Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er vinden, som har vækket mig, vind der er blevet til storm og som rusker i huset. Dørene knirker og der er uro på pensionatet. Drømme forsvinder som en dråbe fordamper, det samme gør søvnen. Jeg står op for at drikke et glas vand og trækker gardinet lidt til side. Det gamle æbletræ danser... Continue Reading →
Vi spiser suppen i stilhed, lyden af skeer, der rammer suppeskåle og den knitrende ild i pejsen fylder rummet. Men i mit hoved er der ikke stille. Det flyder over med tanker om Maize, som er i familie med Gwyneth, men som påstår at hun er her på samme vilkår som mig. Hvordan kan det... Continue Reading →
Jeg har svært ved at koncentrere mig om bogen og lægger den konstant fra mig for at se på uret. Tiden står nærmest stille, men for hvert minut der snegler sig af sted, stiger spændingen. Hvem mon hun er, kvinden med den grønne frakke som er flyttet ind på værelse nummer 2? Udenfor er mørket... Continue Reading →
Det er sidst på eftermiddagen, lyset synker i horisonten. Jeg tager mig et hurtigt bad og kommer i tøjet, jeg vil ned til havet, inden mørket kommer. Jeg går forbi værelse nummer 2 og nummer 1 og tænker mit, for jeg hørte, hvad jeg hørte. Ingen har fortalt mig om en ny gæst på pensionatet,... Continue Reading →
Det er rodenergiens tid, energien går i rødderne. Udenfor vinduet sejler grå skyer forbi og i horisonten kan jeg skimte havet. En ensom fugl svæver over landskabet, jeg tror det er ørnen. Det skrives i min bog, den skrivebog jeg fik af Dråbefangeren og som synes at have magiske egenskaber. Her får jeg øje på... Continue Reading →
Da jeg træder ind i spisestuen, får jeg straks øje på hende. Hun er iført en løs sort kjole og hendes hår er samlet i en knold. Hun sætter sig ned ved bordet i samme øjeblik, som jeg åbner døren og jeg undrer mig over duften af frisk luft som en kølig brise i den... Continue Reading →
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Jeg sover for længe, det er stadig mørkt, men månen har bevæget sig og hænger i vest over skoven og de høje træer. Fortumlet står jeg op og kommer i tøjet, mens stemmen i mit hoved slår på tromme og siger, at det er for sent nu. Gwyneth vil dumpe dig. Jeg fortsætter mit forehavende... Continue Reading →
”Jeg har ventet på dig” siger Gwyneth November og skænker kaffe. Værtinden byder på omelet, den syder stadig i panden, som står på bordet, små brødskriver og morgensalat. Kaffe, mælk og vand med mynte. Ikke to måltider er ens og hvis du spørger hende, vil hun fortælle dig om køkkenmagi. Det er en kunst i... Continue Reading →
Månen er næsten fuld, jeg ser hende fra mit vindue. Stille forsvinder natten, jeg er stået tidligt op og møder dagen ved havet. Det blæser kraftigt, der er fralandsvind og vinteren venter i kulissen. Jeg skutter mig i min frakke og siger min intention højt, så havet kan høre. På hjemvejen går jeg tværs over... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 