Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Jeg har ventet på dig” siger Gwyneth November og skænker kaffe. Værtinden byder på omelet, den syder stadig i panden, som står på bordet, små brødskriver og morgensalat. Kaffe, mælk og vand med mynte. Ikke to måltider er ens og hvis du spørger hende, vil hun fortælle dig om køkkenmagi. Det er en kunst i... Continue Reading →
Månen er næsten fuld, jeg ser hende fra mit vindue. Stille forsvinder natten, jeg er stået tidligt op og møder dagen ved havet. Det blæser kraftigt, der er fralandsvind og vinteren venter i kulissen. Jeg skutter mig i min frakke og siger min intention højt, så havet kan høre. På hjemvejen går jeg tværs over... Continue Reading →
November er våd i dag, jeg sejler op på daggryets kyst til lyden af dråber. Søndag, tænker jeg og bliver liggende længe i sengen og lytter til regnen, den beroligende trommemusik mod ruden. Da jeg endelig står op og åbner gardinerne, toner et gråt landskab frem, våde blade glimter svagt i haven og tunge skyer... Continue Reading →
Natten er forbi og de første spæde solstråler varmer frosne blade. November knitrer denne morgen, natten var kold. Jeg føler mig forbavsende frisk og udhvilet og står snart ud af sengen. Jeg trækker gardinerne fra og åbner for den nye dag, blødt sollys glimter i havet for enden af haven. Haven med nedfaldne blade, farver... Continue Reading →
Den samme nat opdager jeg, hvorfor det hedder rævesøvn og det er ikke den forklaring, jeg fik som barn. Det handler ikke om at lade som om man sover. Jeg sover skam under tiltagende måne og til lyden af vindens sang. Uglen er tæt på, hendes lyd fylder i natten og den beroliger mig på... Continue Reading →
Hun letter fra træet og jeg ser hende først igen den samme aften, da jeg træder ind i spisestuen for at spise middag. Værtinden serverer græskarsuppe til forret med ristede kerner som topping. Gwyneth November er kvinde igen, nu iført en grøn kjole med dyb udskæring og en kæde om halsen. Vedhænget er en frø... Continue Reading →
Det forbavser mig, at hun ikke er i spisestuen, da jeg træder ind den næste morgen. Men da jeg ser hendes stambord, forstår jeg det. Hun har allerede været her og er gået videre. Koppen er tom og der er krummer på tallerkenen, en sammenkrøllet serviet ligger på bordet. Skuffelsen er stor. I det samme... Continue Reading →
Mørket er tæt, nattens rum omslutter mig og da jeg hører trin på trappen og en dør åbne og lukke, tilskriver jeg det en drøm. For sådan bliver natten på tidspunktet for Samhain, hvor væggene mellem verdener er tynde og lukkede døre står på klem. Der er tydelige drømme. Jeg svømmer gennem nattens bølger og... Continue Reading →
Nogle siger at han er stjernebillede, men han er også en frænde, som jeg møder ved broen til vinter. Det er Samhain og mørket er tykt og ufremkommeligt. Værelset har intet vindue og ingen vægge, alt er sort. Jeg taler med mine afdøde slægtninge og beder dem om hjælp. Senere dukker han op og velsigner... Continue Reading →
Der er gået en uge og den har været uden fortællinger. Pensionatet ligger badet i morgensol. Jeg snuppede en kop kaffe, inden jeg gik ud, morgenmaden må vente til senere. Det er lunt for årstiden og vinduet stod åben i nat, jeg hørte uglen fra sit sted i mørket. Hun kaldte i timen inden daggry.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 