Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Blegt lys, sol gennem tynde skyer, let frost og skarp vind. En ravn flyver forbi. Jeg hører hende, før jeg ser hende. Et kald, som en klokke i mit indre. Er du vågen? Er du klar? Hun jubler i sin lyd og kalder på stille fejring. En vej har åbnet sig, den er blevet gjort... Continue Reading →
”Alle brikkerne vil falde på plads” siger høgen og betragter mig fra pælen i hegnet. ”Du behøver ikke at gøre noget. Faktisk er det bedst, hvis du træder til side. Du har sået dine frø og snart er det tid til spiring. Snart er et nøgleord, det er ikke endnu. Og her kommer din tålmodighed... Continue Reading →
”Jeg er sådan en, der giver udtryk for sine følelser” siger pigen til kronhjorten, som står i hvælvingen. Birketræer, en ny begyndelse, sølvstammer i lyset fra sol og sne. Det er midt i februar og faktisk er det fastelavn. Men her skal det hverken handle om katte, tønder, boller op eller boller ned. Det skal... Continue Reading →
Hun har stået på klippen længe. Helt ude på kanten. Med vindblæst hår, dramatisk himmel, kæmpe bølger mod hendes kyst. Så blev hun blæst tilbage og forsvandt. Der gik et døgn, måske lidt længere. Hun var tilbage på et gammelt sted. Det kan du ikke se, hvis dit blik er fæstet på klippekanten og den... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Each er et væsen i bevægelse. Hun træder ind i min sfære på en frossen morgen i december. ”Det er tid” proklamerer hun, ”smerten kommer fordi du ikke har sluppet grebet om det, der var. Fortidens spøgelser klinger sig til håbet om, at du bliver her, de hænger i med meget lange negle. Negle på... Continue Reading →
Det er diset, da jeg står op og går til havet. Væversken har været på nattearbejde og skabt de smukkeste spind i hegn og buske. Små kunstværker glimter og udstiller sig, efterhånden som solen får banet vej gennem tågen. Det er et magisk landskab og jeg nyder at være til stede. Fugten er tyk og... Continue Reading →
En hemmelig bog for fortællersker? Jeg kan ikke tro mine egne ører. Med et er det som at befinde sig i en drøm med mystiske detaljer, der alle drejer sig om en ting. At finde skatten. Det morsomme er, at vi ikke ledte efter noget og blot lod os føre af landskabet. Skiltet, der førte... Continue Reading →
Hun står udenfor havelågen og venter. En fremmed skikkelse, en kvinde, jeg ikke har set før. Hun er iført en grønblomstret kjole, der når ned til fødderne og hendes lange hår er prydet med en blomsterkrans. Hendes øjne er grønne som kjolen, håret er mørkt. Der er ingen tvivl om, at hun venter på nogen... Continue Reading →
Klokken har forladt tretten og vi forlader pensionatet. Willow May og jeg. Vi skal en tur i skoven. Jeg er kommet mig over morgenens misforståelser, der nu mest af alt synes som en behagelig spøg. Vi går ud af lågen og tager stien til højre, der fører os sidelangs pensionat og have og ud på... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 