Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Verden er anderledes uden det gamle filter. Skoven er grønnere, duftene mere intense og himlen over granerne mere blå. ”Vi skal ind i bøgeskoven” forklarer Faola, mens vi går. ”Vi skal mødes med Bò. Bò?” ”Koen.” Faola går videre uden at tage sig af den forundring, der rejser som modstand i min krop. Hvad laver... Continue Reading →
“Åh ja, nu kan jeg se det. Du er fanget i en filterfortælling. Det er næsten ligeså slemt som at være forvandlet til en sten.” Jeg løfter blikket fra asken, rejser mig og forsøger at ryste filteret af. Det er klæbrigt som harpiks. Faola venter tålmodigt på, at jeg skal komme mig, men det er... Continue Reading →
Høgen flyver og forsvinder, men har efterladt mig en sø af tvivl. Kan jeg ikke stole på Faola, ulven, eller det som høgen insinuerede? Jeg må gå vejen alene. Frænder kommer og går, det ved jeg, de er aldrig langt borte, men man kan ikke holde dem fast. Så måske lurer Faola på mig fra... Continue Reading →
Hulen under stjernerne er et sted på mit magiske landkort. Det kort, jeg med ord og fortællinger tegner i min rejsedagbog. Og eftersom livet er en rejse, skriver jeg i den hver dag eller så ofte, det lader sig gøre. Hele vejen gennem årshjulet. Her lærer jeg årstiderne at kende, mærker deres energi og tager... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral, skriver jeg i rejsedagbogen. Faola vækkede mig syngende og jeg gik ud fra, at vi straks skulle af sted. Forlade hulen under stjernerne og finde spejlet. Men hun fortæller mig, at hun er nødt til at gå alene. Der er noget, hun må gøre og selvom hun udtrykker det mere... Continue Reading →
“Du udfordres på din intention og mægtige kræfter er sat i spil. Frygt og gamle historier, stagneret energi, forsøger at trække dig i en anden retning.” Det er nat nu og Faola og jeg holder søvnpause i en forladt hule. Jeg drømmer og ilddragen kommer til syne i en kaskade af orange røg. Det var... Continue Reading →
Det er ikke uden udfordringer at følge vejen gennem skoven, sagde en klog gammel kone til mig, inden jeg begav mig af sted. En veninde havde hørt om hende og at hun gav konsultationer til kvinder, der ønskede at følge skovens vej. Jeg fik en aftale med hende og mange gode råd med på vejen.... Continue Reading →
Noget i mig er vækket til live, spændingen er som adrenalin. Vi er på vej ind i skoven for at hjælpe manden med hætten. Vi har fået en opgave. Forbandelsen må hæves. ”Det er lige efter bogen” siger ulven henvendt til mig. Hun står foran den store sten med de forunderlige inskriptioner. Det er en... Continue Reading →
Længe sidder jeg stille ved Munketræets fod. Et af verdens ældste templer, en kirke midt i skoven. Det er som om at jeg kun suge mod og styrke fra det gamle træ. Men på et tidspunkt rejser jeg mig og tager afsked. Det er svært at forlade Munketræet og dets sfære af ro. Det er... Continue Reading →
Han hopper tilbage til vandhullet i skyggen og jeg finder tilbage til det, jeg formoder er hovedstien. Men man ved aldrig i skoven. Skoven, så fuld af farer og fortryllelse. Lysninger, som kun findes af dem, der er faret vild. Frænder, der dukker op mellem træerne og træerne selv. Eg, bøg, birk og de stolte... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 