At komme hjem

winter-sunrise_-griffett

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og en overordet struktur, den røde tråd.

Jeg har æret processen, jeg er ikke på noget tidspunkt (med ganske få undtagelser) gået tilbage og har læst, rettet eller redigeret i det, jeg har skrevet gennem året. Så jeg er virkelig spændt på at læse bogen igennem ved Vintersolhverv. For første gang.

På rejse gennem ord, stemninger og årshjul

Gennem ord og stemninger har jeg rejst gennem årstiderne, årshjulet og har forankret mig i skrivningen og den kreative proces. Og snart har jeg skrevet bogen færdig. Lige nu består den i uredigeret form af 318 sider, men der er en del flere sider at skrive her i opløbet. Og jeg elsker det. Jeg elsker denne måde at skrive og arbejde på.  Jeg elsker at fordybe mig, hengive mig og skrive. Jeg elsker at skrive.

En skrivebog, en levebog

Undervejs har jeg delt lidt af de små fortællinger fra den store fortælling på Skrivehusets Facebookside. Det føles naturligt, for bogen er nemlig også en slags skrivebog om at hengive sig til skrivning og den kreative proces på en lidt anden måde end den, der normalt tales og skrives om. Det er også det, jeg underviser i på de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne, som finder sted hele året.

Bogen fortæller også ørnens historie, en opgave, som jeg fik under en trommerejse på et shamanistisk sommerkursus. Men selvom jeg i starten troede, at det betød noget andet, ved jeg nu, hvad bogen egentlig handler om: Mit liv som ørn. Min rejse over broen, overgangen og helt ind i den kvinde, jeg er i dag.

Et unikt og helt almindeligt liv, som samtidig ligner mange andre kvinders til forveksling. Alle de kvinder, som måske ikke har sagt fra eller haft stemmer indtil nu. Men det får de nu, bl.a. gennem fortællingens kraft.

Kvinder på skriverejse

Undervejs bliver jeg dybt inspireret af alle de kvinder, som jeg samtidig har i skriveforløb og skrivecirkler. De er med til at udvikle mig og min virksomhed gennem deres processer, som jeg får lov til at være en del af i en kort periode af deres skriverejse.  En af mine tidligere skriverejsende kaldte mig for ”skrivemor”. Selv ser jeg mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper den enkelte med at finde skrivevej, retning og resonans gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender. Det er min måde. Men det er meget mere end det. Vi er nemlig skabt til at skabe og bruge vores iboende kreativitet, vi er skabt til at fortælle vores historier, fortællinger og lade dem fortælle os.

Slut med at klippe hæle og hugge tæer – Kom hjem

Jeg tror sørme, at jeg er kommet hjem nu. Hjem til mig selv. Ikke flere besynderlige kompromiser eller klip-en-hæl og hug-en-tå løsninger for at forsøge at være nogen eller noget, jeg ikke er. Det handler bogen også om. Om at komme hjem.

Og hele tiden svæver ørnen over det hele og holder øje. Med mig.  Kom lad os danse.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Har du skrivelængsel?

Har du skrivelængsel og har du fået lyst til også at hengive dig til den kreative skriveproces og årshjulet, lære at skrive fra sjæl og hjerte og gennem ord og stemninger at finde din vej og måde, er du hjertelig velkommen hos mig i Skrivehuset.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, vi starter den 6. januar og der er stadig ledige pladser.

I Solhvervscirklen (og i alle andre forløb og på skriveworkshops, som jeg afholder) lærer du ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer at skrive på din måde.

Vi arbejder og leger med fortællingens og intentionens kraft forankret i naturen, årshjulet og solhvervsenergien på rejsen gennem vinter mod forår.

Ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces

Et skriveforløb med plads til ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces. Invitation til SOLHVERVSCIRKLEN finder du her. Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Winter Sunrise” © Griffett, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

Hverdagspilgrim

hverdagspilgrim_womanwoods

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være selv at tage af sted.

Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanke om forandring kræver en slags handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket Den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem ned med en kop te, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og derfor sidder jeg nu her.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig.

Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Ørnens historie

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop nu. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt: “Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Forbind dig via din tillid.”

Den daglige vandring

Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler om? Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidst. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det er ikke let. Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod mit fokus være helt simpelt. Mit formål. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe. Det er min intention.

Hvad vælger du at fodre?

“Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?”

Udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at alt er vel.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen, jeg er ved at skrive. Fortælling ved Vintersolhverv udkommer i 2017/18.

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

solhvervscirklen

Hverdagspilgrim

vindue og lys

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være at tage af sted. Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, ude og inde, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanker kræver handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket, for den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem senere ned med en kop, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og sidder derfor nu her. Eftermiddagen folder sig ud, om en time kommer min veninde forbi og så går vi en lang tur med hundene. Det er en af de friheder, man har som selvstændig og som jeg værdsætter uendeligt højt. De daglige gåture i dagslys. Også om vinteren.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig. Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop her. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt. Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler ikke. Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidstheden. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det bliver svært. Det er svært! Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod min målsætning være helt simpel. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe.

Hvad vælger du at fodre?

Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?

Så udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at jeg godt kan stoppe med at skrive i dag. Du skal aldrig skrive dig træt eller ked. Husk det nu.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen jeg er ved at skrive. En fortælling om at være en vaskægte hverdagspilgrim.

Med kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset 2016

Som du måske har set er en stor del af 2016 programmet på plads. Du kan nu tilmelde dig Forårscirklen, det sidste skrivegruppeforløb inden sommer eller en af de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Datoerne finder du her.

Skriv din Sjæl

Hvis du vil give dig selv en unik skrivegave, er Skriv din Sjæl måske noget for dig?

Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

På workshops og i skrivecirklen vil vi bl.a. arbejde med følgende

  • Fortællingens kraft
  • Kernen i dit budskab, dit hvorfor
  • Årstidernes betydning og indvirkning på vores energi og kreativitet
  • Den indre censor
  • Den kreative proces
  • Mindfulness, meditationer og mantras

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Der er plads til 6 dedikerede kvinder i Skriv Din Sjæl forløbet og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. I skrivende stund er der 5 pladser tilbage. Er den ene din?
Tilmelding til skrivehuset@gmail.com

Læs mere om Skriv din Sjæl her.

 

Iskrystallernes sang

Iskrystaller

Jeg kan mærke, at januar udfordrer mig på en kærlig og insisterende måde. Udenfor er der faldet et nyt lag sne, jeg har startet bilen og vil snart gå ud og gøre den ren. Bare for en sikkerheds skyld. Landskabet ligger svøbt i mælkehvid dis, horisonten er uklar og der er ikke rigtig noget at se. Endnu en dag dyppet i stilhed.

Energien i januar

Hvad er dér med energien i januar og hvorfor har jeg ikke lagt mærke til det før? Lige nu ønsker jeg mig inderligt, at enten ørnen eller kragen Harald vil dukke op og skænke mig en forklaring, men ingen af dem er at se. Mest af alt hæfter jeg mig ved stilheden og min egen træthed, der ligesom følger med disen og det snedækkede landskab. Jeg sov fint nok i nat, men vågnede tidligt. Kun for at falde i søvn igen kort tid inden vækkeuret satte i gang. Nu sov jeg dybt og det var svært at vågne og komme til hægterne. Søvnen hænger ligesom stadig i og det dæmpede vinterlys gør det ikke lettere at komme i omdrejninger.

Udfordringen synes at være et dybere lag af januar. Et sted, hvor man ikke flygter eller finder på undskyldninger for ikke at blive. Der er altid mange flugtmuligheder, den ydre verden byder på adspredelse og ting at tage sig af. Og januar er en udsat måned, hvad den slags angår, nytårsforsætter og ønsket om at gøre dette år til et bedre år, hvad end det vil sige, gør os sårbare og lette at manipulere. Jeg tænker igen på, hvorfor det er så let at bilde os ind, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Det får Januar til at fnise igen, jeg kan høre hende derude i sneen. Lette skridt, hun er som en fjer af fin energi og uden at gøre særlig stads af sig, er hendes nærvær og tilstedeværelse markant. Spørgsmålet er blot, om jeg tør gøre hende selskab og slappe af i visheden om, at alting er som det skal være.

