Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er tidligt, da jeg forlader huset og træder udenfor i morgenlyset. Maeves kat, som hedder Penny og er gråsort med striber, spankulerer forbi mig med løftet hale og glider gennem kattelemmen uden at værdige mig et blik. Jeg smiler uvilkårligt, vi har stadig til gode at lære hinanden at kende. Skoven åbner sig, da... Continue Reading →
De næste dage er langsomme, vejret er køligt, tunge skyer skygger for lyset. Jeg går ture i skoven og lærer nye stier at kende, finder landmærker og træer, jeg kan kende igen. De tre birketræer, der hilser med ranke stammer og raslende blade. Myretuen i skyggen ved granerne, spor efter rådyr, knækkede grene. Maeve stiller... Continue Reading →
“Det er sværere end jeg troede” indrømmer Elva ved morgenbordet. Efter regnen er luften tung af fugt og horisonten diset. Vinden er stille og skaber plads til ro. Jeg er træt, kan jeg mærke. Men det er morgen. Tidligt. Og vi har begge været vågne under fuldmånen, selvom vi ikke mødtes som vi har gjort... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor noget er faldet i hak. Det mærkes som stille hvisken. Varmen er væk, kølig vestenvind blæser ind over havet. Jeg går på stranden inden morgenmaden, i modvind passerer jeg klitterne og står midt i blæsten. Skyer i gråhvide formationer flyver forbi og et par måger gør dem selskab.... Continue Reading →
Det er et nyt land, jeg opdager det først, da Ørnen kommer flyvende fra træerne på naboens grund og ind over marken. Noget aktiveres i mig, det indre og det ydre smelter sammen og i det øjeblik mærker jeg, hvad spirituel forankring betyder. Min fortællerskestemme lyder som en rislen fra en flod, et levende felt... Continue Reading →
Det er køligt i morgenens første timer. Med natten i hælene kravler lyset forsigtigt op og kigger ud over kanten. Jeg var vågen ved daggry, her slap søvnen op og jeg blev et vidne til solopgangen. Bløde stråler gennem skysprækker og skyggelys af den slags, der holder på kulden. Det er køligt, da jeg går... Continue Reading →
Her er så stille, at man kan høre årshjulet dreje. ”Hvad er tid?” spørger jeg hesten Each, som dukkede op i morgendisen og blev min frænde i dag. ”Det er også et af livets mysterier” siger hun. ”Tiden går og kommer. Nu er tiden landet på sommer.” Sommer, jeg nikker, nå ja. Det har jeg... Continue Reading →
“Du glemte mig” siger Betony og ranker sig, så jeg kan se hende. ”Det må du undskylde” siger jeg. Så er vi i gang, fortællingen fejer tankerne bort og tager over. Pludselig er det en anden energi, en anden stemme. Betony rømmer sig, nu er hun ved at blive glemt igen. Ih altså! ”Det er... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Energien er langsom, dvælende og det er mest træthed, jeg mærker. Jeg stiller mig i det åbne vindue, mens jeg lufter ud, renser rummet og lader den kolde, våde vind stikke mig i ansigtet. Rester af sne ligger som gråhvide knolde, totter af græs stikker frem. Marken er brun, horisonten diset. Så sætter jeg mig... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 