Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Eftersom du ikke har ordet, bliver det som i drømmen. Du vil finde dem i landskabet. Muireanns ord lyder i mit hoved, da jeg med kortet i hånden trasker hjem. Fleur løber som altid i forvejen, den fødte stifinder. Kortet fandt hun også. Det forestiller en kvinde i tusmørke. Hun har langt lyst hår og... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor jeg føler mig hudløs. Dem har jeg lært at ære. De kommer fra tid til anden og der behøver ikke at være en grund. Da jeg boede på Pensionatet, kunne man erklære blidedag på dage som denne. Det behøver jeg ikke nu. Og dog. ”Blidedag” siger jeg til... Continue Reading →
Samme nat drømmer jeg om hende. En kvinde iklædt sort kåbe med sommerfugle og blomster i spraglede farver. En kvinde med gråt hår, der blæser vildt i vinden og øjne som ravnens. Sorte som natten. Hun ser ind i mig og læser mig i sin krystalkugle. Smiler underfundigt og ryster på hovedet. Hvad har hun... Continue Reading →
Det ærgrer mig, men hun har antændt noget i mig, Muireann. Pludselig ser jeg hende som en trickster, der har i sinde at ryste status quo. Hun kastede snøren ud og ville have, at jeg skulle bide på, men jeg afværgede hende i første omgang. Det kostede al min vilje. Nysgerrig er jeg, men jeg... Continue Reading →
Med suppe i maven og en god følelse af styrke forlader jeg caféen efter at have betalt og sagt farvel til Poppy. Med Fleur i snor går jeg over torvet og sætter kurs mod Muireann Brighs boghandel. Klokken bimler højlydt, da jeg åbner døren, duft af kaffe og røgelse bølger mig i møde. Jeg er... Continue Reading →
Muireann Brigh sidder ved et bord i caféen. Jeg får straks øje på hende, da Fleur og jeg træder ind af døren. Der er flere gæster i caféen, det er frokosttid, caféen summer af stemmer, klirrende kopper og kaffeduft. Muireann kigger op fra sin bog og får øje på mig, hun vinker og jeg går... Continue Reading →
Månerester og iskold vind. Fleur og jeg går tur ved havet på februars første dag. Det er morgen, som altid traver vi en tur efter morgenmaden. Vi forlader den varme ild i køkkenet og går ud i vejret. Vinter, februar er kommet, det er Imbolc og ofte det koldeste tidspunkt på året. Men under jorden... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket er sorte tangenter, kontrasten, dagen er en diset drøm. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg gør det... Continue Reading →
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Det er vidunderligt at Niamh sidder i mit køkken og drikker kaffe. I det magiske univers kan alt lade sig gøre og jeg begynder at forstå, hvordan jeg selv har valget mellem at prikke hul på illusionen eller bevare magien. Men spørgsmålet er, hvad der er illusion og hvad der er virkelighed? Det spørger jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 