Solsorten og pennens kraft

Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →

En ven

Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →

Øst

”Det var godt du kom, Ørn, jeg har savnet dig og din visdom. Dine vinger, din viden og din dans. Længe har jeg vandret på og under jorden, det har været nødvendigt og sikkert godt på sigt. For nu ser jeg stien i vildnisset, jeg ser at min vandring sætter spor. Jeg er hverken usynlig... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