Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory... Continue Reading →
For første gang i lang tid tænder jeg lysene i min skrivestue. Da jeg stryger tændstikken, mærker jeg hvor godt det gør. Intentionen bag. Jeg tænder lys og åbner mig selv for alt det, jeg ikke kan tænke mig til. Jeg møder op og begynder at skrive. Det første ord. Og så det næste. Kraften... Continue Reading →
Kære ven I dag slutter de lyse nætter. Porten til høsten står åben og langsomt vokser mørket på rejsen mod efterår. Jeg håber, at du har haft en dejlig sommer og nu er klar til at nyde høsten med alt, hvad den indebærer. Det er tid til at formulere nye intentioner i forhold til høstarbejdet... Continue Reading →
Jeg lytter til hende, mens jeg går ned af markvejen. Fornemmer. Forbindes. Forundres. ”Jeg er her, hvisker hun og jeg forsvinder ikke, selvom du forsvandt for dig selv for en stund. Blev løsrevet. For vildt. Og faldt i sommerfælden." Nu danser August i den tidlige morgen og jeg vandrer opfyldt af en ny slags vished.... Continue Reading →
Så blev det Midsommer. Jeg vil benytte lejligheden til at ønske dig en skøn sommertid med masser af rum og plads til det, der gør dig godt. For som jeg skrev det i ”I skyggen af Egetræet” er det en gave og glæde, hvis vi formår at navigere gennem sommeren og få det bedste med... Continue Reading →
Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og... Continue Reading →
Solen glider gennem vinduet og rammer den plads, hvor jeg plejer at sidde. Der er gjort klar, det er meningen at jeg skal sætte mig dér og slikke solstrålerne i mig. Du trænger til dem, hører jeg hende hviske, sæt dig nu og lad det gøre dig godt. Senere er jeg ude og handle, jeg... Continue Reading →
Jeg sætter mig forsigtigt midt i disen og placerer min kaffekop. I dag tænder jeg nyt lys og siger farvel til Brigids stage for denne gang. Det hvide, det røde og det grønne lys er brændt ud og Imbolc er for længst passeret. Jeg placerer det nye lys i forårsgrønt midt på bakken omgivet af... Continue Reading →
Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til... Continue Reading →
Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 