Lad ikke din indre censor få det sidste ord

Featured Image -- 5135

Skriveblokering. Er det en tilstand, du er bekendt med? Og er du klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Den falske fortællerstemme

Vi kender den alle sammen. Alt for godt. Den fortællerstemme, som lever i vores hoved og som konstant fortæller os, hvem vi er og som evaluerer, dømmer og bedømmer hver eneste oplevelse, vi har. Den indre censor. Den forsøger hele tiden at overbevise os om, at vi skal genopleve fortiden, bekymre os om fremtiden og den analyserer konstant vores oplevelser og relationer. Det er faktisk ret opslidende!

Den indre censor er den falske fortællerstemme. Og den vil så gerne føre pennen eller rettere sagt: Forhindre dig i at skrive flydende, glædeligt og med hjertet.

Den indre censor

Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo – på såkaldt sikker grund. Engang har stemmen nok hjulpet os og forhindret os i at gøre dumme og farlige ting, men i dag er den ofte en forhindring for handling og for at træde ud af vores komfortzone og få gjort det, der kan udvikle os og sætte os fri af fortidens historier. Når du bevæger dig i retning af noget nyt, kommer stemmen med sine velkendte argumenter og advarsler.

Kender du det?

Den indre censor har også en stor del af skylden for, at vi ikke rigtig kommer i gang med vores skriverier eller fortsætter, når vi er kommet i gang. Den elsker kontrol og er hurtig til at bedømme det, der folder sig ud på papiret. Den kan janteloven udenad og gør alt for at være lyseslukker, så vi ikke får skrevet os fri og kommer derud, hvor der virkelig begynder at ske ting og sager. Den vil jo helst have, at vi bliver hvor vi er. Og når vi lytter for meget til stemmen, bliver vores sprog i bedste fald en smule stift og uden sjæl. I værste fald kan den være skyld i skriveblokering, modløshed og sågar depression. Og vi bliver så pokkers misundelige på alle dem, som tilsyneladende bare skriver og øser ud af gode historier og så videre. Har de da slet ikke en indre censor?

Indre-Censor-Dagbog

Jo. Alle har en indre censor. Og det er ikke en stemme, vi bare sådan kan slippe af med. Det hjælper heller ikke at kæmpe imod den, kamp gør den bare endnu stærkere og endnu mere snedig. Men vi kan benytte os af metoder og tricks og dermed undgå, at den indre censor kommer til at bestemme over vores liv, forhindre os i at gøre det, vi drømmer om og skrive det, vi har lyst til.

Den indre censor mister meget af sin kraft i det øjeblik, vi identificerer den. Så begynd at lægge mærke til, hvornår den dukker op. Du kan simpelthen vælge at lave dig en slags ”Indre Censor Dagbog” og skrive ned, hver gang den dukker op.

  • Hvornår dukker den op?
  • Hvordan føles det? Gå helt ind i kroppen og beskriv de følelser, der opstår, når stemmen dukker op.
  • Føles kroppen tung? Er der smerter? Irritation?
  • Og hvad siger den indre censor, skriv det ned også. Alle de ord, den typisk bruger, lær dem at kende.

Gå på opdagelse og gør det til en vane at notere det, stemmen siger og gør. Det svækker dens kraft, for den bryder sig nemlig ikke om at blive afsløret. Og du bliver så i stand til at træffe andre valg – blandt andet at fortsætte med at skrive.

Du er ikke dine tanker

Husk i øvrigt på, at du ikke er dine negative tanker eller din indre censor. Du kan vælge at få stemmen til at virke dum og lege med de udtalelser, den kommer med. På den måde opdager du, at det slet ikke er dig, der tænker og er stemmen.

Giv din indre censor et navn

Da jeg i sin tid tog mit coachingcertifikat lærte vi at identificere den indre censor i os selv og vi blev opfordret til at give den et navn. Min indre censor kom således til at hedde Susan og det hedder hun den dag i dag. Susan er korrekturmoster, perfektionist til fingerspidserne og så er hun i øvrigt lidt bange. På mine vegne. Men jeg har lært at overhøre hendes formaninger og sætte hende lidt til side. Alene ved at kalde hende ved navn og love hende et kram, hvis hun bliver lidt stille, gør at hun bliver lidt mere mild. Måske vil den indre censor i virkeligheden bare elskes?

Undren

En måde at undslippe egen bedømmelse på er gennem undren og nysgerrighed. Der findes ingen form for bedømmelse i undren. Nysgerrighed beskæftiger sig med hvad og hvorfor, men stiller sig hverken positiv eller negativ over for resultaterne. Når du begynder at skrive, kan du således formulere højt for dig selv og skrive i din hensigtserklæring at du har til hensigt at begive dig ud på skriveeventyr fuld af undring og med nysgerrigheden i behold. Du er jo på opdagelsesrejse og du vælger at lade være med – i første omgang- at dømme det, der opstår og bliver skrevet. Du tager bare imod.

Den indre censor er bange for magi

De eneste sætninger, den indre censor kan lide er dem, den har set mange gange før. De sikre sætninger og dem, som lyder bekendte. Den indre censor bryder sig ikke om søgende og udforskende sprog, den bliver bange for de ukendte veje og de steder, hvor vi slipper os selv i det direkte møde med kreativiteten. Det er her, magien opstår, men den indre censor tror ikke på magi. Det gør den usikker, det gør den bange.

Skriveblokering

Naturligvis er det ofte den indre censor, der gør, at vi ikke får skrevet det, vi egentlig gerne ville. Den kan være direkte medvirkende til, at vi får blokeringer, for hvem vil ikke blive desillusioneret, hvis man bliver mødt af en kugleregn af kritik, misbilligelse og i øvrigt bliver gjort til grin, hver gang man vover sig ud og tager et skridt ud i det ukendte.

Det er trygt at være blokeret

Skriveblokering. Er det en tilstand, du er bekendt med? Og er du klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Fra hjerte og sjæl

Det at skrive fra sjæl og hjerte er ukendt territorium for den indre censor. Det er farligt. Den vil gøre alt for at forhindre dig i at begive dig derud, hvor det begynder at blive sjovt, spændende og overraskende flydende. Det er her, vi er på gyngende grund, men stoler på vores intuition og det, der folder sig ud. Det er her, vi mødes vores sande sjæl og de dybere sandheder, hvor ordene får vinger og fortællinger kommer flyvende. Det er en tillidssag mellem dig og Kilden og her har din indre censor ikke noget at gøre.

Hvad skal der til, før du forlader din komfortzone og vælger ikke at lytte til det, den indre censor siger? Hvad skal der til, før du møder op og beslutter dig for, at din indre censor ikke skal have det sidste ord?

Kend din indre censor

Gør dig selv den store tjeneste at kend din indre censor, for hvad den er. Skridt for skridt. Det kan tage tid, men det skal nok lykkes. Du slipper ikke af med din indre censor, den er en del af os alle, men jo bedre, vi lærer den at kende, desto bedre kan vi anerkende den, for hvad den er og skrive løs alligevel.

Lad ikke din indre censor få det sidste ord!

Kærlig hilsen
Lene


Skriv udenfor_sommercirklen

Skrivelængsel og lyst til at forlade det trygge vakuum af blokering og mellemfornøjethed, hvad skrivning og din kreative udfoldelse angår?

Jeg afholder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted
Lørdag den 11. juni kl. 10 – og der er stadig et par ledige pladser. Kom og vær med!

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid.

Sommercirklen startede i mandags den 9. maj og du kan stadig nå at komme med. Jeg tager imod tilmeldinger indtil den 20. maj. Næste skrivecirklen bliver så Høstcirklen, som stævner ud i slutningen af august.

Lad ikke din indre censor få det sidste ord!

port

 

Lene Frandsen

port

Vi kender den alle sammen. Alt for godt. Den fortællerstemme, som lever i vores hoved og som konstant fortæller os, hvem vi er og som evaluerer, dømmer og bedømmer hver eneste oplevelse, vi har. Den indre censor. Den forsøger hele tiden at overbevise os om, at vi skal genopleve fortiden, bekymre os om fremtiden og den analyserer konstant vores oplevelser og relationer. Det er faktisk ret opslidende!

Den indre censor er den falske fortællerstemme. Og den vil så gerne føre pennen eller rettere sagt: Forhindre dig i at skrive flydende, glædeligt og med hjertet.

Den indre censor

Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo –…

View original post 1.370 more words

Døråbningen

Gåtur_i_februar

Den er skarp nu, solen. Kuglerund, jeg undgår at kigge direkte ind i den, men jeg fornemmer dens magt, mens jeg skriver og drikker kaffe. Det er en februardag fuld af selvtillid. Og jeg beslutter mig for at lade mig opfylde af den tillid og det mod, som solen udviser ved at stå op gang på gang. Uanset om himlen er klar eller den må gemme sig bag et uigennemsigtigt skydække. Den er dér altid, trofast og uanfægtet.

Det er sådan, jeg ønsker at leve resten af mit liv, ser jeg mig selv skrive og ved, at det er sandt. Møde op uanset hvad og vise, at jeg er indstillet på at favne hver eneste dag uanset om solen skinner eller ej. Det samme fremmøde vil jeg mestre når det gælder skrivningen. For det er ofte, når vi mindst af alt venter det, at der pludselig dukker ord og sætninger op, som viser sig at være en døråbning til noget andet. Ofte går vejen til en historie gennem en anden historie. Vi ved det ikke på forhånd. Men vi må stole på døråbningen og skrive os på vej.

En døråbning

port

It’s not a competition, it’s a doorway.
– Mary Oliver –

Det er ikke en skrivekonkurrence, det er en døråbning. Sådan skriver jeg altid i velkomstbrevet til deltagerne i de skrivecirkler, jeg afholder. Det er vigtigt at notere sig, at vi ikke er i konkurrence med hverken os selv eller hinanden. Vi er skrivende pilgrimsrejsende på vej gennem døråbninger, som kan lede ud på fantastiske veje og bringe os historier og fortællinger, vi ikke havde drømt og som vi ikke kunne forestille os på forhånd. Fortællinger, som støtter os på vores rejse og vores vej.

De skriveopgaver og afsæt, som jeg hver måned byder på i skrivecirklerne, skal opfattes som trædesten på vej til noget andet. Men ofte er det her, at modstanden dukker op som en kæmpe mur i det, der skulle have været døråbningen. Den indre censor er på tæerne og parat til at bremse os, før vi begiver os på eventyr og ud, hvor vi måske ikke umiddelbart kan bunde. Hvad sker der? Jo, vi mærker modstanden og fortæller os selv, at vi ikke er inspirerede. Jeg er ikke inspireret, opgaverne fanger mig ikke. Det er nok den mest populære modstandstale fra den indre censor. Men det mærkes ikke som den indre censor, det er jo virkelig os, som ikke er inspirerede. Vi bilder os ind, at inspiration er noget, der skal være til stede fra første færd. Så hvis en opgave umiddelbart fænger, er det opgaven, der er noget galt med. Eller hvis vi bare sidder og kigger på et tomt stykke papir uden at føle inspiration. Hvad så? Giver vi op og forlader skrivebordet? Gør du?

Inspiration

Nu er det sådan, at inspiration ofte er noget, vi møder på vejen. Ja, vi skal ofte skrive os på vej og møde inspirationen et sted ”derude”. Men den indre censor, vores kritiker og dommer, benytter den først givne lejlighed til at forhindre dette møde og det gør den blandt andet ved at fortælle os, at vi ikke føler os inspireret. Af skriveopgaver, afsæt eller det tomme stykke papir endsige den historie eller bog, vi er i gang med at skrive.

Jeg er ikke inspireret, det fænger ikke, ergo kan jeg ikke skrive. Eller også er der noget andet i vejen. Så strander vi foran muren i stedet for at gå igennem døråbningen og hvis den indre censor er rigtig dygtig, forhindrer den os i overhovedet at prøve. I stedet fylder den brænde på bålet, der nu brænder lystigt og sangen vi hører handler om den manglende inspiration. Vi forventer med andre ord, at nogen eller noget skal tænde os fra første ord, men sådan er det faktisk sjældent. Vi må lære os selv at vove at skrive os gennem modstand, hvor tung den end føles og gå på opdagelse via de døråbninger eller trædestene, som skriveopgaver eller afsæt er.

I’ve learned that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing, prime it with a little solitude and idleness.
– Brenda Ueland –

Citatet fra Brenda Ueland siger alt. Inspiration kommer ofte langsomt og stille, men vi er nødt til dagligt at give inspirationen en chance til at flyde og toppe den med lidt ensomhed og uvirksomhed. En måde at give inspiration mulighed for ligeså stille at dukke op er at begynde at skrive. Det er derfor vi har de små skriveopgaver og afsæt. De er vores hjælpere, ikke vores modstandere. Og selvom vi fortæller os selv, at vi ikke er inspirerede og fanget af det, som opgaverne inviterer os til, skal vi gøre os selv den tjeneste ikke at tro dem.

Modstanden vokser, hvis vi fodrer den. I stedet kan vi skrive os igennem. Træffe et bevidst valg og gennem ordene gå gennem den døråbning, der ikke umiddelbart rummer inspiration, men som kan være en vej til at blive inspireret. Vi må fylde os selv op med tillid til, at noget vil ske, når vi skriver os på vej.

Tro ikke på alt, hvad du tænker

Sådan er det også blevet nu. Jeg vidste ikke på forhånd, at jeg i dag ville fortælle dig om magiske døråbninger og den modstand, vi ofte møder, når vi bliver præsenteret for opgaver og afsæt. Det er helt normalt. Det sker på de intuitive skriveworkshops, jeg afholder og det sker i skrivecirklerne. Igen kan vi gøre os selv en kæmpe tjeneste ved at lære vores indre censor bedre at kende, så vi ved, hvad den bilder os ind. Du skal ikke tro på alt, du tænker. Nej, tanker er ikke nødvendigvis af det gode. Og når vi strander foran døråbninger og ikke tør skrive os igennem, men oplever det som manglende inspiration, er det ofte den indre censor, der er på spil. Dygtig og erfaren gør og siger den lige netop det, der kan bremse os på vores skrivende færd og forhindre os i at komme ud af komfortzonen.

Hvis jeg havde lyttet til min indre censor

Ikke at vide er i øvrigt en del af det skrivende eventyr. Mens jeg skriver på min bog i sporlægningsfasen har jeg faktisk ikke en klar ide om, hvad det skal ende med. Tidligere ville det have bremset mig, jeg ville være stoppet her og havde jeg lyttet til min indre censor, var jeg for længst holdt op med at skrive. Det er frygtindgydende ikke at vide, vi vil have sikkerhed, tryghed og gøre det, vi plejer på den måde, vi plejer at gøre det på. Også når vi skriver.

Er du er vant til at skrive, vil du måske også stejle lidt, hvis du kommer på skriveworkshop eller deltager i en cirkel og bliver inviteret til at skrive ud fra et afsæt, som ikke ligner det, du kender i forvejen. Straks fortæller du dig selv, at det kan du ikke eller også er skriveafsættet uinspirerede og dumt. Men gør dig selv en tjeneste at overhøre, hvad du tænker og hører, ignorer modstanden og lad blot det første ord ramme papiret. Det første og så det næste. Lad dig føre på vej og forestil dig, at du hengiver dig fuldstændig til noget, du ikke aner, hvad er. Du fører pennen, men noget vil skrives gennem dig. Du ved ikke hvad, du har fået et afsæt. Se på det som et eventyr. En invitation til at gøre det lidt anderledes og få en oplevelse. Prøv at lægge dommeren langt væk og mærk, hvordan det langsomt bliver lettere, jo mere du får skrevet dig fri.

At skrive sig fri

Ofte strander vi på øverste etage, vi strander i hovedet. De tunge tanker tager os med på tur og hvis vi skriver fra det sted, bliver det ofte stift og rigidt. Vi er underlagt regler og mærkelige ideer om, hvad der er muligt eller ej. Og vi er underlagt den stemme, der hele tiden fortæller os, at det ikke nytter noget, ikke duer. Det er tungt og slidsomt.

I stedet skal vi huske på, at vi faktisk kan skrive os ud af hovedet. Det er muligt at komme væk fra tungheden og bevæge os videre ind i kroppen, ind i hjertet og så dybt, at vi efterhånden skriver fra sjælen. Det kan indledningsvis gøres ved at skrive flydende på tid. Nogle kalder det flowskrivning, jeg vil snarere kalde det intuitiv skrivning, fordi vi samtidig følger en subtil energi og lader os føre af det, der kalder på os.

Vi øver os

Når vi skriver på tid og ikke løfter pennen fra papiret eller fingrene fra tastaturet, sker der noget. Pludselig kan vi mærke, at vi er kommet et nyt sted hen og at ordene risler fra en ny kilde. Tungheden er forsvundet og med ét bliver vi opfyldt af en lindrende nysgerrighed og opdager, at det faktisk er sjovt at skrive på denne måde. Hvis den indre censor skulle se sit snit til at dukke op på dette tidspunkt og forsøge at stikke en kæp i vores skrivende hjul, kan vi blot sige højt ”jeg øver mig” og skrive videre, for det er det, vi gør.

Hver eneste gang vi møder op og skriver, øver vi os. Vi er musikere, som øver sig på vores instrumenter, vi er modtagere af en musik, vi ikke kender på forhånd, men som nu strømmer gennem os. Hvert eneste ord er en tillidserklæring til processen og når dommeren bliver efterladt udenfor den døråbning, vi nu for længst har skrevet os igennem, har vi ikke længere behov for at overveje, om det vi skriver er ”godt” eller ”skidt”.

Being in the mood to write, like being in the mood to make love, is a luxury that isn’t necessary in a long-term relationship. Just as the first caress can lead to a change of heart, the first sentence, however tentative and awkward, can lead to a desire to go just a little further.” – Julia Cameron

Det handler med andre ord slet ikke om at være i humør til at skrive eller at føle sig inspireret til at skrive. Er det ikke en befriende tanke? Det handler simpelthen om at møde op og skrive. Punktum. Her starter eventyret.

Kærlig hilsen
Lene


Forårscirklen

Hvis du har lyst til at tage på skrivende eventyr gennem månedlige skriveopgaver og afsæt, modtage skrivecoaching, inspiration, fodre din spirende skrivelængsel og blive en del af en skrivecirkel, der gennem ord og stemninger rejser sammen gennem foråret og folder ud, er du velkommen i Forårscirklen. Læs mere i linket.

Vi starter i marts og begiver os ud på en skrivende rejse, der hylder det tidspunkt på året, hvor vi nu befinder os. Skrivecirklen er forankret i foråret, den tid på året hvor alting igen begynder at spire og gro. Som ude så inde. Lad din skrivelængsel blomstre.

Jeg ser frem til at byde velkommen i Forårscirklen og glæder mig til at udnytte og arbejde med den spirende energi, der er i foråret. Lyset vokser, dagene bliver længere og alting begynder at spire og gro. Også vi kan mærke noget lette, pludselig er det som om vi får vinger og håbet fødes på ny. Det er fra det sted, at vi kan skrive og folde ud. Nu er vinterens små frø blevet til grønne spirer og inspirationen kommer dansende. Afsæt og skriveopgaver tager udspring i alt det, der opstår i foråret og skrivecirklen støtter og udvikler os på vores rejse hver især.

At være en del af en skrivecirkel er lærerigt og givende og det støtter dig på din indre rejse. Flere af deltagerne i skrivecirklerne siger, at de ved at skrive har fundet nøglen til en hemmelig dør i sig selv og udtrykker ønske om rejse videre i en ny skrivecirkel og fortsætte processen.

Eller som Pia Lykke Jespersen, der deltager i Vintercirklen, siger det:

Der er sket noget vidunderligt. Jeg har fået kontakt til min skriveglæde og dermed til en vigtig del af mig selv. Gennem skriveriet fandt jeg nemlig vejen tilbage til noget af det af mig, der var blevet væk. Noget af det der var blevet glemt. Jeg er slet ikke færdig. Jeg er kun lige begyndt. Men jeg er over de første spæde skridt og jeg har skrevet mig igennem en del af min modstand.

Jeg har længe talt med mig selv om at jeg ville skrive, men Skrivehusets Vintercirkel blev anledningen. Lenes skriveafsæt tilsammen med hendes egne inspirerende tekster, blev det der fik mig i gang med skriveriet. Øvelserne og erfaringerne herfra gav mig mere blod på tanden. Lenes kommentarer til os i Cirklen sammen med hendes løbende coaching af os, hjælper mig med at holde det ved lige. Så, hvis du ligesom jeg, inderst inde ved at skrivning det er dig, men alligevel ikke rigtigt får gjort noget ved det, så skulle du måske give dig selv en skrivegave. Jeg har i hvert fald aldrig været så skriveglad før.

Der er stadig ledige pladser i Forårscirklen, den sidste skrivecirkel inden sommer. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du vil have en plads i cirklen.

TheCircle

 

Stormvarsel

 

Huset ved havet

Mens jeg skriver dette, blæser det op udenfor. Der er stormvarsel og lyden forplanter sig i husmuren og i min krop. Men stormen forhindrer mig ikke at skrive. Den er der bare. Noget udenfor mig. Hvis jeg lod vind og vejr afgøre, om jeg kunne skrive eller ej, så fik jeg sikkert ikke skrevet særlig meget. Jeg ville udsætte skriveprocessen for frygtelige rutsjebaneture og en god oplevelse ville afhænge af, om solen skinnede eller ej.

Jeg vælger at møde op uanset vejret. Og jeg vælger at møde op uafhængig af mit eget humør. Det, der skal skrives, vil gerne skrives alligevel, det er ikke afhængig af, hvordan jeg lige har det i det. Meditationen er god her, fordi jeg gennem min daglige meditationspraksis lærer at betragte tanker og følelser, for hvad de er. Tanker og følelser. De definerer ikke, hvem jeg er og jeg identificerer mig ikke med dem.

En tur i teateret

Efterhånden kan jeg som en slags tilhører sidde og høre sine tanker tale. Jeg er i teateret til en forestilling og man opdager, at jeg har været dér før. Til samme forestilling, ja jeg kender nærmest replikkerne og kunne sagtens fungere som sufflør. For det er en gammel forestilling. Tankerne, følelserne og de ord, der følger i deres kølvand, er noget jeg har hørt til hudløshed. Det er som om tankerne prikker til følelser og følelser sætter et maskineri i gang. Som en tilskuer sidder jeg og betragter forestillingen og jeg lærer, at jeg kan fungere uafhængigt af replikkerne på scenen. Jeg kan sagtens skrive, selvom en af skuespillerne fortæller mig, at ”det kan jeg altså ikke i dag”. En følelse bakker måske det udsagn op, men jeg ved at de to er elskende og hænger samme som ærtehalm. Tanken og følelsen. Lad dem bare fortabe sig i deres kærlighedseventyr. Tilbage sidder jeg på tilskuerrækken og har et valg. Jeg kan vælge at blive en del af forestillingen eller jeg kan klappe, rejse mig og forlade teateret. Jeg kan gå et andet sted hen. Jeg kan vælge at skrive det, der skrives vil, uafhængig af de gamle historier og velkendte replikker.

Ind i kernen

Det minder mig om vejret. Stormen, der nu kaster våde blade mod vinduet og på sin vis forstyrrer mig. Jeg løfter blikket og ser dråberne mod ruden, en mosaik af våd forvirring og en distraktion. Jeg velkommer den. Den giver mig en vis pause i mit skrivende flow, jeg trækker vejret dybt, men jeg lader mig ikke forføre. Jeg går videre gennem ordene. Forbi teateret med de mange tanker og følelser og dybere ind i mig selv. Helt inde i kernen er der stille. Nogle kalder det orkanens øje. Her kan jeg sidde med mine ord og skriverier uden at blive trukket væk fra det, der er essensen. Jeg bliver ved at skrive. Jeg mødte op, jeg traf et bevidst valg og nu er jeg her. På plads i mig selv. Lyttende, åben og modtagelig. Måske stormer det, måske laver regnen musik mod vinduerne og træerne danser dertil, men jeg er blot en tilskuer. Et skrivende vidne.

Meditation

Sæt dig på gulvet i lotusstilling eller i en stol med benene plantet på jorden. Luk øjnene og træk vejret dybt ned i maven. Lyt til dit eget åndedrag, lyt indad og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af. Måske bliver tankerne også lidt mere stille. Uanset hvad, betragter du blot tankerne for hvad de er. Tanker. Når du støder på en tanke og bliver trukket væk fra åndedraget, registrerer du blot. Tanke. Du registrerer, accepterer og vender blidt tilbage til åndedrættet. Prøv at forestille dig, at du sidder midt i din egen kerne. Der blødt, varmt og stille. Selvom tanker og følelser dukker op, så sidder du stadig solidt plantet i dig selv. Og det er fra det sted, du kan skrive. Herfra kan du altid skrive.

Hvis du i løbet af din skriveproces eller allerede inden, du er kommet i gang, føler modstand og bliver bombarderet med tunge tanker om ”nej, jeg kan ikke skrive nu” – så sæt dig roligt ned og træk vejret dybt. Luk øjnene og søg indad via dine dybe vejrtrækninger. Helt ind i din kerne. Bliv siddende roligt og hvil i visheden om, at du hverken er dine tanker eller følelser. Når du føler dig klar, så åbn øjnene og begynd at skrive. Hvis du har lyst, kan du med fordel starte med opvarmningsøvelsen, inden du går i gang med dine egentlige skriverier.

Opvarmningsøvelsen finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Huset ved havet