Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc. Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.
”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.
Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.
Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.
Har jeg så lært det?
Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.
Endnu et besøg af ravn
Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.
Som imiterer Ingmar Bergmann
”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.
En tur i mosen og en anden fortælling
Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.
Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.
Den kreative proces
”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.
Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.
”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.
Morgensiderne hjælper også til at huske
Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.
”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:
”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?
Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.
Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.
Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –
Lad processen arbejde for dig
Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.
Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.
Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)
“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.
Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.
Fokuser på processen
“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.
Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”
og betragt dig selv i processen
Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.
Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.
Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.
Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.
Kærlig hilsen
Lene
Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.
Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.
En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i
Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.
Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu
Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.
Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.
Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.
Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte
Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.
At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –
Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen
Skrivecoach Lene Frandsen 
Skriv et svar