Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Over varm kakao i den mørke nat lærer jeg Elva bedre at kende. Foran pejsen i køkkenet forstår vi, at vi ramte ind i samme energi. Den bratte opvågning, den tunge tristhed og ensomme følelse af mørke. ”På en måde er jeg glad for det” siger Elva, hendes røde hår glimter i lyset. Hun har... Continue Reading →
Det er vinden, som har vækket mig, vind der er blevet til storm og som rusker i huset. Dørene knirker og der er uro på pensionatet. Drømme forsvinder som en dråbe fordamper, det samme gør søvnen. Jeg står op for at drikke et glas vand og trækker gardinet lidt til side. Det gamle æbletræ danser... Continue Reading →
Vi spiser suppen i stilhed, lyden af skeer, der rammer suppeskåle og den knitrende ild i pejsen fylder rummet. Men i mit hoved er der ikke stille. Det flyder over med tanker om Maize, som er i familie med Gwyneth, men som påstår at hun er her på samme vilkår som mig. Hvordan kan det... Continue Reading →
Jeg har svært ved at koncentrere mig om bogen og lægger den konstant fra mig for at se på uret. Tiden står nærmest stille, men for hvert minut der snegler sig af sted, stiger spændingen. Hvem mon hun er, kvinden med den grønne frakke som er flyttet ind på værelse nummer 2? Udenfor er mørket... Continue Reading →
Det er sidst på eftermiddagen, lyset synker i horisonten. Jeg tager mig et hurtigt bad og kommer i tøjet, jeg vil ned til havet, inden mørket kommer. Jeg går forbi værelse nummer 2 og nummer 1 og tænker mit, for jeg hørte, hvad jeg hørte. Ingen har fortalt mig om en ny gæst på pensionatet,... Continue Reading →
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Jeg sover for længe, det er stadig mørkt, men månen har bevæget sig og hænger i vest over skoven og de høje træer. Fortumlet står jeg op og kommer i tøjet, mens stemmen i mit hoved slår på tromme og siger, at det er for sent nu. Gwyneth vil dumpe dig. Jeg fortsætter mit forehavende... Continue Reading →
”Jeg har ventet på dig” siger Gwyneth November og skænker kaffe. Værtinden byder på omelet, den syder stadig i panden, som står på bordet, små brødskriver og morgensalat. Kaffe, mælk og vand med mynte. Ikke to måltider er ens og hvis du spørger hende, vil hun fortælle dig om køkkenmagi. Det er en kunst i... Continue Reading →
November er våd i dag, jeg sejler op på daggryets kyst til lyden af dråber. Søndag, tænker jeg og bliver liggende længe i sengen og lytter til regnen, den beroligende trommemusik mod ruden. Da jeg endelig står op og åbner gardinerne, toner et gråt landskab frem, våde blade glimter svagt i haven og tunge skyer... Continue Reading →
Den samme nat opdager jeg, hvorfor det hedder rævesøvn og det er ikke den forklaring, jeg fik som barn. Det handler ikke om at lade som om man sover. Jeg sover skam under tiltagende måne og til lyden af vindens sang. Uglen er tæt på, hendes lyd fylder i natten og den beroliger mig på... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 