Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Elva nævner den. Vandrebogen. Bedst som vi sludrer om løst og fast med Muireann, afslører hun det og ser udfordrende på Muireann, som hurtigt lægger ansigtet i de rette folder. Jeg kan godt mærke, at hun er lidt chokeret. ”Hvad siger du. Købte du vandrebogen?” ”Det gjorde jeg. Jeg ønskede at finde Eidheann og alle... Continue Reading →
Jeg må indrømme, at jeg er forvirret. En insisterede tanke dukkede op, da jeg stod under bruseren. Kan jeg stole på Elva? Det har jeg aldrig tænkt før, men nu føler jeg presset ud i en situation, jeg ikke har kontrol over. Bedst som jeg havde accepteret min rolle som vandrevært og ventede en ny... Continue Reading →
Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, at Elva har købt vandrebogen. Nu ligger bogen på min kommode i soveværelset, den er fredelig og bærer ikke præg af hemmeligheder. Blot fortæller den om gode måder at vandre på. Siderne om mig og huset ved havet er forsvundet, som de jo gør, når bogen ikke er... Continue Reading →
Elva flytter ind i gæsteværelset. Hun tager sig et bad, for hun har været længe undervejs. Da hun kommer ned i stuen, hvor jeg har lavet kaffe og tændt op i brændeovnen, har hun fugtigt hår og er iført et afslappet joggingsæt. På fødderne har hun tykke sokker. ”Her er så hyggeligt” udbryder hun. ”Men... Continue Reading →
April er lunefuld. Sådan har det altid været. Efter et par dage med lune temperaturer, skifter vejret, det blæser op og regner. Jeg vågner tidligt, men bliver liggende under dynen i håb om at falde i søvn igen. Det sker ikke. Da lyset kommer snigende dæmpet af regntunge skyer, står jeg op og går ned... Continue Reading →
”Velkommen” siger kvinden i grønt og gentager skiltets budskab. Jeg føler mig afslappet og hilser på hende. Fleur logrer. Vi står foran hendes havelåge, hun på den ene side og jeg på den anden. Foråret er kommet til hendes have, alt er lysegrønt og blomstrende, der er påskeliljer, krokus og nogle lilla blomster, jeg ikke... Continue Reading →
I går er blevet til i dag og det regner. Jeg trækker tiden ud, bliver siddende i køkkenet foran ilden og skænker en ny kop kaffe, Fleur ligger veltilfreds ved mine fødder. Lyset er dæmpet, det føles ikke som forår i dag. Et skridt frem og to tilbage. En tærskel, som udvider sig og kalder... Continue Reading →
Du tænker sikkert, at jeg har glemt kortet. Det har jeg ikke. Men det er sandt, jeg har ikke vendt det op, jeg har lagt det i en skuffe. Skuffen befinder sig i den gamle kommode, jeg har stående i gangen. Den øverste skuffe kan lukkes med en guldnøgle. Det er i den skuffe, at... Continue Reading →
Påsken strækker sig ind i marts sidste dage, lyset vokser lidt og ser sig omkring. En havørn krydser mit spor ved havet. Og på den sidste søndag i marts har nogen pillet ved klokken og stjålet en time. Jeg vågner en smule omtumlet og opdager, at tiden er fremskreden. Betyder det noget? Ikke mentalt, men... Continue Reading →
Du skal ikke være bange for at skrive en lilje. Eller en fugl. Tøv aldrig med at give ravnen ordet, den har gaver med, hvis du altså tør lytte og skrive det, du hører. Lad træerne tale og solsorten le. En hel verden af forunderligheder venter dig, når du forlader din sunde fornuft og begiver... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 