Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Måske er det teen, måske er det tid? Da jeg vågner og står op, mærker jeg det straks. Min fod gør ikke ondt mere. Hævelsen er forsvundet, healing er sket. Taknemmeligt går jeg hen til vinduet og trækker gardinet fra. Uden at humpe. Det er mandag og det er Forårsjævndøgn. Ostara. Udenfor er himlen skyet... Continue Reading →
Du har sikkert gættet det. Jeg fik ikke skiftet at se. Det skete som altid ved midnat og jeg var uopmærksom, da vi skålede med hinanden i biblioteket. Virginia bød på Bollinger champagne skænket i høje glas, hun havde selv bagt det smukke kransekagetårn. Et par timer inden midnat forlod Scarlett os med ordene: Vi... Continue Reading →
Han står under to birketræer, der danner en port. Han velsigner den nye begyndelse. Jeg forlader huset ved daggry, hvor lyset blot er en sprække på himlen. Afskedens time kom og hjertet var tungt, da hun omfavnede mig og gav mig en madpakke til rejsen. ”Du er klar” hviskede hun i mit øre og skubbede... Continue Reading →
Det er morgen og Mosekonen brygger. Jeg ser hendes disede aftegninger fra vinduet i badeværelset, jeg hører hendes sang. Hun nynner, mens hun rører i sin gryde og dampen stiger til vejrs som vil den invitere hele landskabet ind i hendes bryg. Det er morgen og Mosekonen brygger. Så jeg går ud og oplever magien... Continue Reading →
Jeg har lyden af birk med hjem, de sølvklædte stammer står stærkt i mit indre. Birk var der hele tiden som en påmindelse og en invitation og nu ser jeg det pludselig. Birkedalen er et sted på mit magiske landkort, et sted for nye begyndelser. En klynge af træer med en smal sti i midten... Continue Reading →
Det er først i januar og udenfor vinduerne danser regndisen. Jeg veksler mellem energi og noget, der føles som tomrum og træthed. Der er øjeblikke, hvor jeg bliver utålmodig og får lyst til at trække tågetæppet til side. Men så husker jeg og vender tilbage til det sted, hvor vi befinder os lige nu. Allerførst... Continue Reading →
Det er med et strejf af luftig taknemmelighed at han lander på mit bord og i min bevidsthed. Smilet er ikke til at tage fejl af, humor danser altid tæt med alvor og egentlig behøver han slet ikke at sige noget. Der er for længst opstået en særlig indforståethed mellem os. Dog er det længe... Continue Reading →
”Forårsjævndøgn”, siger han og udtaler ordet med en accent, jeg ikke kender. Han kommer fra et andet sted. På kanten til søen sidder han i morgenes første lys, som er dæmpet i dag. Ingen skarpe kanter. Han er af land og af vand og tydeligvis interesseret i at tale med mig, så jeg træder et... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 