Bilen er dækket af sne. Hvor skal jeg dog også køre hen? Jeg bilder mig selv ind, at det er nødvendigt at køre ind til byen for at handle ind til aftensmad, men det passer ikke. Jeg har grøntsager i køleskabet og kan lave en udmærket grøntsagssuppe. Og i går bagte jeg jo brød, det kan vi spise til. Brød uden gluten bagt med kærlighed. Der er ikke noget at køre efter, ikke noget at nå. På vej ned fra første sal tog jeg nogle bøger med, som jeg gerne vil læse i løbet af vinteren. Faglitteratur, bøger om at skrive. Jeg er ved at flygte igen. Udenfor snurrer bilen, snart går jeg ud og fejret sneen væk og gør den ren. Bare for en sikkerheds skyld.

Sneengle i egen sjæl

Det er let at gå glip af den fine energi i januar. Den er sprød som sneen, isen der knirker under støvlerne, den er let som fjer og så uendelig dyb, at man kan synke helt ned og blive væk. Lave sneengle i egen sjæl.

Så jeg møder op og skriver. Først morgensider, de er for længst blevet en fast del af mit dagsprogram. Det er her, jeg checker ind og forbinder mig i tillid.  Tillid skaber forbindelse, hver eneste morgen skriver jeg ordet for at huske det. Tillid. Men det er ikke længere bare et ord, en mental beslutning om at være mere åben og tillidsfuld i forhold til livet og det, der er. Lige nu. Tillid til at jeg ikke behøver at gøre noget særligt for at få tingene til at ske. Og det synes da også nærmest komisk, at jeg skulle forcere noget på en januardag som denne. Lydløst ligger sneen som en dyne over landskabet, åen er frossen og byder på isblå krystaller, når solen for en kort bemærkning kigger frem bag skyerne og bader os i lys.

Iskrystallernes sang

Jeg blev fascineret af den frosne å, da jeg gik tur i går. Standsede op og betragtede synet, som om selveste livet var frosset fast midt i vinteren. Jeg kunne se min egen ånde som små skyer, mærke kulden i næseborene og da jeg gik videre, knitrede mine skridt i sneen under mig. Nogle har standset tiden, sagde en stemme dybt i mig og alligevel går du videre. Prøv at blive her lidt. I dette nu. I stilheden og det tomrum, som januar har skabt, så du kan være og hvile. Lyt til stilhedens sang og tonerne i de blå iskrystaller.

Det er ikke meningen at du skal fylde tomrummet ud.
Det er ikke meningen, at du skal overdøve stilheden.
Hvad flygter du fra, hvor skal du dog hen?
Bliv lidt her og lyt til tonerne af tavshed.
Bliv lidt her og syng med.
Syng din vinter, syng din sjæl.
Syng med på iskrystallernes sang.

En bog er undervejs

Jeg tog den frosne å med hjem. Den blev en del af min bevidsthed, et billede på den tilstand, som januar inviterer til. Senere skrev jeg lidt videre på bogen, for jeg er skam ved at skrive en bog. Endelig er jeg klar til at gøre det, der egentlig var min hensigt, da jeg for snart en del år siden standsede op, trak vejret dybt og spurgte mig selv, om jeg egentlig var glad for det liv, jeg levede. Det var jeg ikke, for jeg havde nemlig glemt min drøm. Jeg havde glemt at skrive. Men der kom så meget i vejen, så mange forhindringer og jeg lærte min indre censor at kende på godt og ondt. Alle mine overspringshandlinger og undskyldninger for ikke at skrive er det, der har skabt den virksomhed, jeg har i dag. Krydret med to uddannelser voksede der pludselig en kvinde ud af noget, jeg ikke havde drømt om. Jeg ville jo bare skrive. Og det gør jeg så nu, for har jeg lært mig selv at gøre det på en måde, som hylder processen og alt det, der står i vejen.

Hver eneste dag skriver jeg lidt på bogen. Lidt, ikke for meget, man skal nemlig ikke skrive sig hverken ked eller træt. Når jeg forlader fortælling og tastatur er det altid med en følelse af, at der er mere at skrive og det er fristende at blive ved. I stedet går jeg ud. Som jeg gjorde det i går, hvor jeg mødte den frosne å og lyttede til iskrystallernes sang.

Du må gerne gå lidt i stå

Det er trygt at bilde sig selv ind, at der mangler noget. Det gør der hele tiden. Således må vi hænge på og blive ved med at stræbe, søge fremad og hele tiden bevæge os mod et mål, vi ikke helt kender. Vi ved bare, at det bliver bedre et sted derude i tågen. Det har vi jo lært. Endvidere fortæller man os, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Men vi må for alt i verden ikke gå i stå.

