Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
“Take the higher road and choose the light.” Det er Solsorten, jeg møder, da jeg fatter pennen og gør klar til morgenens rejse i Det Magiske Univers. At gå gennem porten er et bevidst valg, for fulgte jeg modstanden og lyttede jeg uroligt til den bølge af irritation, som skyller ind over mig på vej... Continue Reading →
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Vi venter på lyset. Fleur har været ude for at gøre sine morgentoilette, så kommer hun susende tilbage og gør utålmodigt ved døren. Inde i varmen ryster hun og ser forventningsfuld på mig, kom, vi skal ud i køkkenet og gøre, som vi gjorde i går. Rytmen er god, energien langsom, i dag mærker jeg... Continue Reading →
En ny rejse starter på det tidspunkt i september. Indviet af solsorten, som sidder under æbletræet og betragter mig, da jeg kommer tilbage fra stranden. Iført badekåbe og klipklapper, som jeg tænker snart må skiftes ud med noget varmere. Han kalder mig hen til træet og synger sin sang. Min sjæl lytter. Mit hjerte ved.... Continue Reading →
Nu står de i en vase på mit skrivebord, de tre urteplanter. De dufter og de minder mig om Fern og hemmeligheden. Så hemmelig, at jeg ikke kan dele den her, men jeg kan forsikre dig om at fortællingen bor i manuskriptet. Lige nu må jeg holde kortene tæt til kroppen. Det er essentielt. Roseroot.... Continue Reading →
Jeg vågner ved lyden af en bil som kører gennem gruset og standser ved garagen. En bildør smækker, havelågen knirker og skridt høres på havegangen. Fortumlet vælter jeg ud af sengen, skynder mig hen til vinduet og trækker gardinet fra. Månen, som nu går ind i sin aftagende fase, hænger dovent i vest og kaster... Continue Reading →
Jeg ser dem i skellet mellem nat og dag, lyset sniger sig over hylden. Træet med de rødsorte bær står midt i solopgangen. Og de to? Ræven og Solsorten, står de i ledtog med hinanden eller er det også bare et tilfældigt møde? ”Spørger du mig?” siger Ræven. ”Eller mig?” Solsorten kommer helt frem, nu... Continue Reading →
Jeg må smile af mine egne formodninger. Det er morgen efter regnen og skydækket ligger som et hæklet tæppe smidt over den endnu sovende dag. Enkelte solstrejf finder vej gennem huller i tæppet og spejler sig i dråberne på marken. Jeg smiler, da jeg får øje på hende i kanten af kornet, byg hvis du... Continue Reading →
Solsorten i al sin pragt. Den Sorte Druide. Jeg bliver glad for at se ham og høre hans sang. Han kalder fra tusmørket, inden lyset har fundet sin sprække. Han synger sin sang. Det blå mørke omslutter os som en dyne, selvom vi for længst er stået op. Søvnen var gavmild og jeg føler mig... Continue Reading →
Det er tidlig morgen, jeg står ud af sengen, ruller persiennerne op og åbner vinduet. Straks stikker efteråret sin snude ind og en duft af frugt, fugt og forrådnelse følger efter. Daggry, skumring, mørket har svært ved at slippe nu. Men fra buskadset til højre for vinduet kan jeg høre ham synge. Jeg er ikke... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 