Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Fodspor i sneen, ræven er ude i nat. Stille knirken høres som et suk i vinternatten, på himlen hænger ulvemånen og ser. Fuldmåne, normalt sover hun dårligt på det tidspunkt, men ikke i nat. Søvnen er tyk og god, som en varm dyne, der lægger sig om hende og blødgør det, der før var hårdt.... Continue Reading →
Tilladelse er en gylden nøgle i intuitiv skrivning og fortællerskens univers. Tilladelse er essentielt, når vi ønsker at lade os guide af ord og fortællinger, når vi har en intention om at skrive fra sjæl og hjerte. Tillad det, der kommer og går. Din rolle som fortællerske er ikke at kontrollere, tværtimod. Den intuitive skrivning... Continue Reading →
Det går op og ned, det går ud og ind. Rytmen skifter, der er omkvæd og forunderlige vers, der er lange strofer og bløde pauser. Der er musik. Og musikken varierer, skifter mellem dur og mol, bølger mellem toner og har forskellig kraft og tryk. Allegro, Adagio, Crescendo, Staccato, Con Meto. Tag ikke noget for... Continue Reading →
Lyd af ravn et sted mellem træerne. Lav sol og dybe skygger. Knitrende skridt over nedfaldne blade, opløsning og forfald. Det er smukt, tænker jeg og mærker energien, den flyder fra kilden, når jeg ikke stritter imod. Om vinteren er den langsom, den bor i dybe rødder. Ranke graner byder velkommen, jeg forlader den vante... Continue Reading →
På et tidspunkt må du spørge om hjælp. Du klarer det ikke alene. Og så tror de fleste, at det handler om at involvere andre mennesker og spørge dem til råds. Du får deres syn på sagen. Nogle påstår, at de ved bedre end dig. De er hurtige til at rådgive, de behøver end ikke... Continue Reading →
Noget af det vigtigste, hvis du ønsker at skrive intuitivt og fra sjæl og hjerte og lade dig guide af fortællinger på den indre rejse, er at tillade det, der kommer og går. Din rolle som fortællerske er ikke at kontrollere, tværtimod. Den intuitive skrivning kalder på tilladelse og på nysgerrighed, så fortællingerne kan finde... Continue Reading →
Din sande røst, synger fuglen i mørket. Det sker sent, mørket er dybt som en grav. Men graven er intet dødshul, det er en hellig livmoder. A sacred womb, som fuglen det synger. Ved nymåne på kanten til vintersolhverv. Nu er dagen blevet blå.Natten er på vej.Lyset forsvinder stille,mørket omslutter mig. Er det daggry eller... Continue Reading →
Jeg klatrer op af det samme bjerg, men jeg kommer ingen vegne. Det er mørkt, det er stejlt og jeg har lyst til at skrige: ”Så hjælp mig dog væk fra det her sted.” Det samme stejle bjerg, det samme mørke som en evig gentagelse af noget, jeg har oplevet før. Igen og igen. Det... Continue Reading →
I rette tid, ikke før, ikke siden. Sådan sagde frøen i går. Nu er Losgann og søen, bregnerne og de magiske fiddleheads, forvandlet til et åbent landskab uden ord. Et landskab, der langsomt afsløres, når sort bliver til blå og en lyssprække viser sig i horisonten. Jeg stirrer ud og ser kun mig selv spejlet... Continue Reading →
Nogle gang møder man kronhjorten på kanten af daggry. Sådan er det for mig i dag. Himlen farves af nattens tårer, vinden tørrer dem bort. Tårerne. De er gode, de åbner en vej. Det er her, han står under birketræer af sølv. Temmelig aftagende måne kaster lys, i landet mellem nat og dag kan jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 