Det er frygtindgydende, at det netop er det, januar opfordrer os til. ”Du må gerne gå lidt i stå, siger hun og smiler underfundigt. Der er ikke noget at stræbe efter eller at nå. Du er ankommet.”

I frygter jeres eget lys, siger Januar

”Det er måske i virkeligheden det, I mennesker frygter. Det tidspunkt, hvor I ankommer til en station i jer selv og opdager, at der ikke længere er nogle steder at flygte hen. Alting er i skønneste orden. Det nu, I er ankommet til, har ingen bekymringer, mangler eller formaninger om, at I skal være noget andet, end I er. Det er et frygtindgydende sted, fordi det indbyder jer til at tage et kærligt blik på jer selv. Perfekte i al jeres uperfekthed. I frygter jeres eget lys og derfor flygter I fra det. Er det ikke sådan, det er?

Jeg tøver lidt med at svare, ryster på hovedet og mærker, hvordan håret danser om ansigtet. En svag duft af sæbe breder sig i rummet. Her sidder en kvinde og er i færd med at finde fem fejl. Men der er ingen. Hun kan heller ikke engang slå sig selv i hovedet, fordi hun ikke skriver, for det gør hun jo. Hun skriver. Hun er mødt op, flere gange i dag, og hun oplever, hvordan hun fuldt ud i er i stand til at gå til og fra.

Der må vel være noget galt?

Men der må vel være noget galt? Hele tiden har hun den følelse, den tanke, at intet kan være så perfekt her først i det nye år. Der er ting at gøre, forberedelser, en evig søgen efter mere mening og hele tiden udskyde det øjeblik, hvor hun ankommer og ikke længere skal nogen steder hen.

Jeg tror så sandelig, at januar og ørnen har givet mig en kærlig udfordring, skriver hun og smiler lidt. Jeg er blevet inviteret til at lære sandheden at kende og med den mig selv. Her står jeg ansigt til ansigt med mig selv i årets første lys. Der er ikke længere nogen steder at flygte hen.

Bliv og syng med på iskrystallernes sang.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset – program for 2016

Åh ja, det er sandt. 2016 programmet for aktiviteterne i Skrivehuset? Det er skam på tegnebrættet og undervejs, jeg forventer at det lander engang i næste uge. Så snart det gør, deler jeg det med dig.

Forårscirklen

Jeg byder på endnu en skrivecirkel inden sommer, Forårscirklen, og selvom invitationen endnu ikke er sendt ud, er der allerede et par kvinder, som har sluttet sig til kredsen. Du kan gøre det samme ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Invitationen finder du i linket ovenfor. Læs også mere om skrivecirklerne her.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

De intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel består, dog med et nyt program og nye afsæt og øvelser, så du kan sagtens være med, selvom du har været her før. Jeg gør spisestuen klar, skaber rummet og inviterer Kilden med til bords. Følg linket og se datoerne for 2016. Der er plads til 6 kvinder pr. workshop, så tilmeld dig gerne så hurtigt som muligt og få plads omkring bordet.

Skriv Din Sjæl – skrivegruppeforløb for kvinder

Skriv Din Sjæl er et skrivegruppeforløb for dedikeret kreds af kvinder, der ikke længere vil nøjes med at drømme om skrive. Det er for dig, som længe har haft skrivelængsel, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. En kærkommen lejlighed til at blive en del af en skrivegruppe og kickstarte din skriveproces fra et helt nyt sted.

Vi lærer at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit ”hvorfor”, når det handler om at skrive.

På skriveworkshops og i cirklen vil vi bl.a. arbejde med fortællingens kraft, årstidernes betydning og indvirkning på vores energi, den indre censor, den kreative proces og selvfølgelig krydrer jeg med mindfulnessøvelser, meditationer og mantras. Der er plads til 6 kvinder i denne skrivegruppe, som også vil mødes omkring skrivebordet her i Skrivehuset til 2 skriveworkshops i løbet af kurset.

