Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det er de fortællinger, du skal skrive nu”, siger luftdragen, som er sendt fra himlen. Jeg synes han er grim. Noget ved ham frastøder mig, gør mig urolig og bange. Bange er et ord, jeg er bange for at skrive, men nu gør jeg det, jeg skriver det, som det er. Han venter roligt et... Continue Reading →
December vokser mørket stort. Skrivelyset brænder. På himlen ses en sprække af lys i en variation af grå. Jeg ser ud af vinduet med blødt fokus og forsøger at lade mig indfange. Af en tone. Af en sang. For intet er skønnere end at blive ét med det langsomme daggry. Det er jeg klar over... Continue Reading →
Glem alt om det ydre og hvordan de siger, at verden er. Glem alt om konkurrence. Natten var mørk og søvnen tyk og god. Jeg havde ingen drømme, jeg kan huske, da jeg står op i mørke og tænder min natlampe for at se, at klokken er syv. Det er søndag og dagen er fuld... Continue Reading →
Jeg kan mærke det, så snart jeg vågner. Kroppen er træt, men hovedet er allerede i gang. Det er slingrekurs og jeg sætter hælene i. Mine muskler spænder, jeg får ondt i baller og knæ. Healing sker langsomt og pludselig føler jeg mig som en lus mellem to negle. Kroppen og tankerne. Et ego, der... Continue Reading →
Bøgerne er arrangeret på bordet blandt nedfaldne blade. Vi bruger ikke tid på at nærstudere titlerne, men vi lytter til følelsen af, at de ligger præcis, hvor de skal. At det er de perfekte bøger til bordet på Peregrinas Café. Selvfølgelig er jeg nysgerrig, jeg har lyst til at kaste mig over de bøger, som... Continue Reading →
”Vi ærer november og det afspejles på Peregrinas Café” siger Caoilinn over cappuccino og en bladbagel. Det er søndag og vi åbner om en time. Fleur er med, hun logrer under bordet og slikker de krummer i sig, som finder hendes vej. I baglokalet har Caoilinn tændt stearinlys, vi har siddet her en stund og... Continue Reading →
Dage i september. Dage på caféen i selskab med Caoilinn og de skønne gæster, som kigger forbi. Jeg er ved at lære byens beboere at kende og når Fleur og jeg går tur i gaderne, hilser vi på mange, som ved, hvem vi er. Det er en god følelse. Længe har jeg været anonym, en... Continue Reading →
Disen danser over fjorden, et filter af magi. Vi er tidligt oppe og går den sædvanlige tur, forlader campingpladsen, går ned af grusvejen og ud til stranden. Det er køligt, fugtigt, edderkoppespind hænger kunstfærdigt i buske og krat. Lyset bevæger sig stille, gruset knaser under poter og fødder. Og så er vi ude ved vandet.... Continue Reading →
Tidlig morgen, vi går ned til fjorden gennem markvejen, hvor kornet nu er høstet på begge sider. Der dufter af bål og fugt, den umiskendelige lugt af høst. En brise følges med os og roder op i pels og hår. Jeg vifter en myg væk og da alt ånder fred, slipper jeg Fleur, der glad... Continue Reading →
Det er først på aftenen, vi har lukket caféen og sat os med et glas hvidvin i gården bagved huset. Her er stille, solen passerer dovent forbi og begynder at synke ned bag hustagene. Jeg har Fleur med i dag og har derfor tid, så da Caoilinn byder på et glas vin, tøver jeg ikke... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 