Ravn i mosen

winter-moors

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc.  Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

writing-close-up

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.


Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

At skabe et rum

Aftensider

De to lys på bordet brænder med rolig flamme. Alt ånder fred. Og hvis jeg går lidt dybere end de første flyvske tanker, kan jeg fornemme stilhedens land og dens endeløse kyster. Stilheden hvisker uden lyd og forsigtigt svæver en melodi mellem linjerne. Jeg lytter, fornemmer og mærker den i fingrene.

Giv slip, synger sjælen, søg mig uden at kræve. Bare vær og alt det, du søger, vil finde dig.

Tillid til processen

At være er ikke en passiv handling, men det er en tilstand af hengivelse og tillid til processen. Og vi kan lære at være med vores ord og skriverier på samme måde, som vi kan lære at være med vores liv og det, der er. Favne nuet og de øjeblikke, som er selve livet. At være er en slags nøgle til både livet og skriveprocessen. Den åbne, modtagelige, nysgerrige og tillidsfulde holdning gør underværker for både ord og velbefindende. Jo mere vi tør hengive os til processen og lærer os selv at kende i alle dens facetter, desto lettere bliver det både at leve og at skrive. Vi slipper kampen og tanken om, at vi har travlt og at tingene skal folde sig ud på en bestemt måde. Vi går af vejen og lader det ske.

Rummet – din hellige skrivecirkel

Du kan vælge at skabe dig en slags stilhedsoase omkring dine skriverier. Lade det blive et slags helligt ritual, hvor du tegner en cirkel omkring dig selv og din intention om at skrive. Lad det gerne være et fast tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, hvor du aktivt tilvælger skrivegerningen og går ind i din hellige cirkel. Tænd nogle stearinlys, røgelse og sæt eventuelt noget blidt musik på, som synger til din sjæl. Sæt dig foran tastaturet eller med din pen og notesbog.

Du laver en hellig aftale med dig selv og den overholder du selvfølgelig på samme måde, som du møder op på den café, hvor du har en aftale med en ven. Uanset hvad tankerne fortæller dig. Her er det ofte den indre censor, der kommer på banen og den vil gøre alt for at forplumre processen. Den er nemlig bange.

Din sjæl længes

Din sjæl længes efter, at du tager dig selv i kærlig ed. Det er den dybe længsel, du mærker, når du har lyst til at skrive. Og det vigtigste er faktisk at du møder op. Lad være med at have store forventninger til dine skriverier på forhånd. Gå ind i cirklen, dit hellige skriverum og sid så bare stille og lyt. Luk gerne øjnene lidt og lad roen brede sig i dit indre. Du er nu til stede i din hellige skrivecirkel, et rum fuld af stilhed, fred og ro. Og det er et rum, du har skabt med den intention, du har i dit hjerte. Mød op til tomme sider med åbent hjerte, sæt dig, kom til stede i rummet, sid eventuelt lidt stille i meditation eller lav opvarmningsøvelsen og tøm dig selv for overfladevand og de værste tunge tanker. Opvarmningsøvelsen er ALTID god, jeg bruger den selv tit og ofte.

Der er dage, hvor vi dvæler

Dyb accept i det stille rum, din hellige skrivecirkel. Der er ikke noget, du skal nå, du lader komme. Stirrer ind i de danse flammer fra stearinlysene på bordet og lytter til den fortælling, der bor i den brændende ild. Dvæler ved måden den smeltede stearin laver sin egen flod af visdom.

Hvis vi ikke skriver noget, men blot sidder med os selv og stilheden, tillader os at dvæle og være, så lader vi op. Og der er dage, hvor vi har brug for netop det. Der er dage med skabelse og dage, hvor kreativiteten holder fri. Selv Gud holdt fri. Og vi skal unde os selv den gode restitution og have fuld tillid til, at det, som skal komme, kommer. Når vi er klar og det er klar. Intet hastværk.

Så gå ind i din hellige skrivecirkel uanset hvad. Her kan du være, lade op eller skrive. Måske begge dele, for der er tidspunkter, hvor vi kan høste, mens vi sår. Vi ved det ikke på forhånd, men vi kan være forvisset om, at alting har sin tid og kommer til os, når det skal. Fuld accept. Fred. Og kærlighed til processen.