Din indre censor workshop

Kom og vær med, når jeg i forsommeren inviterer til skriveworkshop, der som arbejdstitel lige nu hedder ”Skriv din indre censor”. På skriveworkshoppen skriver vi ud fra afsæt og opgaver, der handler om alt det, der står i vejen. Frygt, modstand, overspring og så videre. Vi påkalder os de hjælpere, vi ellers har brugt hele vores liv på at flygte fra og så byder vi op til skrivende dans. Men Kilden vil selvfølgelig også være inviteret. Bag det hele er Kilden og kreativiteten til vores rådighed, hjælp og støtte. Det bliver sjovt, lærerigt og befriende. Der er plads til 6 kvinder på skriveworkshoppen.

Følg med

Og resten følger, når tid er. Jeg forventer at det bliver i næste uge. Følg med, du skal være så hjertelig velkommen. Tilmeld dig gerne min blog her på http://www.skrivehuset.com. Jeg udsender ikke nyhedsbreve, dem får du sikkert rigeligt af i forvejen, men du kan tilmelde dig og blive adviseret på e-mail, når jeg har nyt til dig.

Ingen vej tilbage

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære Ven

Forleden dag delte jeg en lille historie med dig – en fortælling fra min egen skriverejse, som hedder “Uvedkommende ingen adgang”. Men der er faktisk en fortsættelse, for det er som regel – ligegyldigt om vi vælger at skrive den eller ej. Og der er løbet meget vand i åen siden sidste år i april, men det søde gys og følelsen, der kunne minde om frygt, ved tanken om det ukendte og uvisse består. For det er en del af rejsen, livet og skriverejsen. Det findes ikke uden!

Jeg lader historien tale for sig selv. Og ha’ så en god Bededag. Du kunne jo eventuelt benytte lejligheden til at bede om det, du virkelig ønsker dig. Dybt i hjertet. Det gjorde jeg og det har jeg fået. Men på en helt anden måde end jeg kunne forestille mig og faktisk meget bedre. Jeg tænkte for begrænset, Universet kan meget mere end vi måske tror! 😉

Kærlig hilsen
Lene Mindørmitlysmitliv

Jeg forlod historien, det hele blev ligesom for meget for mig, men jeg besluttede mig for at vende tilbage, når det var tid. Men tiden er. Og intentionen om at gøre noget i fremtiden kan udsættes på ubestemt tid. Det kan forblive en mulighed, som man skubber foran sig og aldrig gør mere ved. Ligesom at skrive den roman, man altid har drømt om. En dag gør jeg det. Men hvad nu hvis den dag aldrig kommer?

Nå, men hvis du vil høre sandheden, så blev jeg faktisk lidt skræmt. Bange. Den måde, mine fingre bare måtte sanse lågen på og det, der skete. Den frysende, sødmefyldte fornemmelse. Ubehag og dog begær. Jeg brændte mig, forstod at jeg havde gjort noget grænseoverskridende og ville spole filmen lidt tilbage. Fjerne mig fra lågen og det tidspunkt, hvor jeg åbnede øjnene og fik øje på den. Lågen. Bortset fra at jeg faktisk havde øjnene lukkede og også det skræmte mig. Det hele var som en drøm, en sælsom og sanselig drøm. Jeg stod der i det dugvåde morgengræs på bare fødder og mærkede hele livet strømme igennem mig. Fra top til tå, flydende og farverigt. Og lågen på sine gamle hængsler, den gule mur og det frodige buskads, der indkredsede det hele, det var en slags usynlig kulisse.

Tiden er nu, jeg er tilbage, det kan ikke udsættes. Man kan ikke bare sådan forlade en historie og tro, at man kan vende tilbage til netop det øjeblik, hvor man valgte at gå. Det kan ikke lade sig gøre. For når man vender tilbage og står der igen, når man har smidt strømper og sko og lukket sine øjne, fast besluttet på at genkalde sig det magiske øjeblik, hvor tiden stod stille og nogen åbnede den gamle smedejernslåge, så er man ikke længere den samme. Magien er forsvundet. Der står man og småfryser med øjnene fast sammenklemte, sitrende af forventning, opfyldt af utålmodighed og ingenting sker. Lågen er lukket.

