Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er sidst på eftermiddagen, lyset synker i horisonten. Jeg tager mig et hurtigt bad og kommer i tøjet, jeg vil ned til havet, inden mørket kommer. Jeg går forbi værelse nummer 2 og nummer 1 og tænker mit, for jeg hørte, hvad jeg hørte. Ingen har fortalt mig om en ny gæst på pensionatet,... Continue Reading →
Da jeg træder ind i spisestuen, får jeg straks øje på hende. Hun er iført en løs sort kjole og hendes hår er samlet i en knold. Hun sætter sig ned ved bordet i samme øjeblik, som jeg åbner døren og jeg undrer mig over duften af frisk luft som en kølig brise i den... Continue Reading →
November er våd i dag, jeg sejler op på daggryets kyst til lyden af dråber. Søndag, tænker jeg og bliver liggende længe i sengen og lytter til regnen, den beroligende trommemusik mod ruden. Da jeg endelig står op og åbner gardinerne, toner et gråt landskab frem, våde blade glimter svagt i haven og tunge skyer... Continue Reading →
Natten er forbi og de første spæde solstråler varmer frosne blade. November knitrer denne morgen, natten var kold. Jeg føler mig forbavsende frisk og udhvilet og står snart ud af sengen. Jeg trækker gardinerne fra og åbner for den nye dag, blødt sollys glimter i havet for enden af haven. Haven med nedfaldne blade, farver... Continue Reading →
Den samme nat opdager jeg, hvorfor det hedder rævesøvn og det er ikke den forklaring, jeg fik som barn. Det handler ikke om at lade som om man sover. Jeg sover skam under tiltagende måne og til lyden af vindens sang. Uglen er tæt på, hendes lyd fylder i natten og den beroliger mig på... Continue Reading →
Hun letter fra træet og jeg ser hende først igen den samme aften, da jeg træder ind i spisestuen for at spise middag. Værtinden serverer græskarsuppe til forret med ristede kerner som topping. Gwyneth November er kvinde igen, nu iført en grøn kjole med dyb udskæring og en kæde om halsen. Vedhænget er en frø... Continue Reading →
Det forbavser mig, at hun ikke er i spisestuen, da jeg træder ind den næste morgen. Men da jeg ser hendes stambord, forstår jeg det. Hun har allerede været her og er gået videre. Koppen er tom og der er krummer på tallerkenen, en sammenkrøllet serviet ligger på bordet. Skuffelsen er stor. I det samme... Continue Reading →
Jeg har arbejdet på det i et stykke tid og er både stolt og glad over nu at kunne løfte sløret for mit nye skriveforløb. Det hedder Fortællerskens Årshjul og er kulminationen af mange års arbejde med intuitiv skrivning i pagt med årshjulet. Det har længe været et ønske at kunne tilbyde et skriveforløb, som... Continue Reading →
Mørket er tæt, nattens rum omslutter mig og da jeg hører trin på trappen og en dør åbne og lukke, tilskriver jeg det en drøm. For sådan bliver natten på tidspunktet for Samhain, hvor væggene mellem verdener er tynde og lukkede døre står på klem. Der er tydelige drømme. Jeg svømmer gennem nattens bølger og... Continue Reading →
Der er gået en uge og den har været uden fortællinger. Pensionatet ligger badet i morgensol. Jeg snuppede en kop kaffe, inden jeg gik ud, morgenmaden må vente til senere. Det er lunt for årstiden og vinduet stod åben i nat, jeg hørte uglen fra sit sted i mørket. Hun kaldte i timen inden daggry.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 