Der var engang og engang var der ikke. En rรฆv og en ravn. โDu er blevet for tamโ siger Rรฆven og det er lidt af en pรฅstand, for hvad betyder det? Hun kalder sig Sionnach og mรธder mig i mรธrkekanten fรธr dagen gryr. Det er en kold januar morgen, hvor man spรธrger sig selv: Hvad... Continue Reading →
Lad lyset vokse stille
At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tรฆt pรฅ bรฅlet og mumlede en stille bรธn. Det var aften, det var mรธrkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. โJeg giver slipโ sagde jeg og vidste prรฆcist, hvad jeg gerne vil af med.โJeg springer ind iโฆ โ... Continue Reading →
Stormens รธje
Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen sรฆrlige forventninger. Den slags sรฆtter ofte en bom op pรฅ linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand mรธder sig selv og udelukker det, der forsรธger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her sรฅ lรฆnge, at... Continue Reading →