Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Fortsættelse følger, tror jeg, men også her kan man tage fejl. Bedst som jeg ville fortælle dig om Eidheanns fuldmåneaften i selskab med Caoilinn og kærlighedsbrødbageren Felicia, dukker der noget andet op. Og her kan man jo insistere på at holde den kurs, man allerede har sat. Det er sådan, vi mennesker gør. Vi er... Continue Reading →
”En ting ad gangen” siger Brónach, da vi sidst på eftermiddagen sidder overfor hinanden i lun stue. Fleur ligger under sofabordet på det lodne tæppe, i brændeovnen danser ilden og skænker os varme. Ilden nærer og fortærer, vi har skrevet små sedler i forbindelse med vores fuldmåneseance og har givet dem til ilden. Ord er... Continue Reading →
Tærsklen er et forunderligt sted. Ofte opdager man ikke, at man befinder sig i skumringszonen, før noget rumsterer indeni. Er det utålmodighed? En form for rastløshed? En følelse af, at dette sted burde være udforsket nu og at man har lært de lektioner, der var et krav for videre vej? Er det et spil? En... Continue Reading →
På januars sidste dag vågner jeg tidligt og står op. Fleur følger glad efter. Udenfor er mørket blåt, vinden hyler og skyerne sejler i hast over himlen. Der er koldt i køkkenet og jeg skynder mig at tænde op i brændeovnen. Snart hoster kaffemaskinen sig selv i gang, jeg smører mig en ostemad og forbereder... Continue Reading →
”Der er så mange udsagn om, hvad Nymånen er for en. Men du er nødt til at gøre din egen erfaring ved at følge månens cyklus. Hele vejen rundt. Og så rundt igen.” Ceridwen drikker en slurk af sin kaffe og lader sit blik vandre fra den ene til den anden. Elva, Maize og jeg.... Continue Reading →
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
Fra sommer og ind i efteråret, jeg træder over tærsklen med lette skridt og ser mig ikke tilbage. ”Fri” siger jeg til himlen, som er lyseblå, ”jeg sætter jer fri.” De er som fugle, der opdager, at de har vinger. Døren til buret åbnes og de letter med flaksende lyd. På jorden står en kvinde... Continue Reading →
Det er på en varm sommermorgen at jeg modtager det hemmelige budskab fra Tranen, hulens vogter. Det overrækkes højtideligt til mig og jeg åbner brevet, læser det og folder det forsigtigt sammen, inden jeg lægger det i den skuldertaske af slidt læder, som jeg altid har på mig. Corr kaldte og jeg gik hen til... Continue Reading →
Jeg så dem på himlen på træningspladsen, flokken af traner. Det er en uge siden nu, men synet har sat sig fast. Så uventet, så fint. Både hunden og jeg løftede blikket og lod det dvæle. Et forlænget øjeblik af magi. Nu møder jeg så Corr ved velkendt sø, pludselig er jeg dér bare. Efter... Continue Reading →
For et par uger siden mødte jeg tre traner i dans. Det fortæller jeg ham, da vi mødes i dagens første lys. Nattens sidste stjerne forsvinder og han ser interesseret på mig. ”Fortæl.” Der er ikke noget, jeg hellere vil. ”De bad mig om at lukke glæden ind. De sagde til mig: Du behøver ikke... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 