Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Hun kom ved midnat, da maj blev juni. Med bussen kørte hun igennem hårnålesving og så lyset fange træer og insekter. Han satte hende af ved det grønne stoppested, chaufføren og hun gik resten af vejen under tiltagende måne. Kufferten på hjul trak hun bag sig. Et sted på vejen hilste hun på Willow, som... Continue Reading →
Nu står de i en vase på mit skrivebord, de tre urteplanter. De dufter og de minder mig om Fern og hemmeligheden. Så hemmelig, at jeg ikke kan dele den her, men jeg kan forsikre dig om at fortællingen bor i manuskriptet. Lige nu må jeg holde kortene tæt til kroppen. Det er essentielt. Roseroot.... Continue Reading →
Så lærte jeg det. Man har planer med mig. Jeg er ikke bare en tilfældig gæst på Pensionatet og min læring er ikke kun til eget brug. Cailean og Willow har talt. Det forunderlige er, at alting føles anderledes nu og at det, de fortalte mig forleden i Caileans hus, mærkes som en selvfølge. Det... Continue Reading →
”Du må indstille dig på magi”, siger Willow, da vi mødes ved lågen, den låge der fører ind i skoven og frem til Caileans hus. Jeg havde ikke planlagt at møde nogen og bliver forbavset, da Willow pludselig kommer småløbende i flagrende nederdel og sneakers. Grøn trøje over løs T-shirt. Kastanjekrøllerne hopper og danser. Hun... Continue Reading →
Se efter det, du ikke kan se. Lyt efter det, du ikke kan høre. Jeg står tidligt op og trækker gardinet til side, natten er for længst blevet dag. Lyset er gavmildt og gennem det åbne vindue synger solsorten sin sang. Haven er grøn og frodig, syrenbuske er dukket op med lilla og bordeaux blomster.... Continue Reading →
”Hvordan lærer jeg at vove vildnisset, Willow?” ”Du er vildnisset” smiler hun og lægger hovedet på skrå, så kastanjekrøllerne vælter. Med de ord går jeg alene til havet. Puslespil Det er søndag og vi taler om puslespilsbrikker. Virginia er som altid på familiebesøg og vi sørger selv for maden. Vi er Elva, Willow og jeg.... Continue Reading →
”Det er først bagefter, at man får øje på trådene. De fine perletråde i edderkoppespindet. Hvordan man med sine ord og ved at beskrive sine rejse har skabt en vej, som ikke fandtes før. Hvordan man med sin disciplin og sine gentagelser selv har vævet den vej. En vej, hvor der vokser fortællinger og hvor... Continue Reading →
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Mens jeg smager på hendes ord og mærker kuldegysning, begynder hun at gå. Uden at ville det følger jeg efter. Hun fortsætter af den sti, hvor jeg gik, men snart drejer hun af mod højre og ind på en smal sti flankeret af birketræer. Sølvstammer funkler i sprækker af lys. Sølvstammer synger. Hun går med... Continue Reading →
Du har ledt efter mig” siger hun og træder frem fra et bøgetræ. Et af dem, der tog modet til sig og sprang ud. ”Har jeg ledt efter dig?” Jeg ser granskende på hende og på det kastanjebrune hår, der danser i viltre krøller om hendes ansigt. Jeg ser ind i hendes øjne, der er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 