Jeg følger efter hende ind mellem træerne. Snart er vi på den hemmelige passage, som intet menneske kan finde uden hjælp fra den hvide hind. Her er stien omgivet af store sten, der former et gærde. Bag gærdet danser krogede træer. De minder mig om hekse. Hind vender sig om og ser på mig. ”Nemlig,... Continue Reading →
Den hvide hind
”Husk blot en ting. Du forpligter dig til at skrive sjælens og hjertets fortællinger, når du bruger Ealas pen.” Hun flyver op gennem trækronerne og forsvinder på skjult himmel. Jeg står alene på skovstien med den smukke fjer i min hånd. Den fineste pen af dem alle. Den er fra en stolt tradition af barder... Continue Reading →
Fortællerskens Sommerskriveskole
Fortællerskens Sommerskriveskole Kursus: Intuitiv Skrivning – Skoven Kursusstart: 1. juni 2022 For kvinder med skrivelyst og længsel. På sommerens skrivekursus skal vi sammen en tur ind i det magiske univers. Temaet er skoven. Du får en introduktion til intuitiv skrivning og en legende tilgang til skrive. Skoven er et vidunderligt sted at starte, hvis du... Continue Reading →
Ealas pen
Længe sidder jeg stille ved Munketræets fod. Et af verdens ældste templer, en kirke midt i skoven. Det er som om at jeg kun suge mod og styrke fra det gamle træ. Men på et tidspunkt rejser jeg mig og tager afsked. Det er svært at forlade Munketræet og dets sfære af ro. Det er... Continue Reading →
Munketræet
Vi slår følge over det åbne stykke og tager afsked, da skoven igen lukker sig om os. ”Fortsat god rejse” siger hun og forsvinder et sted i sollyset. Jeg er igen alene. Denne del af skoven er kendt for sine gamle egetræer. Ikke kendt af mennesker, vel at mærke, men skoven ved besked. Det føles... Continue Reading →
En fristelse
Han hopper tilbage til vandhullet i skyggen og jeg finder tilbage til det, jeg formoder er hovedstien. Men man ved aldrig i skoven. Skoven, så fuld af farer og fortryllelse. Lysninger, som kun findes af dem, der er faret vild. Frænder, der dukker op mellem træerne og træerne selv. Eg, bøg, birk og de stolte... Continue Reading →