Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Skrivelysene brænder, der er te i koppen. I dag er jeg træt, fortæller jeg papiret og har en mening om, at fuldmånen har fulgt mig lidt på vej ind i den aftagende fase. Jeg vågnede tidligt i mørket og lå og lyttede til regnen tromme mod ruden. Vinden tog fat i vinduerne, de knirkede og... Continue Reading →
Bort alt hvad uro gør. Jeg hører ordene, en tone slår an, det er en svensk tekst, men jeg har aldrig rigtig hørt ordene før. Nu danser de ind i mit hoved ledsaget af en håndfuld tørrede enebær, som jeg lægger på det, der skal være mit efterårsalter. Det er ifølge kalenderen den sidste sommerdag.... Continue Reading →
Det er sommersolhverv og jeg kan høre hende synge. Hun er solsort, hendes lyd glider gennem vinduet som en brise. Køkkenet er svalt efter nattens dans og nu vender lyset. Drømmen Jeg drømte om ørnen. Han var større end nogensinde før, men han kaldte ikke på mig. Han fløj bare forbi, svævede som en kæmpemæssig... Continue Reading →
Denne morgen starter alt forfra. Alt er nyt. Og det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension. Jeg fik øje på hende, træet, da jeg sad i en solkrog og nød den sommer, der som en dør åbnede sig på vid... Continue Reading →
Har du skrivelængsel kan det meget vel være, at din indre vise kvinde kalder på dig af ordenes vej. Men du bilder dig ind, at du ikke kan skrive og spænder ben for dig selv. Siger, at du er skriveblokeret og vender ryggen til den længsel, der er både inderlig og dyb. Du sammenligner dig... Continue Reading →
"Skriv dig ind i det", siger hun og skubber blidt til mig. "Du står stadig udenfor cirklen og farer vild i tankerne." Det er sandt, jeg kan godt mærke det og ved det af erfaring. Alligevel falder jeg i den sædvanlige fælde. Det er som om det nærmest hører med. Jeg træder ind og tænder... Continue Reading →
Det er Brigids dag. Imbolc. Kyndelmisse. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Forsigtigt, du skal ikke vågne helt, bare lidt. Misse med øjnene mod lyset, se, det er ikke særligt skarpt i dag. Strække dig lidt, mærke at du lever. At det snart er tid. Snart,... Continue Reading →
Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →
Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc. Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar... Continue Reading →
Te med jasmin i lysegrøn kop og skrivning af eBog om sporlægningsfasen, som i første omgang skal udleveres til en skøn og livsklog kvinde, som nu er klar til at skrive sin bog. Sådan skrev jeg på Skrivehusets Facebookside i går, mens jeg hyggede mig med skrivning af eBogen. I dag er koppen turkis og indeholder kaffe... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 