Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
I vores moderne verden er der stort set ikke forskel på sommer og vinter. Det forventes, at vi er ens på alle årstider og det strider imod vores natur. Når lyset dæmpes og mørket vokser, er det et kald og det gælder også os. Det er tid til at sætte farten ned og trække energien... Continue Reading →
Mørket kommer tidligt nu, sniger sig rundt om hjørnet og kigger ind af køkkenvinduet. Danser i klitterne og venter lidt, inden det indtager havet. Jeg venter med at tænde lys, mine øjne vænner sig gradvist til mørket. Skumring, blot et stearinlys blafrer. Jeg skriver i det lys. På komfuret i køkkenet står simregryden og sender... Continue Reading →
“Alt er timet og tilrettelagt” siger Katten, som sidder midt på vejen, da jeg går mod landsbyen. ”Tag det roligt, svøb dig i dulmende vished om, at du er velguidet på din vej. Beskyttet, med mindre du da insisterer på paniske udfald af egouro og tvivl.” Hun sidder placeret præcist sådan, at jeg ikke kan... Continue Reading →
Don’t fight it, give in to it now. Stemmen hvisker ordene og gentager dem, mens jeg siger min bøn og trækker kort. Stemmen har en klar og ren tone. ”Det er budskabet” siger Eala, svanen, som er min frænde i dag og ledsagerske på tidspunktet for Samhain. Don’t fight it, love is waiting for you... Continue Reading →
Det er tidlig morgen, jeg står ud af sengen, ruller persiennerne op og åbner vinduet. Straks stikker efteråret sin snude ind og en duft af frugt, fugt og forrådnelse følger efter. Daggry, skumring, mørket har svært ved at slippe nu. Men fra buskadset til højre for vinduet kan jeg høre ham synge. Jeg er ikke... Continue Reading →
Kom, lad mig tage dig med på en rejse fra efterår til vinter. Lad mig vise dig usynlige veje i skumringens skær. Hvor ulemper bliver til fordele og hvor du ikke længere klynger dig til et bestemt resultat. Du er klogere nu. Dine øjne vil vænne sig til mørket, du vil se og få øje... Continue Reading →
“Stol på magien” siger Maggi, den hvide ravn, som er kommet tilbage denne morgen. Mørket er tykt og ufremkommeligt, forsigtig tager jeg dagens skridt og gør holdt et sted på broen. Det svupper under sålerne på mine støvler, jeg står midt i en vandpyt og på rækværket ved min venstre side, har Maggi sat sig... Continue Reading →
”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →
Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →
Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 