Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Solsorten og censoren ”En engelsk overskrift”, siger den gnavne indre censor. En spytklat rammer min kind. Stor erfaring, mageløse meritter, der er intet, der kan få hende ned med nakken. Selv ser jeg lidt forundret på de ord, der drypper ud af pennen i samme sekund, jeg har skrevet den engelske overskrift og pennen møder... Continue Reading →
Der er fortællinger, vi deler gavmildt, mens andre er stjernefrø, som vi holder tæt til hjertet. Så skrøbelige, nye og svære at begribe. De er gaver fra det guddommelige, de er bringere af kærlighed. Så afslørende, at vi er nødt til at putte dem i sjælens jord og se dem spire og gro. De skinner... Continue Reading →
Det startede med Ilddragen og nu møder jeg ham igen. ”Hvordan synes du selv, det går?” spørger han og i modsætning til den sarkasme, der ofte ligger i spørgsmålet, når mennesker siger den slags, er hans tone åben og indbydende. Der er ingen skjult dagsorden i hverken energi eller ord. Han spørger, fordi han er... Continue Reading →
Overskriften kommer først, men den kan være midlertidig. Jeg tager imod uden dom og har skruet helt ned for analysen. Advarslerne ryger op i det røde felt, AI er genereret. Hun smiler træt, vender sig om og går den anden vej. Hun vender tilbage. Og som sådan er overskriften jo lige i øjet. Hun fjerner... Continue Reading →
Det er for tidligt at skrive, ord fordamper i sommersol, men der findes en sfære af poesi, som jeg kan træde ind i. Ikke for at forgribe mig på begivenheders gang eller den guddommelige timing, men for at danse. Bevægelserne er langsomme, jeg strækker mig og lader mine arme gøre sit. Stagneret energi sendes afsted... Continue Reading →
”Det er et spørgsmål om liv eller død”, siger jeg til tranen, som står i sommersøen og kigger ned i vandet. Hvad ser den? Sit eget spejlbillede? Eller læser den i Livets Bog? Jeg snubler over en sten i min ivrighed for at få lov til at give udtryk for de store følelser. Fortiden er... Continue Reading →
”Kan du huske?” synger valmuerne i grøftekanten, omkring dem danser viltert græs. Jeg mærker hård hånd holde om den hånd, der holder pennen, som om noget vil styre mig og forhindre, at jeg skriver mig fri. ”Kan du huske?” og jeg ryster på hovedet, søbet ind i klistret tankespind af minder, jeg helst var foruden.... Continue Reading →
Månefuglen danser på dynen i timerne efter daggry. Jeg ser den ikke klart, for jeg er fanget i et spind af tanker. Tidlig opvågning, en tur på toilettet, det er lyst og fuglene er i fuld vigør. Dyrelyde fylder luften. Der er ikke mere søvn. Månefuglen danser. Det var en trane. Det er jeg sikker... Continue Reading →
Det kræver tålmodighed at blive lukket ind i en fortælling. Ofte må du bevæge dig et stykke først, inden du når til tærsklen og det sted, hvor landskabet åbner sig. Du kan gøre det med en opvarmningsøvelse, hvor du tømmer dig for overfladisk tankeaffald og gør dig klar til dit kreative eventyr. Det kan gøres... Continue Reading →
Mine fødder vil danse. Mit hjerte ved. Men jeg holder igen. Noget i mig passer på. Da jeg opdager det, stopper jeg op og mærker efter og beslutter mig for at spørge: ”Hvem er du og hvad er du bange for?” ”Jeg er din indre vogter” svarer stemmen, der er lys og barnlig. Hun er... Continue Reading →
