Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Drømmetid, siger fisken og svinger med halen, drejer rundt og forsvinder. Jeg står i strandkanten med ansigtet mod havet og himlen i vest. En dyb vejrtrækning, jeg mærker forbindelsen til kroppen, trætheden og den hæse stemme fra hende, som stritter imod. Hun vil kæmpe til det sidste, jeg fortæller hende, at hun er en gave,... Continue Reading →
Falken sidder på en pæl i hegnet ud mod klitterne. Den ser blå ud i det dunkle morgenskær. Bølger skyller mod land, en vældig kraft af vilje og vand. Jeg står i mit vindue og ser det hele. Med min kaffekop i hånden og en følelse af dvale i kroppen. I pejsen buldrer ilden, Fleur... Continue Reading →
Angharad kommer og går, dukker op på de særeste steder, ser, hvor jeg går. I landskabet giver hun sig ikke til kende, men vender ryggen til. Halen svinger i bløde bevægelser, et med det bølgende græs i klitterne. Jeg smiler, hilser på hende uden ord, når Fleur og jeg går vores ture. Ingen aftaler, ingen... Continue Reading →
Det er her fortællingen tager en drejning, selvom det kan synes som om, at den bare går i ring og nu er vendt tilbage. Til udgangspunktet. Fleur og jeg alene i Huset ved Havet. Elva, der kom som en vind og som nu er på vej ud i verdenen med sin tevogn. Indrømmet, jeg kunne... Continue Reading →
Hun hilser på mig gennem den tågedis, der ligger over landskabet. Resterne er månen svæver frem bag en sky. Lågen har lukket sig igen og jeg står på stien med klitterne og havet til venstre. Drejer jeg til højre, kommer jeg langs haven videre ud mod den store landevej. Mange gange har jeg gået her,... Continue Reading →
De sidste linjer er svære at skrive. Min hånd ryster og mit hjerte blafrer som et blad i vinden. Er det virkelig slut nu? Fuld af vemod og med et væld af tårer, der triller ned over kinderne, da jeg for sidste gang sætter mig ved skrivebordet under vinduet og åbner min rejsedagbog. Den bog,... Continue Reading →
“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.” Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via... Continue Reading →
”Du må indstille dig på magi”, siger Willow, da vi mødes ved lågen, den låge der fører ind i skoven og frem til Caileans hus. Jeg havde ikke planlagt at møde nogen og bliver forbavset, da Willow pludselig kommer småløbende i flagrende nederdel og sneakers. Grøn trøje over løs T-shirt. Kastanjekrøllerne hopper og danser. Hun... Continue Reading →
I sollyset gennem vinduet på en blæsende kold majdag ligger kortene med tydeligt budskab. Min rejsedagbog er slået op og jeg skrevet dagsdato. Pennen er en fyldepen med blåt blæk, jeg holder den i hånden. Parat. Til at skrive. Men noget i mig venter på, at tonen slås an, venter på at tankerne forstummer. I... Continue Reading →
”Det er først bagefter, at man får øje på trådene. De fine perletråde i edderkoppespindet. Hvordan man med sine ord og ved at beskrive sine rejse har skabt en vej, som ikke fandtes før. Hvordan man med sin disciplin og sine gentagelser selv har vævet den vej. En vej, hvor der vokser fortællinger og hvor... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 