Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Vi kan tale videre ved snittebordet” erklærer Brónach og rejser sig brat fra havestolen. Æbletræets skygge er total nu, et anstrøg af fugt og forsigtig kulde trænger sig på. Vi samler tekopper og kande på en bakke, som Pippa snupper, med lange skridt går hun gennem græsset og op til huset, hvor hun forsvinder ind... Continue Reading →
Jeg finder kortet på trinbrættet til bilen. Fleur og jeg skal til Allesteds Cirkel, det er først på formiddagen, vinden er urolig. Det er både varmt og køligt afhængig af, om man opholder sig i sol, skygge eller om man er ude i vinden. Jeg havde næsten glemt dem. Kortene. Tanken om at være til... Continue Reading →
Det er morgen, luften er tyk af fugt og torden truer. En nat med afbrudt søvn og klaprende vinduer får mig tidligt ud af sengen. Fleur springer op og er klar. Jeg kommer i tøjet, tøver og kan mærke at jeg skal noget tredje i dag. Det kalder i raslende trætoppe, det danser i lummer... Continue Reading →
En gang om ugen kører Fleur og jeg turen ind til Allesteds Cirkel. Jeg køber ind i de små butikker og vi besøger Poppy’s Place som nu har stole og borde udenfor. På varme dage, hvor solen finder vej over hustage og træer, kan man lune sig tæt på husmuren og nyde en kop kaffe,... Continue Reading →
Da jeg kommer tilbage, har jeg fået en ide. Jeg vil tale med Maize. Hendes plan for fremtiden ligner min, selvom hun vil bo i skoven og jeg ved vandet. Hun fortalte, at hun ville lade et hus bygge i skoven. Har hun fået tilladelse til det? Og af hvem? Opfyldt af spørgsmål banker jeg... Continue Reading →
Det blev en fin aften fuld af højtidelighed og glæde. Det gør godt at fejre og få øje på alle de frugter, sommeren har båret vores vej. Ofte har man fokus på mangler, ofte finder tankerne negative tråde og man hænger fast som en flue i et edderkoppespind. Dervla var ceremonimester og Virginia havde tilberedt... Continue Reading →
I sollyset gennem vinduet på en blæsende kold majdag ligger kortene med tydeligt budskab. Min rejsedagbog er slået op og jeg skrevet dagsdato. Pennen er en fyldepen med blåt blæk, jeg holder den i hånden. Parat. Til at skrive. Men noget i mig venter på, at tonen slås an, venter på at tankerne forstummer. I... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor noget er faldet i hak. Det mærkes som stille hvisken. Varmen er væk, kølig vestenvind blæser ind over havet. Jeg går på stranden inden morgenmaden, i modvind passerer jeg klitterne og står midt i blæsten. Skyer i gråhvide formationer flyver forbi og et par måger gør dem selskab.... Continue Reading →
”Hvordan lærer jeg at vove vildnisset, Willow?” ”Du er vildnisset” smiler hun og lægger hovedet på skrå, så kastanjekrøllerne vælter. Med de ord går jeg alene til havet. Puslespil Det er søndag og vi taler om puslespilsbrikker. Virginia er som altid på familiebesøg og vi sørger selv for maden. Vi er Elva, Willow og jeg.... Continue Reading →
Klokken har forladt tretten og vi forlader pensionatet. Willow May og jeg. Vi skal en tur i skoven. Jeg er kommet mig over morgenens misforståelser, der nu mest af alt synes som en behagelig spøg. Vi går ud af lågen og tager stien til højre, der fører os sidelangs pensionat og have og ud på... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 