstolene ved køkkenøen. Hun er ved at lægge en sidst... Continue Reading →
Det, der var skjult, vil blomstre i maj. Ordene kommer til mig i landet mellem drøm og vågen. Ordene kommer som en brise, der kysser min kind. Det er Willow May, som på aprils sidste dag minder mig om noget, jeg lærte sidste år. Hun er der og så er hun der ikke. Men jeg... Continue Reading →
Elva har dækket bord med den smukke broderede dug. Vi skal sidde i stuen. Stearinlys oplyser rummet, udenfor er det blevet skumring og ilden mumler i brændeovnen. Jeg er i køkkenet og i gang med at forberede vores risotto, den kan man ikke forlade, så brænder den på. Elva tager en flaske hvidvin ud af... Continue Reading →
Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, at Elva har købt vandrebogen. Nu ligger bogen på min kommode i soveværelset, den er fredelig og bærer ikke præg af hemmeligheder. Blot fortæller den om gode måder at vandre på. Siderne om mig og huset ved havet er forsvundet, som de jo gør, når bogen ikke er... Continue Reading →
”Velkommen” siger kvinden i grønt og gentager skiltets budskab. Jeg føler mig afslappet og hilser på hende. Fleur logrer. Vi står foran hendes havelåge, hun på den ene side og jeg på den anden. Foråret er kommet til hendes have, alt er lysegrønt og blomstrende, der er påskeliljer, krokus og nogle lilla blomster, jeg ikke... Continue Reading →
Jeg skabte Fortællerskens Årshjul, fordi jeg gennem årene har fået utallige henvendelser fra kvinder, som gerne ville lære mere om årshjulet. Og hvad bedre end at lære årshjulet at kende ved selv at forankre sig i det og gennem sin skrivning at høste fortællinger, der handler om årstid og energi? Det er en glæde at... Continue Reading →
De kommende byder på eftertænksomhed og solsort. Det er som om han støtter mig i at gå langsomt og færdes i den indre sfære af formløshed. Noget er undervejs, men det er ikke formgivet endnu. På sin vis er jeg forandret, men når jeg ser mig i spejlet, ligner jeg mig selv. Vi nærmer os... Continue Reading →
Du skal ikke være bange for at skrive en lilje. Eller en fugl. Tøv aldrig med at give ravnen ordet, den har gaver med, hvis du altså tør lytte og skrive det, du hører. Lad træerne tale og solsorten le. En hel verden af forunderligheder venter dig, når du forlader din sunde fornuft og begiver... Continue Reading →
Så er vi alene igen, Fleur og jeg. I huset ved havet. Jeg lufter ud på gæsteværelset og vasker det brugte sengetøj og de håndklæder, Keeleigh lånte. Hun har efterladt en lille seddel på hovedpuden. Der står tak. Og lige det ord rammer mig i hjertekuglen, jeg bliver mør og kan mærke, at jeg er... Continue Reading →
Dagen før forårsjævndøgn skinner solen. Morgenen er klædt i frostkåbe og vores skridt knitrer, da vi går gennem bevoksningen i klitterne og ned på stranden. Toner skyller ind fra havet og en måge synger med. Fleur løber sit sædvanlige zigzag fra klitkant til vandkant og jeg går med lette skridt mod nord. En halv time... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 