Men tiden er nu, jeg har lært det og går helt hen til lågen. Det rammer mig som en pil, det øjeblik, et glimt, deja vu, kender du det, et helt nyt sted og alligevel nikker noget dybt i sjælen genkendende til øjeblikket. Lågen, duften af fugtigt forår, det dugvåde græs og fuglene, der synger i trætoppene. En solsort, jeg opdager den i samme sekund, den kigger forsigtigt på mig fra sin plads på den gule mur. Halvt skjult af grenene, der har store knopper og et fint lysegrønt skær, men jeg ser den alligevel. Hilser uden ord, man er vel høflig. Og solsorte skal man ikke kimse af, de har helt deres egen visdom. Måske vil den endda sige mig noget, sådan som den kigger? Blinker, løfter vingerne, vibrerer i samdans med muren, tripper og bliver så helt stille igen.

’Kan jeg mon åbne lågen igen, Hr solsort?’ hvisker jeg og sender spørgsmålstegnet af sted. Den rækker ud og griber det i sit vingefang, mit hvide spørgsmålstegn er nu indrammet af sorte fjer. Men den svarer ikke, den stirrer blot på mig, blinker og forsvinder så med et fløjt bag grenene. Med sig tog den mit spørgsmål og jeg fik ingen svar. Der er kun en ting at gøre og det er at gentage den magiske handling fra forleden.

Jeg kaldte mig selv den uvedkommende uden adgang. Men så rørte jeg lågen. Og jeg sagde noget, ordene kommer tilbage, man skal bare åbne sig og vente, så kommer de svævende.

’Du er smuk, fine låge’, siger jeg og gør mig umage med at udtale ordene. Mine fingre kærtegner de kolde jernstænger, jeg lader dem glide over krusedullerne. Køligheden forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt og nu velkendt fornemmelse. Denne gang trækker jeg mig ikke, mine fingre insisterer, forsigtigt, jeg holder vejret og kærtegnet bliver dybere. Jeg mærker de små ujævnheder i jernet og rejser gennem dem som en blind, der føler bogstaver. Pludselig sker det igen, lågen knirker faretruende. Tværstangen løsnes som af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset foran mine bare fødder.

Lågen er åben.

Denne gang tøver jeg ikke, jeg går ind. Først senere kommer jeg i tanke om, at jeg har efterladt mine sko og strømper udenfor, men da er det for sent at gå tilbage. Der kommer et tidspunkt i enhver kvindens historie, hvor hun må fortsætte med at gå, selvom hun allermest har lyst til at vende om, løbe skrigende tilbage, kaste sig i favnen på trygheden og aldrig mere forlade den velkendte havn. Men der er ingen vej tilbage.

Tidspunktet er nu. Mit tidspunkt. Og næste gang du møder mig i historien, står jeg et sted på den tilgroede sti på bare fødder og med et bankende hjerte fuldt af frygt og forhåbninger.

Er dette mon min sti, min vej?

Lene Frandsen, april 2014
Fra min egen skriverejse

Skrivelyset

 

hus med lys

December

Jeg kan ikke tænke mig til, hvordan hun vil se ud i år. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan hun vil være og hvem hun er blevet til. Jeg kan kun åbne min hoveddør og mit hjerte og tage imod den, der netop har banket på, velvidende at hun vil være helt perfekt, nøjagtigt som hun er.

Så det gør jeg. Forsigtigt går jeg ned af trappen. Vinden tuder i taget, mens jeg finder nøglen og låser døren op. Dér står hun. December. Hun er nøjagtigt som jeg husker hende og alligevel helt anderledes. Velkendt og fremmed på samme tid. Men noget er sket, nogen er forandret.

Hun rækker mig et helt særligt lys, som hun selv har lavet. Et slags kalenderlys.

’Det er til dig’, siger hun og giver mig et knus. ’Men det er ikke et helt almindeligt kalenderlys. Hun ryster på hovedet, da hun ser, hvad jeg har skrevet. Det er et skrivelys. Streg kalenderlys ud.’

Jeg skriver forsigtigt de ord, der er fløjet fra hendes mund.

Skrivelys.

’Jeg har aldrig haft et skrivelys før’, siger jeg og betragter det med undring. Der er ganske vist tal på lyset, men her holder ligheden med et almindeligt kalenderlys op, det jo stopper jo ved 24. Så er det juleaften og alting er såre godt. Nedtællingen er afsluttet, vi ankommer til den station, vi alle er rejst imod. Toget kører til perron, bremserne hviner, der dufter af and og flæskesteg. Og kalenderlyset brænder ud med et suk. Du kender det sikkert. Men sådan er det ikke med det skrivelys, jeg netop har fået i gave. Det har 31 tal – et for hver dag i december.

