Når skrivelængslen kalder
I Caileans køkken er der let til latter. Det indser jeg snart og det får mig til at slappe af. Han er uden alder og alligevel fornemmer jeg, at han er mindst ti år ældre end jeg. Måske mere? Det er ikke til at sige, for han er svær at sætte alder på. I øvrigt... Continue Reading →
Det var på en af mine gåture i marts, at jeg mødte eneboeren første gang. Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Egentlig var min hensigt at gå til havet, men noget kaldte mig i den anden retning. Mine ben gik af sig... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor man ved. Hvor man står på en tærskel med et ben i hver lejr og må vælge side. Hvad vælger man? Her er det at høgen lander blandt mælkebøtter, blinker en enkelt gang med øjnene og siger: ”Men hjertet er kun ét sted.” Pludselig er valget ikke så... Continue Reading →
Der gik mange år, inden jeg turde komme ud af skabet som introvert. Sige det højt. Jeg er introvert. Ja, i det hele taget erkende det, men måske allermest fordi, at jeg ikke helt vidste, hvad det vil sige at være introvert. Jeg troede, at man så var menneskesky og genert, hvad jeg på ingen... Continue Reading →
Jeg må skrive for mig selv og til mig selv i disse dage. Jeg ønsker så inderligt at fastholde mig selv i processen og være både nysgerrig og åben overfor dette nye sted i mig. Floden. Det var ikke trædestenene over til den anden side, der var nøglen, det var vandet og at vove at... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 