Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Kom indenfor” siger Brónach og træder til side, så vi kan gå gennem døren og ind i den mørke entre. Vi stiller vores støvler og hænger jakkerne på knagen. Hun byder os ind i køkkenet og gør tegn til, at vi skal sætte os på barstolene ved køkkenøen. Hun er ved at lægge en sidst... Continue Reading →
Jeg fortæller Elva, at vi skal til te hos Brónach i morgen. Vi sidder i køkkenet, det er aften og selvom det stadig er lyst udenfor, har vi tændt stearinlys og tændt op i brændeovnen. April er ikke varm i år. Tværtimod. Der er dage, hvor det føles som vinter, som om foråret er blevet... Continue Reading →
Der er en bid af fortællingen, som du ikke har set. Vi gemmer den til senere. Når manuskriptet engang er færdigt og Eidheanns fortælling er smukt indbundet. Lige nu ærer vi processen. Den dag, det er i dag. Tirsdag i april. Jeg smiler, da jeg skriver de ord. Foran mig på bordet står en kop... Continue Reading →
Vi sidder i køkkenet over morgenmaden. Jeg vågnede tidligt og bagte boller, som nu dufter i hele huset. Udenfor regner det, efter et par dage med solskin og skarpt lys, har nogen trukket et gråt tæppe over himlen. Regndråber fryser og på et tidspunkt bliver de til hagl. April har mange ansigter. ”Jeg kan ikke... Continue Reading →
Elva nævner den. Vandrebogen. Bedst som vi sludrer om løst og fast med Muireann, afslører hun det og ser udfordrende på Muireann, som hurtigt lægger ansigtet i de rette folder. Jeg kan godt mærke, at hun er lidt chokeret. ”Hvad siger du. Købte du vandrebogen?” ”Det gjorde jeg. Jeg ønskede at finde Eidheann og alle... Continue Reading →
Jeg må indrømme, at jeg er forvirret. En insisterede tanke dukkede op, da jeg stod under bruseren. Kan jeg stole på Elva? Det har jeg aldrig tænkt før, men nu føler jeg presset ud i en situation, jeg ikke har kontrol over. Bedst som jeg havde accepteret min rolle som vandrevært og ventede en ny... Continue Reading →
Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, at Elva har købt vandrebogen. Nu ligger bogen på min kommode i soveværelset, den er fredelig og bærer ikke præg af hemmeligheder. Blot fortæller den om gode måder at vandre på. Siderne om mig og huset ved havet er forsvundet, som de jo gør, når bogen ikke er... Continue Reading →
Elva flytter ind i gæsteværelset. Hun tager sig et bad, for hun har været længe undervejs. Da hun kommer ned i stuen, hvor jeg har lavet kaffe og tændt op i brændeovnen, har hun fugtigt hår og er iført et afslappet joggingsæt. På fødderne har hun tykke sokker. ”Her er så hyggeligt” udbryder hun. ”Men... Continue Reading →
April er lunefuld. Sådan har det altid været. Efter et par dage med lune temperaturer, skifter vejret, det blæser op og regner. Jeg vågner tidligt, men bliver liggende under dynen i håb om at falde i søvn igen. Det sker ikke. Da lyset kommer snigende dæmpet af regntunge skyer, står jeg op og går ned... Continue Reading →
”Velkommen” siger kvinden i grønt og gentager skiltets budskab. Jeg føler mig afslappet og hilser på hende. Fleur logrer. Vi står foran hendes havelåge, hun på den ene side og jeg på den anden. Foråret er kommet til hendes have, alt er lysegrønt og blomstrende, der er påskeliljer, krokus og nogle lilla blomster, jeg ikke... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 