’Jeg giver dem til dig’, nikker hun og peger på lyset, som jeg holder i mine hænder. Dagene. Det røde lys, de sirlige tal skabt af sølv.’

’Fra månen’, tilføjer hun og ser vigtig ud. ’Det bedste materiale til den slags lys. Månesølv. Der er en særlig hemmelighed forbundet med månesølv og de tal, du ser på dit skrivelys. Når du tænder lyset, så gør du det med en intention.’

’En intention?’

’Ja, når du tænder lyset, gør du det nemlig med en intention om at skrive. Og intentionen er vigtig. Mærk den og skriv den i hjertet. Du må hele tiden huske på, at det er et skrivelys. Så mens lyset brænder sit tal af månesølv, skriver du en lille historie. Hver dag i hele december. I intentionen ligger der både en forpligtelse og en skrivehemmelighed.’

’Som er?’

’Hvis jeg sagde det, ville det jo ikke være en hemmelighed!’ Hun ler himmelhøjt og dasker kærligt til mig. ’Du må simpelthen placere dit skrivelys på bordet foran dig og hver eneste dag sætte dig i stilhed. Gøre dig klar, sige en bøn eller meditere lidt. I hvert fald bør du trække vejret dybt og give slip på kontrollen. Og stress og jag’, tilføjer hun, for det er jo december. Når du er klar, tænder du lyset og så skriver du.’

Hun hanker op i sin kuffert, smiler kækt til mig og begiver sig op af trappen for at indtage gæsteværelset. Det er skam gjort klar til hende, for enden af gangen, samme sted som sidste år. Men her hører alle ligheder også op. Alt er nyt. Nu.

Jeg betragter det smukke lys gjort af stearin og månesølv. Det ligner ikke noget, jeg har set før. Og mens jeg står der med det tunge lys i mine hænder, som holder jeg en sjælden rubin, hører jeg en stille stemme fra bunden af mit hjerte.

’Jeg er din decemberhistorie. Har du lyst til at skrive mig?’

Jeg nikker bare. Stolt og nervøs på samme tid. Kan jeg? Tør jeg? I mine hænder står jeg med en bøn og en intention. Jeg beder om inspiration og jeg har en intention om at turde tage imod den, når den kommer. Inspirationen. For den kommer, påstår December. Hvis jeg altså møder op, gør mig klar og tænder mit magiske skrivelys.

Så mærker jeg den. Længsel. Lysten. Åh ja, hun kom lige i rette øjeblik og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre gave. Et skrivelys. Jeg vil skrive mig fri, jeg vil danse med ordene og alt det, jeg ikke kan tænke mig til. Udenfor blæser det op, kulden er kommet med vinter, det isner i træerne og vinden vender sig langsomt. Mod nord. Det suser i de sidste blade, nu står de fleste træer nøgne, bøjet i storm og sårbarhed.

En historie. Hver eneste dag i december. Skriverier. Uanset hvad. Møde op og tage imod. Sidde med en kop te ved flammen fra skrivelyset og byde ordene velkommen. På samme måde som jeg nu har taget imod December. December, som synger i gæsteværelset, hendes stemme breder sig fra første sal og helt  ned i gangen, hvor jeg stadig står og holder mit skrivelys.

Thi glæder sig en skrivegud, halleluja, halleluja.

Så fandt jeg en passende stage til lyset og mens det første månestøv blev til flamme, skrev jeg de ord, som du netop har læst.

* * *

Glædelig december kære ven

Må også du finde inspiration og nyde de stille øjeblikke. Foran skrivelyset og i stilhed med dig selv kan du tage imod det, der nu vil skrives gennem dig. Ja, måske har du endda lyst til at lave helt dit eget skrivelys? Sirligt skrive tallene med månesølv eller usynligt blæk og tænde lyset hver dag, velvidende at du gør det, fordi du har en hellig intention.

Du ønsker at skrive, du har til hensigt at tage imod de historier, der banker på din dør. I december. Så stryger du tændstikken og bemærker duften af svovl, inden du tænder lyset. Du ser flammen blafre og tror måske i et kort sekund at den vil gå ud. Men det gør den ikke. Den brænder lystigt. Og det samme gør dine skriverier, når bare du har en intention om, at det skal være sådan. Foran skrivelyset. I december.

Lys, månesølv og kærlig hilsen
Lene