Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Hun trives i skyggen og bag de store træer. Sjældent har hun behov for at råbe højt eller færdes i flok. Hendes pen er stærk og hendes stemme har dybe rødder. Hun er ravn og hun er ugle. Hun kan anderledes fortællinger om livet og det, der bor under overfladen. Dybet skræmmer hende ikke, det... Continue Reading →
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Dagen efter beslutter jeg mig for at tage chancen. Jeg vil ud i skoven og finde Cailean igen. I min rejsedagbog har jeg skrevet fortællingen om porten. Porten til Eneboerens Spor. Det var ikke svært, da jeg først tunede ind. Det er de små ritualer, der gør det. Den måde, jeg langsomt tænder skrivelyset på... Continue Reading →
Søndag morgen på pensionatet, jeg står op på kanten af daggry og går en tur til havet. Bag mig rødmer himlen ved tanken om den nye dag. Der er poesi i luften, små snefnug finder vej blot for at smelte på vej ned. Jeg ved at Virginia er taget af sted for at besøge sin... Continue Reading →
Pennen førte mig frem til pensionatet, ordene skabte en vej. Det er den intuitive skrivnings kunst. At skrive fra et andet sted. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville ende på et sted, hvor rejsende kvinder kommer. Stedet findes ikke på et kort, kun det indre kompas kender ruten. Som var det meningen. Bestemt.... Continue Reading →
Vi spiser suppen i stilhed, lyden af skeer, der rammer suppeskåle og den knitrende ild i pejsen fylder rummet. Men i mit hoved er der ikke stille. Det flyder over med tanker om Maize, som er i familie med Gwyneth, men som påstår at hun er her på samme vilkår som mig. Hvordan kan det... Continue Reading →
”Jeg har ventet på dig” siger Gwyneth November og skænker kaffe. Værtinden byder på omelet, den syder stadig i panden, som står på bordet, små brødskriver og morgensalat. Kaffe, mælk og vand med mynte. Ikke to måltider er ens og hvis du spørger hende, vil hun fortælle dig om køkkenmagi. Det er en kunst i... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor man ved. Hvor man står på en tærskel med et ben i hver lejr og må vælge side. Hvad vælger man? Her er det at høgen lander blandt mælkebøtter, blinker en enkelt gang med øjnene og siger: ”Men hjertet er kun ét sted.” Pludselig er valget ikke så... Continue Reading →
“God morgen” siger stemmen på sit tydelige sprog, det umiskendelige rhåååhhh. Sort fugl i mørk nat, jeg må gå efter lyden. Egentlig er det morgen, men på denne tid af året er mørket både langt og dybt. Endnu så tidligt, at dagen kun er en antydning af lys i horisonten. Jeg kan kun se det,... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 