Trรฅden

Jeg har sovet som en sten. Trรฆtheden var stor og รธmheden markant. Nu vรฅgner jeg ved at Fleur rรธrer pรฅ sig. Hun kender tiden, hun kender dagens sang. Det er stadig mรธrkt, det er fredag og det bliver en travl dag pรฅ Peregrinas Cafรฉ. Men det ord รธnsker jeg ikke at bruge, for travlhed har... Continue Reading →

Tranen i glemmebogen

De fortรฆllinger, du skrev engang? De fortรฆllinger, som gik i glemmebogen. Har du lรฆst dem for nylig? Kan du huske, hvad du skrev engang? Hvordan historiemedicinen gik i dit blod, kyssede dine รธrer og รฅbnede dit hjerte? Hvordan det, du skrev, kom bag pรฅ dig med sin forunderlige kraft og evne til at ramme lige... Continue Reading →

En stille sang

Bรธgerne er arrangeret pรฅ bordet blandt nedfaldne blade. Vi bruger ikke tid pรฅ at nรฆrstudere titlerne, men vi lytter til fรธlelsen af, at de ligger prรฆcis, hvor de skal. At det er de perfekte bรธger til bordet pรฅ Peregrinas Cafรฉ. Selvfรธlgelig er jeg nysgerrig, jeg har lyst til at kaste mig over de bรธger, som... Continue Reading →

Tyve bรธger og en intention

Det er morgen. Det er mรธrkt. En del af mig sover endnu og dรธsigheden danser. Pรฅ dynen, i rummet, hvor vi sover, Fleur og jeg. Men da jeg sรธvnigt lรธfter pรฅ gardinet og rejser mig lidt, sรฅ jeg kan kigge ud, ser jeg himlen rรธdme bag trรฆerne. Daggry. Det strรฆkker sig dovent og, bilder jeg... Continue Reading →

November pรฅ Peregrinas Cafรฉ

โ€Vi รฆrer november og det afspejles pรฅ Peregrinas Cafรฉโ€ siger Caoilinn over cappuccino og en bladbagel. Det er sรธndag og vi รฅbner om en time. Fleur er med, hun logrer under bordet og slikker de krummer i sig, som finder hendes vej. I baglokalet har Caoilinn tรฆndt stearinlys, vi har siddet her en stund og... Continue Reading →

Mere behรธves ikke nu

ร…h at vรฆre vinter, skrev jeg i min rejsedagbog, med ved jeg egentlig helt, hvad det vil sige? I mine tanker jonglerer jeg med gรธremรฅl og mรฅder, jeg kan รฆre min intention pรฅ. Hvordan jeg kan kombinere mit job pรฅ Peregrinas Cafรฉ med det dybe kald fra mine rรธdder, det indre, jordiske, den sorte muld.... Continue Reading →

Nu kalder mรธrket os hjem

Jeg har savnet mig selv, den del af mig, der har brug for efterรฅr og vinter. Hende, som er dybt forankret i det keltiske รฅrshjul og som har vished om, at dette tidspunkt (Samhain) er en hellig afslutning og en ny begyndelse. Det fรธles helt naturligt. Tre hvide traner viste sig for mig, da vi... Continue Reading →

Blog pรฅ WordPress.com.

Up ↑