Lad ordene føre dig på vej

Vi kan dog altid sætte i gang, vi kan starte med at skrive. Det første ord, den første sætning. Lade ordene føre os på vej. Nogle gange skal vi et stykke frem, inden det egentlige dukker op. Men pludselig er det dér. Vi mærker det med det samme, nu føles det helt anderledes at skrive. Det flyder, vi bliver fragtet og vi kæmper ikke længere med hverken tanker eller følelser. Vi har skrevet os fri og er nu i kreativitetens kærlige hænder. Glemmer tid, sted og alt det, der gik forud. Vi er dybt i fortællingens univers, der er ikke længere nogen adskillelse. Sjæl, hjerte, kød, blod og ord.

At skabe et rum

Både i mine personlige skriveforløb og på mine skriveworkshops opfordrer jeg til at skabe et rum af ro og fordybelse omkring skrivningen.

Magi for sjælen

Når jeg holder intuitive skriveworkshops er min fornemmeste opgave som underviser at skabe og klargøre det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel. Et rum fuld af åbenhed, magi og kærlighed, hvor blandt andet fortællinger kan opstå og guide os på vej. Rum, som åbner op og giver tilladelse til nærvær og fordybelse. Inden workshoppen har jeg adviseret deltagerne og givet dem en hjemmeopgave. Men det er ikke, som du måske tror, noget de skal skrive eller forberede som sådan. De skal gøre sig selv klar og formulerede en hjertelig intention. For det er det hellige rum og vores egen indre indstilling, der gør hele forskellen. Det er magi for sjælen.

Når vi møder op med en intention i hjertet, når vi åbner os, gør os modtagelige, kommer til stede i rummet med hele vores væsen og indledningsvis tømmer os for tunge tanker og råddent overfladevand via meditation og opvarmningsøvelse, så går det hele næsten af sig selv. Det er som om vi bliver fragtet. Vi får hjælp. Kilden er til stede i rummet, vi har skabt forbindelse og opdager, at vi rummer alt det, vi skal bruge. Vi indstiller os selv på en kanal, hvor vi kan lytte og modtage og så sker miraklet. Jeg byder på afsæt og skriveøvelser, sluserne åbnes og ordene flyder.

Alt er som det skal være – vi er her for at lære

Senere deler vi ordene i rummet, læser højt og siger tak. Vi lytter og giver os selv lov at være med de følelser, der opstår. Der er smil og latter, men der er også tårer, smerte og store ord. Alt er velkomment. Det er en del af os og en del af livet. Det er helt, som det skal være og vi er her for at lære.

Selvfølgelig støder vi på den indre censor, modstand og frygt. Vi mærker os selv og de store følelser og det er helt, som det skal være. For som forfattere, fortællere og skrivende sjæle i øvrigt er vi nødt til at kende hele paletten af farver, følelser og alt det, der gør et menneske helt. Kun sådan kan vi gå helt ind og beskrive det, som det er. Vi bliver vores ord, vores fortællinger og vores vej. Vi smelter sammen med Kilden og sjælen i den kreative proces.

En kærlig landingsplads

Du kan selv skabe samme slags rum og jeg anbefaler det på det varmeste. Ord og fortællinger er dér allerede, din opgave er at skabe en kærlig landingsplads eller en frodig jord, så spirerne kan komme frem og vokse sig større. Du skal vande og gøde, men det er ikke fortællingerne eller ordene, der skal vandes og gødes. Det er dig selv. Måske er det svært i starten, vi vil så gerne præstere og skrive noget smukt og stort, men det er en proces. Vi må øve os, møde op kontinuerligt og hele tiden vende tilbage til det åbne, modtagelige og tillidsfulde udgangspunkt. Igen og igen.

Og som ørnen sagde til mig forleden dag: Øvelse gør menneske.

Kærlig hilsen
Lene


Intuitive skriveworkshops efterår 2015

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Fortællingens Kraft

Aftensider