Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Vi kører hjem gennem snoede veje med stendiger og skarpe sving. Der er faldet mere sne og farten er langsommere, end da vi kørte ud. Virginia styrer bilen med overblik og kontrol. Hun kender landskabet og dets linjer, de små steder, hvor man skal være ekstra opmærksom. Vejret ser ikke ud til at genere hende.... Continue Reading →
Pennen førte mig frem til pensionatet, ordene skabte en vej. Det er den intuitive skrivnings kunst. At skrive fra et andet sted. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville ende på et sted, hvor rejsende kvinder kommer. Stedet findes ikke på et kort, kun det indre kompas kender ruten. Som var det meningen. Bestemt.... Continue Reading →
Hver morgen er en ny begyndelse. Rejsen gennem natten er slut og vi ankommer til daggry og lyset. Lyset som tøver midt i december, strækker sig dovent. Energien er dæmpet. Frø har fået frost, træer står nøgne i vinden med energien i rødderne. Jeg vågner fra en ørnedrøm og ved at denne dag er noget... Continue Reading →
Scarlett tog os med i skoven. Men inden vi gik ud, samledes vi i det gamle bibliotek, hvor hun fortalte lidt om skovens univers. Om træerne som alene og i grupper er fulde af betydning for os. I den keltiske tradition har træerne meget specifikke betydninger. De fungerer som landmærker, de er udgangspunkter og steder,... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at blive ven med månen. Ikke at jeg ikke har beundret hendes rejse og de smukke fuldmånenætter. Men det har været den manglende søvn, jeg har haft fokus på og trætheden i dens kølvand. Irritation over at være vågen, når andre sov. Men uglen har lært mig at vende ulempe til... Continue Reading →
Jeg vågner tidligt i vintermørket og føler mig frisk. Havet kalder og jeg beslutter mig for at gå en tur inden morgenmaden. Jeg sender en kærlig tanke til Gwyneth som ofte var ude, når andre sov. Hvor er hun henne nu? Det er stadig mørkt, da jeg forlader pensionatet, men æbletræet stråler og der er... Continue Reading →
Det blev en fin fejring og en slags indvielse af vores tid sammen på pensionatet i kapitlet december. Drinks i biblioteket, lækker middag i spisestuen med hvid dug og levende lys. Scarlett holdt tale om rejsende kvinder og livets tærskler. Om døre, der kommer til syne i tågen og åbninger, man ikke så før. ”Vi... Continue Reading →
Lad mysteriet leve, lad det ånde og udspille sig gennem dig. Jeg tænker på Scarletts ord og spørger mig selv, om jeg er i stand til at holde fokus og blive i den sfære. Der er nogle dage til fuldmåne, men det er overskyet og jeg kan ikke se hende. Månen. Men jeg ved, at... Continue Reading →
”De kort, der trækkes til dig på din fødselsdag, har ekstra stor betydning”, erklærer Scarlett December, mens hun vender de tre kort i stearinlysets skær. Vi sidder i et værelse, jeg ikke vidste fandtes. Hun kalder det tarotrummet. Tunge mørke gardiner for vinduerne, en bogreol med bøger, tarot- og orakelkort. Et rundt bord med hæklet... Continue Reading →
Jeg er nysgerrig. Indrømmet. Men jeg må sige til mit forsvar, at det ikke var planlagt, at jeg skulle vågne kort før midnat med et sæt. Jeg stod op og listede over gulvet hen til vinduet. Forsigtigt trak jeg gardinet til side og kiggede ud. Det var stjerneklart og jeg kunne tydeligt se haven, mine... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 