Det er ikke uden udfordringer at følge vejen gennem skoven, sagde en klog gammel kone til mig, inden jeg begav mig af sted. En veninde havde hørt om hende og at hun gav konsultationer til kvinder, der ønskede at følge skovens vej. Jeg fik en aftale med hende og mange gode råd med på vejen.... Continue Reading →
Kvinde på flad sten
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
Hør nu synger vinden
Rundt om hjørnet og forbi Efterårsjævndøgn. Nogen siger, at dette er det egentlige efterårs første dag. Jævndøgn. Fra nu af vokser mørket stødt og natten bliver større. Rejsen går indad og hjem, i den kommende tid inviteres du til at nære de indre værdier og det, der gør dig godt. Efterårets processer kan støtte dig... Continue Reading →
Vi giver det til vinden
Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, indre vished og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er tidevandet og månens sølvlys over havet. Hun er mørket, den del som rummer og... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →