Døråbningen

Gåtur_i_februar

Den er skarp nu, solen. Kuglerund, jeg undgår at kigge direkte ind i den, men jeg fornemmer dens magt, mens jeg skriver og drikker kaffe. Det er en februardag fuld af selvtillid. Og jeg beslutter mig for at lade mig opfylde af den tillid og det mod, som solen udviser ved at stå op gang på gang. Uanset om himlen er klar eller den må gemme sig bag et uigennemsigtigt skydække. Den er dér altid, trofast og uanfægtet.

Det er sådan, jeg ønsker at leve resten af mit liv, ser jeg mig selv skrive og ved, at det er sandt. Møde op uanset hvad og vise, at jeg er indstillet på at favne hver eneste dag uanset om solen skinner eller ej. Det samme fremmøde vil jeg mestre når det gælder skrivningen. For det er ofte, når vi mindst af alt venter det, at der pludselig dukker ord og sætninger op, som viser sig at være en døråbning til noget andet. Ofte går vejen til en historie gennem en anden historie. Vi ved det ikke på forhånd. Men vi må stole på døråbningen og skrive os på vej.

En døråbning

port

It’s not a competition, it’s a doorway.
– Mary Oliver –

Det er ikke en skrivekonkurrence, det er en døråbning. Sådan skriver jeg altid i velkomstbrevet til deltagerne i de skrivecirkler, jeg afholder. Det er vigtigt at notere sig, at vi ikke er i konkurrence med hverken os selv eller hinanden. Vi er skrivende pilgrimsrejsende på vej gennem døråbninger, som kan lede ud på fantastiske veje og bringe os historier og fortællinger, vi ikke havde drømt og som vi ikke kunne forestille os på forhånd. Fortællinger, som støtter os på vores rejse og vores vej.

De skriveopgaver og afsæt, som jeg hver måned byder på i skrivecirklerne, skal opfattes som trædesten på vej til noget andet. Men ofte er det her, at modstanden dukker op som en kæmpe mur i det, der skulle have været døråbningen. Den indre censor er på tæerne og parat til at bremse os, før vi begiver os på eventyr og ud, hvor vi måske ikke umiddelbart kan bunde. Hvad sker der? Jo, vi mærker modstanden og fortæller os selv, at vi ikke er inspirerede. Jeg er ikke inspireret, opgaverne fanger mig ikke. Det er nok den mest populære modstandstale fra den indre censor. Men det mærkes ikke som den indre censor, det er jo virkelig os, som ikke er inspirerede. Vi bilder os ind, at inspiration er noget, der skal være til stede fra første færd. Så hvis en opgave umiddelbart fænger, er det opgaven, der er noget galt med. Eller hvis vi bare sidder og kigger på et tomt stykke papir uden at føle inspiration. Hvad så? Giver vi op og forlader skrivebordet? Gør du?

Inspiration

Nu er det sådan, at inspiration ofte er noget, vi møder på vejen. Ja, vi skal ofte skrive os på vej og møde inspirationen et sted ”derude”. Men den indre censor, vores kritiker og dommer, benytter den først givne lejlighed til at forhindre dette møde og det gør den blandt andet ved at fortælle os, at vi ikke føler os inspireret. Af skriveopgaver, afsæt eller det tomme stykke papir endsige den historie eller bog, vi er i gang med at skrive.

Jeg er ikke inspireret, det fænger ikke, ergo kan jeg ikke skrive. Eller også er der noget andet i vejen. Så strander vi foran muren i stedet for at gå igennem døråbningen og hvis den indre censor er rigtig dygtig, forhindrer den os i overhovedet at prøve. I stedet fylder den brænde på bålet, der nu brænder lystigt og sangen vi hører handler om den manglende inspiration. Vi forventer med andre ord, at nogen eller noget skal tænde os fra første ord, men sådan er det faktisk sjældent. Vi må lære os selv at vove at skrive os gennem modstand, hvor tung den end føles og gå på opdagelse via de døråbninger eller trædestene, som skriveopgaver eller afsæt er.

I’ve learned that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing, prime it with a little solitude and idleness.
– Brenda Ueland –

Citatet fra Brenda Ueland siger alt. Inspiration kommer ofte langsomt og stille, men vi er nødt til dagligt at give inspirationen en chance til at flyde og toppe den med lidt ensomhed og uvirksomhed. En måde at give inspiration mulighed for ligeså stille at dukke op er at begynde at skrive. Det er derfor vi har de små skriveopgaver og afsæt. De er vores hjælpere, ikke vores modstandere. Og selvom vi fortæller os selv, at vi ikke er inspirerede og fanget af det, som opgaverne inviterer os til, skal vi gøre os selv den tjeneste ikke at tro dem.

Modstanden vokser, hvis vi fodrer den. I stedet kan vi skrive os igennem. Træffe et bevidst valg og gennem ordene gå gennem den døråbning, der ikke umiddelbart rummer inspiration, men som kan være en vej til at blive inspireret. Vi må fylde os selv op med tillid til, at noget vil ske, når vi skriver os på vej.

Tro ikke på alt, hvad du tænker

Sådan er det også blevet nu. Jeg vidste ikke på forhånd, at jeg i dag ville fortælle dig om magiske døråbninger og den modstand, vi ofte møder, når vi bliver præsenteret for opgaver og afsæt. Det er helt normalt. Det sker på de intuitive skriveworkshops, jeg afholder og det sker i skrivecirklerne. Igen kan vi gøre os selv en kæmpe tjeneste ved at lære vores indre censor bedre at kende, så vi ved, hvad den bilder os ind. Du skal ikke tro på alt, du tænker. Nej, tanker er ikke nødvendigvis af det gode. Og når vi strander foran døråbninger og ikke tør skrive os igennem, men oplever det som manglende inspiration, er det ofte den indre censor, der er på spil. Dygtig og erfaren gør og siger den lige netop det, der kan bremse os på vores skrivende færd og forhindre os i at komme ud af komfortzonen.

Hvis jeg havde lyttet til min indre censor

Ikke at vide er i øvrigt en del af det skrivende eventyr. Mens jeg skriver på min bog i sporlægningsfasen har jeg faktisk ikke en klar ide om, hvad det skal ende med. Tidligere ville det have bremset mig, jeg ville være stoppet her og havde jeg lyttet til min indre censor, var jeg for længst holdt op med at skrive. Det er frygtindgydende ikke at vide, vi vil have sikkerhed, tryghed og gøre det, vi plejer på den måde, vi plejer at gøre det på. Også når vi skriver.

Er du er vant til at skrive, vil du måske også stejle lidt, hvis du kommer på skriveworkshop eller deltager i en cirkel og bliver inviteret til at skrive ud fra et afsæt, som ikke ligner det, du kender i forvejen. Straks fortæller du dig selv, at det kan du ikke eller også er skriveafsættet uinspirerede og dumt. Men gør dig selv en tjeneste at overhøre, hvad du tænker og hører, ignorer modstanden og lad blot det første ord ramme papiret. Det første og så det næste. Lad dig føre på vej og forestil dig, at du hengiver dig fuldstændig til noget, du ikke aner, hvad er. Du fører pennen, men noget vil skrives gennem dig. Du ved ikke hvad, du har fået et afsæt. Se på det som et eventyr. En invitation til at gøre det lidt anderledes og få en oplevelse. Prøv at lægge dommeren langt væk og mærk, hvordan det langsomt bliver lettere, jo mere du får skrevet dig fri.

At skrive sig fri

Ofte strander vi på øverste etage, vi strander i hovedet. De tunge tanker tager os med på tur og hvis vi skriver fra det sted, bliver det ofte stift og rigidt. Vi er underlagt regler og mærkelige ideer om, hvad der er muligt eller ej. Og vi er underlagt den stemme, der hele tiden fortæller os, at det ikke nytter noget, ikke duer. Det er tungt og slidsomt.

I stedet skal vi huske på, at vi faktisk kan skrive os ud af hovedet. Det er muligt at komme væk fra tungheden og bevæge os videre ind i kroppen, ind i hjertet og så dybt, at vi efterhånden skriver fra sjælen. Det kan indledningsvis gøres ved at skrive flydende på tid. Nogle kalder det flowskrivning, jeg vil snarere kalde det intuitiv skrivning, fordi vi samtidig følger en subtil energi og lader os føre af det, der kalder på os.

Vi øver os

Når vi skriver på tid og ikke løfter pennen fra papiret eller fingrene fra tastaturet, sker der noget. Pludselig kan vi mærke, at vi er kommet et nyt sted hen og at ordene risler fra en ny kilde. Tungheden er forsvundet og med ét bliver vi opfyldt af en lindrende nysgerrighed og opdager, at det faktisk er sjovt at skrive på denne måde. Hvis den indre censor skulle se sit snit til at dukke op på dette tidspunkt og forsøge at stikke en kæp i vores skrivende hjul, kan vi blot sige højt ”jeg øver mig” og skrive videre, for det er det, vi gør.

Hver eneste gang vi møder op og skriver, øver vi os. Vi er musikere, som øver sig på vores instrumenter, vi er modtagere af en musik, vi ikke kender på forhånd, men som nu strømmer gennem os. Hvert eneste ord er en tillidserklæring til processen og når dommeren bliver efterladt udenfor den døråbning, vi nu for længst har skrevet os igennem, har vi ikke længere behov for at overveje, om det vi skriver er ”godt” eller ”skidt”.

Being in the mood to write, like being in the mood to make love, is a luxury that isn’t necessary in a long-term relationship. Just as the first caress can lead to a change of heart, the first sentence, however tentative and awkward, can lead to a desire to go just a little further.” – Julia Cameron

Det handler med andre ord slet ikke om at være i humør til at skrive eller at føle sig inspireret til at skrive. Er det ikke en befriende tanke? Det handler simpelthen om at møde op og skrive. Punktum. Her starter eventyret.

Kærlig hilsen
Lene


Forårscirklen

Hvis du har lyst til at tage på skrivende eventyr gennem månedlige skriveopgaver og afsæt, modtage skrivecoaching, inspiration, fodre din spirende skrivelængsel og blive en del af en skrivecirkel, der gennem ord og stemninger rejser sammen gennem foråret og folder ud, er du velkommen i Forårscirklen. Læs mere i linket.

Vi starter i marts og begiver os ud på en skrivende rejse, der hylder det tidspunkt på året, hvor vi nu befinder os. Skrivecirklen er forankret i foråret, den tid på året hvor alting igen begynder at spire og gro. Som ude så inde. Lad din skrivelængsel blomstre.

Jeg ser frem til at byde velkommen i Forårscirklen og glæder mig til at udnytte og arbejde med den spirende energi, der er i foråret. Lyset vokser, dagene bliver længere og alting begynder at spire og gro. Også vi kan mærke noget lette, pludselig er det som om vi får vinger og håbet fødes på ny. Det er fra det sted, at vi kan skrive og folde ud. Nu er vinterens små frø blevet til grønne spirer og inspirationen kommer dansende. Afsæt og skriveopgaver tager udspring i alt det, der opstår i foråret og skrivecirklen støtter og udvikler os på vores rejse hver især.

At være en del af en skrivecirkel er lærerigt og givende og det støtter dig på din indre rejse. Flere af deltagerne i skrivecirklerne siger, at de ved at skrive har fundet nøglen til en hemmelig dør i sig selv og udtrykker ønske om rejse videre i en ny skrivecirkel og fortsætte processen.

Eller som Pia Lykke Jespersen, der deltager i Vintercirklen, siger det:

Der er sket noget vidunderligt. Jeg har fået kontakt til min skriveglæde og dermed til en vigtig del af mig selv. Gennem skriveriet fandt jeg nemlig vejen tilbage til noget af det af mig, der var blevet væk. Noget af det der var blevet glemt. Jeg er slet ikke færdig. Jeg er kun lige begyndt. Men jeg er over de første spæde skridt og jeg har skrevet mig igennem en del af min modstand.

Jeg har længe talt med mig selv om at jeg ville skrive, men Skrivehusets Vintercirkel blev anledningen. Lenes skriveafsæt tilsammen med hendes egne inspirerende tekster, blev det der fik mig i gang med skriveriet. Øvelserne og erfaringerne herfra gav mig mere blod på tanden. Lenes kommentarer til os i Cirklen sammen med hendes løbende coaching af os, hjælper mig med at holde det ved lige. Så, hvis du ligesom jeg, inderst inde ved at skrivning det er dig, men alligevel ikke rigtigt får gjort noget ved det, så skulle du måske give dig selv en skrivegave. Jeg har i hvert fald aldrig været så skriveglad før.

Der er stadig ledige pladser i Forårscirklen, den sidste skrivecirkel inden sommer. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du vil have en plads i cirklen.

TheCircle

 

8 thoughts on “Døråbningen

  1. Pingback: Forårscirklen | Lene Frandsen

  2. Pingback: Amatør på eventyr | Lene Frandsen

  3. Pingback: Skriverejse i forårets tegn | Lene Frandsen

  4. Pingback: Det du søger | Lene Frandsen

  5. Pingback: Rejsen ud af hovedet | Lene Frandsen

  6. Pingback: Intuitiv skriveworkshop | Lene Frandsen

  7. Pingback: Det du længes efter | Lene Frandsen

  8. Pingback: Skrivedag for sjælen | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s